Danmark ligger fortsat i top i en kedelig statistik som det land i verden med den næsthøjeste andel af spammails. Det fremgår af sikkerhedsfirmaet Symantec Messagelabs årlige spamrapport (PDF).
I 2010 lå andelen af spammails hos danske e-mailbrugere, der anvender Messagelabs' spamfiltre, på hele 93,2 procent. Det er kun overgået af Italien, hvor spamprocenten lå på 93,5 procent.
Messagelabs har analyseret spammængderne i detaljer, og det er således fortsat markedsføring af falske eller tvivlsomme medicinalprodukter, som fylder mest. 64,2 procent af alle spammails forsøger at sælge farmaceutiske produkter.
Selvom mange danskere efterhånden ikke finder mange spammails, der når forbi spamfiltrene, i deres indbakker, så er der begyndt at dukke spam op på dansk. Ifølge Messagelabs er fire procent af spammails til danskerne skrevet på dansk, mens resten hovedsageligt er på engelsk.
Engelsk har traditionelt været hovedsproget, men i takt med, at spammerne har fået bedre værktøjer til at tilpasse spammails i mindre bunker, som sendes af sted, så er det også blevet mere attraktivt at tilpasse mails til lokale sprog. Det sker hovedsageligt ved hjælp af automatisk maskinoversættelse, men i forbindelse med deciderede phishing-kampagner har vi set eksempler på mails skrevet på næsten fejlfrit dansk.
Størstedelen af al spam udsendes fra botnets, som består af pc'er, der er inficeret med en bagdør. Ifølge Messagelabs udsender botnets 77 procent af alle spammails. Heraf kommer størstedelen fra botnettet Rustock, der udsender 47,5 procent af al spam og består af anslået op mod 1,7 millioner inficerede pc'er.