Nedbrud i callswitch sender Region Hovedstaden i sort

Lægevagten i Region Hovedstaden har været uden telefonforbindelse hele natten efter nedbrud i callswitch.

Hospitaler i hovedstadsområdet og på Bornholm har været ramt af servernedbrud, hvilket har betydet, at det blandt andet har været umuligt at komme i kontakt med Lægevagten i området.

»Vi har haft et nedbrud på to af vores store callswitche i et af vores store driftscentre, og det har ramt vores hospitaler i går aftes og i nat. Noget af det, der blev ramt, er vores ip-telefoni, og det er gået ud over Lægevagten,« siger Jan Kold, it-direktør i Region Hovedstaden, til Computerworld.

Nedbruddet skete klokken 23.40, og telefonerne var først klar igen kvart over tre torsdag morgen.

»Vi har arbejdet hele natten, vi kom forholdsvist hurtigt op igen på en af vores callswitche, men det betyder, at vi blev nødt til at sætte i drift på et single-point-of-failure, men det er vi i fuld gang med at udbedre, så vi kan komme op igen og køre dubleret,« uddyber Jan Kold over for hjemmesiden.

Han er dog endnu ikke kommet så langt i problemudredningen, at han har fundet en forklaring på nedbruddet i serverne.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere