Netflix opstiller cache-servere med 260 terabyte hos 3's danske datacenter

Teleselskabet 3 har fået opstillet to styk af Netflix' cache-servere med hver 260 terabyte, der skal give mere direkte adgang til Netflix-indholdet.

Streaming-tjenesten Netflix står for 25 procent af datatrafikken på teleselskabet 3's netværk i Danmark. Derfor har 3 nu indgået en aftale med Netflix om at blive en del af Netflix' Open Connect Initiative, der er streaming-tjenestens content delivery network.

Aftalen indebærer i første omgang, at Netflix leverer to cache-servere, som opstilles i 3's datacenter.

Det betyder, at 3-kunderne vil kunne streame indhold fra Netflix direkte fra 3's eget netværk frem for fra Netflix-servere i udlandet.

»Vi sikrer, at streamingen starter med det samme og i optimal kvalitet også på de travleste tidspunkter, hvor mange kunder streamer samtidig. Og for os som virksomhed er der færre omkostninger forbundet med Netflix-trafikken, fordi serverne står i Danmark,« udtaler netværksdirektør Kim Christensen fra 3 ifølge en pressemeddelelse.

Læs også: Sådan kan Netflix håndtere at streame til 130 nye lande

Mens Netflix leverer udstyret til de teleselskaber, der ønsker det, så skal teleselskaberne selv dække omkostningerne til driften af cache-serverne, herunder strømforbruget. Til gengæld reducerer teleselskaberne deres omkostninger til udveksling af trafik med udenlandske teleselskabers netværk.

3's mobilnetværk oplever ikke overraskende den største Netflix-aktivitet, mens kunderne er på vej til og fra arbejde om morgenen samt om aftenen.

De to cache-servere, 3 har fået opstillet, er Netflix' Open Connect Appliance. De har hver en samlet lagerkapacitet på 260 terabyte fordelt på 36 Hitachi harddiske og seks SSD'er.

»SSD'erne har hver især plads til én terabyte data. De er reserveret til de absolut mest populære Netflix-serier og film, hvorimod det øvrige indhold er tilgængeligt på Hitachi-diskene. Serverne er desuden produceret efter branchestandard for høj oppetid og er carrier class,« udtaler Kim Christensen.

Læs også: Netflix vil fjerne streaming-støj ved at komprimere alle film individuelt

Hver af serverne kan levere 18 gigabit/s, hvilket er nok til at levere indhold til mellem 2.300 og 41.000 samtidige kunder alt efter streaming-kvaliteten. Film og tv-serier ligger i op til 11 forskellige kvaliteter for at kunne spænde fra de langsomste mobildatanetværk til 4K-opløsning. Netflix opdaterer serverne i et servicevindue klokken to hver nat.

De foreløbig to cache-servere hos 3 kan få selskab af flere, hvis efterspørgslen stiger, eller der er behov for mere streaming i de højeste opløsninger i takt med udbygningen af netværket.

Følg forløbet

Kommentarer (4)

Morten Birkelund

Ønsker nogen at få mere info omkring openconnect findes det her:
https://openconnect.netflix.com/en/

Yderligere kan enhver udbyder som har nok netflix trafik benytte sig af muligheden, 3 var nok den sidste levedandør som ikke er med på vognen i danmark.

Listen over hastighed som de forskellige leverandøre lever netflix med til deres kunder findes her:
https://ispspeedindex.netflix.com/country/denmark/

Der er dog flere som har netflix end der står på den offentlige liste.

/Morten

Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

JobfinderJob i it-branchen