(Opdateret 14.49 med flere informationer om angreb på Bankdata og flere banker)
Flere danske banker har tirsdag været ramt af it-problemer. Starter man helt i toppen, oplyser Nationalbanken, at man har været udsat for et cyberangreb i løbet af mandag og tirsdag.
Det skriver DR.dk
»Nogle brugere oplevede mandag og tirsdag morgen vanskeligheder ved at tilgå Nationalbankens hjemmeside. Hjemmesiden var udsat for et overbelastningsangreb, DDoS-angreb,« skriver Nationalbanken til DR Nyheder, og understreger, at de centrale systemer og infrastruktur ikke er ramt.
Andetsteds i landet, hos Bankdata i Fredericia, er der også opstået problemer. Bankdata selv har ikke haft de store problemer, men det har syv ud af de otte banker, som Bankdata leverer totale it-løsninger til. Det har gjort hjemmesiderne og netbanken utilgængelige.
Ifølge Avisen Danmark lød det først, at der var tale om en serverfejl, men over middag justerede Bankdata den udmelding, efter endnu en kunde, der er koblet op på en anden server, også begyndte at opleve problemer. Siden er det blevet bekræftet af både DR og Avisen Danmark, at problemerne også skyldtes DDoS-angreb.
De ramte banker er Sydbank, Skjern Bank, Ringkjøbing Landbobank, Sparekassen Sjælland-Fyn, Djurslands Bank, Kreditbanken og Jyske Bank. Driften skulle nu være stabiliseret. Overfor DR oplyser Jyske Bank at angrebet lader til at stamme fra Rusland.
I løbet af eftermiddagen er hjemmesiden for Arbejdernes Landsbank også ramt af tekniske problemer. Årsagen er endnu ukendt.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.