Både folkeskoler og højere uddannelsesinstitutioner kæmper for at omstille sig til fjernundervisning, mens Danmark er lukket ned.
Det har givet problemer med kapaciteten flere steder, og nu har et servernedbrud tilsyneladende stukket en kæp i hjulet på fjernundervisningen af medicinstuderende på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet i på Københavns Universitet i København.
»Hannelouise Kissows forelæsning i mave og tarmsystemet er desværre gået tabt, da server brød sammen og ikke 'tog imod' filerne. Det er meget deprimerende,« hedder det i en besked fra Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet sendt til studerende, som Version2 er i besiddelse af.
»Al fjernundervisning fra auditorierne er sat på pause, indtil fejlen er fundet.«
Af beskeden fremgår det også, at en fremtidig forelæsning først skal indspilles og uploades, før de studerende kan få adgang til den. Det blive således ikke en live-forelæsning.
»Så kan I se og høre forelæsningen, men det er ikke live fra et auditorie. Det burde være en mere sikker metode,« hedder det i beskeden til de studerende på fakultetet.
DDoS-angreb og overbelastning
Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet er ikke det eneste sted i uddannelsessektoren, der har haft it-problemer efter nedlukningen af Danmark.
I forrige uge gik kommunikationsplatformen Aula ned over flere omgange som følge af stort pres fra forældre, der forsøgte at logge ind.
I sidste uge blev Uni-Login så tvunget i knæ af et DDoS-angreb, og som Version2 også har kunnet fortælle, er det senest gået ud over læringsportalen Matematikfessor.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.