Microsoft-tjenesten Live Mesh blev lanceret i 2008, men er i dag blevet overhalet indenom af selskabets lagertjeneste i skyen, SkyDrive.
Derfor trækker Microsoft stikket ud til Live Mesh i midten af februar.
»I øjeblikket bruger 40 procent af Mesh-kunder aktivt SkyDrive, og på baggrund af den positive respons og vores stadig større fokus på at forbedre lagring i skyen giver det god mening at samle SkyDrive og Mesh i et enkelt produkt med adgang til filer uanset tid og sted. Vi trækker derfor Mesh tilbage den 13. februar 2013,« skriver Microsoft i en e-mail til kunderne.
Live Mesh blev lanceret i 2008 som en tjeneste til filsynkronisering på tværs af flere computere.
Tjenesten blev kritiseret af blandt andre den amerikanske softwareudvikler Joel Spolsky, som kaldte en løsning til et problem, som ikke fandtes.
Med nedlukningen af Live Mesh forsvinder flere af tjenestens funktioner i praksis fra Microsofts portefølje.
»Mesh-funktioner, f.eks. fjernskrivebord og peer-to-peer-synkronisering, er ikke længere tilgængelige, og alle data i Mesh-skyen – kaldet synkroniseret Mesh-lager eller synkroniseret SkyDrive-lager – fjernes. De mapper, du har synkroniseret med Mesh, synkroniseres ikke længere, og du kan ikke oprette fjernforbindelse til din pc ved hjælp af Mesh,« oplyser Microsoft.
Du kan læse mere hos Microsoft.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.