Der er ikke overvældende tillid til Statens og Kommunernes Indkøbs Service (SKI) blandt kunderne. Faktisk er der næsten en fjerdedel af kunderne, som udtrykker direkte mistillid. Det skriver avisen Børsen, som har fået fat i en intern kundetilfredshedsundersøgelse, foretaget i slutningen af 2012.
SKI er sat i verden for at samle indkøbene i stat og kommuner og opnå stordriftsfordele og lavere priser. Men organisationen har været ramt af problemer med en række udbud og har de seneste år måtte aflyse en del udbud på grund af fejl i processen.
I undersøgelsen svarer 46 procent af kunderne, at de har tillid til SKI, mens en tredjedel er neutrale. Blandt leverandørerne, som SKI køber ind hos, peger flere af dem, som Børsen har talt med, på, at SKI-folkene er rigide og har en 'vi alene vide-holdning'.
SKI's kundedirektør er tilfreds med at nyde tillid hos 46 procent af kunderne, efter nogle omtumlede år, og anerkender, at samarbejdet kan virke rigidt. Men det er nødvendigt for at følge alle regler og undgå de problemer, som tidligere har ført til aflyste udbud, siger han.
På grund af de tidligere problemer fik SKI ny ledelse og har gennemført, hvad der internt bliver kaldt et regimeskifte.
SKI's rammeaftaler på indkøb af alt fra it-løsninger til møbler bliver brugt til indkøb for cirka 10 milliarder kroner om året. Men mange leverandører er ikke tilfredse med aftalerne, for der har ikke været den omsætning, som der oprindeligt blev stillet i udsigt, da prisen skulle aftales.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.