NemID kræver en tur i Ubuntus motorrum: Ubuntu Linux-brugere får fjernet usikker Java
Ubuntu Linux-brugere, som i fremtiden vil bruge NemID, skal selv installere Java på deres pc. Canonical, som står bag Ubuntu Linux har nemlig besluttet at fjerne det nuværende Java fra Ubuntu-installationerne. Det skriver Marc Deslauriers fra Canonical i en e-mail til Ubuntus mailingliste.
Årsagen er, at den nuværende version indeholder nogle sikkerhedshuller, som bliver udnyttet af it-kriminelle, og Canonical har ikke mulighed for at distribuere en version af Java, hvor sikkerhedshullerne er rettet.
Det betyder i første omgang, at Canonical vil frigive en sikkerhedsopdatering, som skal fjerne browser-plugin'et fra Sun JDK på alle Ubuntu-installationer.
Canonical planlægger senere helt at fjerne Sun JDK fra pc'er med Ubuntu Linux. Det sker, fordi Oracle har skrottet den særlige licens, som gav producenterne af styresystemer mulighed for at distribuere Java uden om først Sun Microsystems og nu Oracle.
Hvis man har brug for Java på sin Ubuntu Linux-pc, kan man ifølge Marc Deslauriers enten vælge at installere OpenJDK, som er en open source-version af Java Development Kit, som også indeholder dens egen version af browser-plugin'et. Eller man kan installere det officielle JDK ved at hente det direkte fra Oracles hjemmeside.
OpenJDK vil i øvrigt også frem over være den version, som Oracle vil basere den officielle udgave af Java på.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.