Nedbrud lammer Skats TastSelv Erhverv

Illustration: REDPIXEL.PL/Bigstock
Udrulningen af en ny sikkerhedsløsning har ført til, at virksomheder hele mandagen ikke har kunnet logge på Skats TastSelv Erhverv-løsning.

Natten til mandag rullede Skat en ny sikkerhedsløsning til autorisering af virksomheder ved login på Skats TastSelv Erhverv-løsning. En fejl i udrulningen har imidlertid betydet, at systemet ikke har virket hele mandagen. Det fremgår af et anonymt tip til Version2-redaktionen.

Udrulningen skulle opdatere det system, som validerer brugerne, når de logger på, men når det opdaterede system ikke virker, så er det heller ikke muligt at logge på. Derfor har virksomheder ikke kunnet logge på TastSelv Erhverv.

»Vi har været ved at udrulle en løsning i nat, som ikke er gået som forventet. Så nu er vi ved at få den op at køre igen,« siger it-direktør Preben Bialas fra Skat til Computerworld.

Ud over TastSelv Erhverv er også Skats importkontrolsystemer og motorregister ifølge Computerworld ramt af fejlen, men tjenesterne til private brugere fungerer stadig.

Skat arbejder på at udbedre fejlen i samarbejde med leverandøren CSC.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (3)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Pascal d'Hermilly

Måske ville koden være nemmere at overskue hvis der ikke var alle mulige tjek for hvilke PDF-læser plugins man bruger når man skal læse sin forskudsopgørelse. Det er en skandale at skattemyndighederne insisterer på at man skal køre Adobe Reader eller Chrome.

  • 1
  • 1
#2 Thomas Lønskov Luther

Jeg forstår ikke at man lave en sådan ændring der kan gå galt på natten til den sidste rettidige dag for at indbetale moms for den foregående måned. I min verden er det logik at man ikke laver ændringer i den periode hvor der forventes høj belastning på systemerne.

Men problemet er nok at Skat ikke ser virksomheder som kunder, og dermed tillader sig at ignorere de behov virksomheder har :-| Det må siges at være en OM'er

  • 2
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere