Næste udgave af Firefox efteraber Chrome

Mozilla har afsløret planerne for brugergrænsefladen i Firefox 3.7 og 4.0. Ændringerne er tydeligt inspireret af Chrome, men Mozilla afviser, at Firefox bliver en Chrome-klon.

Fanebladene helt i toppen af vinduet. Én boks til både adressefelt og søgning. Og færre knapper og menupunkter.

Sådan lyder planen for brugergrænsefladen i de kommende udgaver af Firefox til Windows. Og hvis tiltagene lyder bekendt, så skyldes det, at det var de nyskabelser, som Googles browser Chrome bragte til fadet, da den blev lanceret i september 2008. Det skriver amerikanske Computerworld.com.

Men Mozilla afviser på forhånd, at det er en bevidst strategi at gå i retning af Chromes brugergrænseflade.

»Vi prøver ikke at få Firefox til at ligne nogen anden browser. Firefox er Firefox. Ligheder mellem browsere er uundgåelige,« skriver Mozilla i dokumentet om ændringerne.

Så længe browsere løser den samme opgave, vil der være afsmitning mellem forskellige produkter, lyder argumentet, og brugergrænseflader er blevet kopieret på livet løs i mange år.

Men selv hvis Firefox skulle ende med at ligne Chrome på en prik, vil Firefox beholde sin egen identitet, fortsætter Mozilla. Det er nemlig i mindre grad udseende og brugergrænseflade, der gør Firefox til noget særligt, men mere alt det, der ligger inde bag facaden, mener Mozilla.

Andre ændringer, der er på vej, er at få Firefox til at fremstå mindre gammeldags. Det skal ske ved at bruge glas-designet fra Windows Vista og Windows 7, og at bruge mere neutrale farver.

Firefox 3.7 er planlagt som en mindre opdatering i begyndelsen af 2010, mens Firefox 4.0 bliver en ny version og skal komme på gaden i slutningen af næste år.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (8)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Kristian Christensen

Der er vel ikke noget i vejen med at låne lidt fra hinanden. Jeg husker i flæng Skraldespanden der er lånt fra Machintosh og kunne fås til Win 3.11 (yup)
For mig er det de mange fede addons og den nemme måde at installere dem på der gør FF til min favorit.

  • 0
  • 0
Ove Larsen

Er det bare mig - der bliver så uendelig træt af den her form for journalistik - der ikke kan se ud over den 'kamp' - som de store virksoheder kæmper. Og som putter alle andre projekter ind i den skabeleon - uden at sætte sig ind i - hvad det er - de skrives om.

Mozilla Foundation er ikke en konkurrent til Microsoft - så lad være med at lave den form for amerikaniseret journalistik.

FireFox er et udviklings-projekt - og skal ikke tilfredsstille en eller anden virksomheds aktionærere - men levere en browser der tilfredsstiller brugere og udviklere. At det så er lykkedes - at skabe noget - brugerne vil have - er fedt - men ikke for aktionærernes skyld.

Brugerne vil have FireFox - fordi den kan tilpasses til brugerens behov - ikke en eller anden virksomhed - der forsøger at fortælle 'mig' som bruger - hvad der er godt for mig.

At der er nogle udviklere af udvidelses moduler - eller temaer - rundt om i verden - der synes at de vil lave 'noget' der ligner nogle virksomheders produkter - tja... - det er OpenSource verdenen motto - friheden til at vælge (eller lave det selv)

  • 0
  • 0
Christian Jørgensen

Det kommende udseende ligner til forveksling hvad man ser, når Firefox går i fuldskærmstilstand. Så der er vel mere tale om at fuldskærmstilstanden bliver den normale tilstand.

Vedrørende søgning i adresse linien har man i adskillige år kunnet gøre dette - se mere her:
http://www.liewcf.com/archives/2005/01/modify-firefox-address-bar-search/
Hvis man helt ønsker at fjerne søge linien kan dette også lade sig gøre:
http://johnbokma.com/firefox/removing-go-button-search-bar.html

Så ikke noget nyt under solen her - ihvertfald ikke for Firefox' vedkommende!

Man kunne jo faktisk få den tanke, at det er Google Chrome, som har lånt af Firefox? ;O)

  • 0
  • 0
Jarnis Bertelsen

Designere og programmører og har alle dage lånt eller kopieret både design og funktionalitet fra hinanden. Omkring 95% af brugerfladen i Windows (i hvert fald fra Win95) er "lånt" fra (eller inspireret af) Mac-verdenen... Hvor meget Apple i sin tid "lånte" fra Xerox er jeg ikke sikker på. Det er muligt at Apple følte sig trådt på af MS, men for os almindelige brugere er det en fremragende ting. Det er begrænset hvad Microsoft selv har bidraget med i den sammenhæng (de fleste af deres opfindelser har været ret middelmådige efter min personlige mening), og uden inspiration ville Windows næppe være så brugervenligt, som det trods alt er idag. Personligt ville jeg faktisk ønske, at Microsoft havde lavet en bedre kopi af Mac OS brugerfladen :)

Selv de mest indgroede Mac fanatikere har svært ved ikke ind i mellem at skulle benytte en Windows maskine til et eller andet. Derfor er det en enorm fordel, at man kan skifte mellem Mac, Windows og Linux, og stadig kunne genkende det meste af brugerfladen. Det samme gør sig heldigvis også gældende for applikationer indenfor samme kategori, hvad enten det er til tekstbehandling, tegneprogrammer eller web-browsere. Der er en naturlig, evolutionær process, hvor de idéer der virker bedst også breder sig hurtigst til de andre programmer af samme kategori.

Så i stedet for at beklage sig over at programmer kopierer features og interface elementer fra hinanden bør vi som brugere velkomme og tilskynde det.

  • 0
  • 0
Henrik Jensen

FireFox er et udviklings-projekt - og skal ikke tilfredsstille en eller anden virksomheds aktionærere

Men selvom de muligvis ikke har aktionærer så er vi vel enige om at hvis nu markedsandelen for Mozillas produkter faldt væsentligt, så ville de nok ikke længere kunne tjene så mange penge på blandt andet søgninger, og uden penge så ville de ansatte også miste deres arbejde.

Jeg vil jo mene at de ansatte i Mozilla Foundation/Corporation/Messaging har en vis naturlig interesse i at beholde deres job, lige som ansatte i alle mulige andre organisationer har. De har sikkert også interesse i at deres løninger er rimelige og at lønstigninger ikke er umulige. Igen alt sammen super naturligt. Og det opnår de altså kun ved at sikre at deres produkter er konkurrencedygtige i forhold til de andre produkter.

  • 0
  • 0
Per Sikker Hansen

Googles forhåbning og udtalte primære formål med at lave Chrome var jo at de andre browsere skulle inkorporere de gode idéer som Chome kom med.

Firefox "efteraber" ikke Chrome, de tager imod de gode idéer som Google har lagt ud i offentligheden til fri afbenyttelse.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere