NATO og alliancens partnere har netop startet et omfattende cyberangreb på Berylia, en fiktiv stat. I Berylia sidder alliancens hackere så og sveder over de indkommende angreb og forsøger at afværge dem.
Det omfattende angreb på den intetanende stat skyldes NATOs Cooperatie Cyber Defence Centre of Excellence (CCDCOE) årlige Locked Shields-begivenhed, der lader NATO teste alle dele af alliancens cyberberedskab. Og samarbejdet mellem dem, skriver The Register.
Øvelsen løber fra den 23 til 27 april og NATO selv siger, at det lader deltagerne træne hele kommandovejen. Fra de hætteklædte hackere til civile institutioner og militære systemer.
Scenariet tager udgangspunkt i en situation, hvor en ondsindet stat angriber Berylia på flere digitale fronter. ISP’er såvel som landets militær bliver forsøgt hacket. Elnettet bliver forsøgt lagt ned, og selv landets 4G og diverse andre vigtige infrastrukturpunkter bliver angrebet.
Og der er meget at lære af sådan en øvelse. Hackerne lærer naturligvis at modstå sådanne angreb, men også ledere, civile som militære, lærer at træffe de nødvendige, strategiske beslutninger.
Udover NATO-landene er der en række techvirksomheder, der deltager i øvelsen. Herunder eksemelvis Siemens og openvpn.net.