Nasa-hacker taber endnu en appel om udlevering til USA

De britiske myndigheder afviser at retsforfølge Gary McKinnon, som nu kun har et spinkelt håb tilbage for at slippe for potentielt 70 års fængsel.

Den britiske hacker Gary McKinnon har i snart syv år kæmpet for at slippe for at blive udleveret til retsforfølgelse i USA. I denne uge svandt håbet om at undgå en amerikansk fængselsstraf på op til 70 år ind til næsten ingenting.

Gary McKinnons forsvarer havde appelleret for at få de britiske myndigheder til selv at retsforfølge Gary McKinnon i stedet for at udlevere ham til USA.

Imidlertid vurderede myndighederne, at Gary McKinnons handlinger i Storbritannien ikke var alvorlige nok i forhold til, hvad han står anklaget for i USA. Det rapporterer britiske BBC.

I USA står Gary McKinnon anklaget for at have brudt ind i mindst 97 computersystemer tilhørende blandt andet Nasa og det amerikanske forsvarsministerium.

»Handlingerne blev muligvis foretaget fra Gary McKinnons hjemme-pc, og på den måde er der en britisk forbindelse, men målet og skaderne var på den anden side af Atlanten,« siger statsanklager Alison Saunders til BBC.

Gary McKinnon brød angiveligt ind i systemerne, fordi han troede, at de amerikanske myndigheder skjulte oplysninger om UFO'er og terrorangrebene den 11. september 2001. Han blev sidste år diagnosticeret med Aspergers Syndrom og vurderes til at være en selvmordsrisiko, hvis han udleveres.

Hans sidste mulighed for at undgå en udlevering er, hvis en domstol finder myndighedernes beslutning om at udlevere ham til USA ulovlig.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (1)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Rene Hansen

Hej Alle,

WOW, jeg håber virkelig ikke at de danske myndigheder vil udlevere folk for indbrud i elektroniske systemer - heller ikke selvom de tilhører det offentlige og er hemmelighedsstemplet.

Seriøst, USA snakker om terrorisme og en masse anden gøjl, og derfor er der snak om en straf på 70 år.

Det er her hvor filmen knækker for mig. Hvis manden fik 1-2 års straf for indbrud i hemmelige systemer og tyveri, ville der være sammenhæng i kriminaliteten og straffen. 70 år og sammenligning med terrorister, det er bare forkert.

Manden har jo, forhåbentligt, ikke samarbejdet og solgt til en masse andre regeringer eller organisationer på terrorlisten. Han har foretaget indbrud og tyveri.

Jeg ville være meget ked af det, hvis en lignende udlevering ville være blevet overvejet fra Danmark.

Det er nogle sørgelige britiske regler, som tillader sådan en udlevering!

Han har ikke engang lært mantraet; "Jeg fiddlede bare omkring med Nasas server, da jeg ikke kunne finde deres nye live Billed fra Mars 'feed. Jeg ved ikke rigtigt hvordan jeg kom ind til alle de dokumenter, men pludselig var de der - og så troede jeg jo at det var nogen jeg gerne måtte hente." [Omformulering af: Ups, jeg vidste ikke at programmet jeg lavede ville prøve alle bogstav og tal kombinationer, efter jeg havde downloadet et program som lavede en server scan.]

Med venlig hilsen

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere