Næste bølge efter virtualisering gør datacentret til én stor computer

Det moderne datacenter bliver i højere grad fuldt virtualiseret, så netværk og storage administreres med mindre afhængighed af den hardware, der sidder i racket.

Fremtidens datacenter kommer til at handle om software frem for hardware. Det er næppe nogen overraskelse, efter vi i dag betragter servervirtualisering som en selvfølgelighed og skal have argumenterne i orden, hvis vi vil køre én applikation på én fysisk server med ét installeret styresystem. Men der er en stribe teknologier på vej, som for alvor vil ændre måden, datacentret fungerer på.

Den næste bølge vil bygge videre på den samme grundtanke som servervirtualiseringen, nemlig at det traditionelle styresystem ikke længere er bindeleddet direkte mellem applikation og hardware. I stedet indsætter vi VMware, HyperV, Xen eller KVM og lader styresystemerne tale med virtuelle processorer, netværkskort og RAM-mængder.

Virtuelle servere er imidlertid kun begyndelsen. Fra hardwareleverandørernes side er der de sidste par år kommet mere fokus på integration mellem servere, storage og netværk, men hvor de enkelte komponenter er mindre vigtige end det samlede resultat. Og den tilgang er godt på vej til at blive tilgængelig uden at skulle sværge troskab til en enkelt leverandør.

»Vi ser et skifte inden for it med transformationen af datacentret. Overordnet handler det om at gøre datacentret mere fleksibelt og mindre afhængigt eller begrænset af hardwaren,« siger analysechef Anders Elbak fra analysefirmaet IDC til Version2 Insight.

I dag er servervirtualisering for mange udgangspunktet, hvor kun applikationer med særlige behov får en traditionel fysisk server. Men også virtualisering af netværk og storage er ved at vinde indpas, og det er det første skridt i retning af at drive sit datacenter mere på den måde, som de store cloud-leverandører driver deres megadatacentre.

»Jeg tror, det bliver ganske almindeligt. Principperne er sådan set ikke så nye. Det bliver nok i specifikke brugsscenarier, at vi ser det først,« siger Anders Elbak.

Det fuldt virtualiserede datacenter vil reelt være en privat sky, men da mange af principperne kan sammenlignes med mainframe-tilgangen, så er det ikke så nyt, som det kan lyde. Til gengæld er mange af teknologierne stadig noget mere uprøvede end virtuelle servere. Ifølge Anders Elbak vil det især være modne it-organisationer med behov for en fleksibel infrastruktur, som vil være først med de nye teknologier.

Det kunne være inden for større virksomheder blandt detailhandlen eller finanssektoren, hvor kundernes krav har ændret sig de senere år i forhold til eksempelvis onlinehandel via mobile platforme eller markedsføring gennem sociale medier.
Selvom man ikke er klar til at tage springet fuldt ud med teknologier som Mesos eller Eucalyptus, så kan der være andre elementer længere nede i softwarestakken, der danner grundlaget for en skylignende infrastruktur i datacentret, som kan give god mening. Det var eksempelvis tilfældet hos hostingfirmaet Zitcom, som havde brug for en lettere måde, hvorpå de kunne oprette virtuelle netværk, VLAN, som holdt kunderne adskilt.

»Vi havde behov for at oprette VLAN hurtigt, nemt og automatisk. Vi prøvede først med VMwares løsning til Software Defined Networking, som var fed, men dyr. Så kom Cisco på banen, og den gav os mulighed for at beholde vores gamle netværk, men gav os et interface til automatisk at proportionere VLAN,« fortæller partner Stefan Rosenlund fra Zitcom til Version2 Insight.

Zitcom driver i omegnen af 6.000 virtuelle maskiner, som genererer en netværkstrafik på kanten af netværket på over 15 terabyte om dagen. Her er en netværksvirtualisering i form af softwaredefineret netværk ikke blot en smart måde at administrere netværket på, det er også en måde at sikre, at kunderne kan betjenes hurtigt, uden at der sker fejl.

»Netværket er noget, vi roder i hver dag. Med manuelle processer sker der fejl. Det er både fysisk med kabler, men også de scripts der kører på selve switchene,« forklarer Stefan Rosenlund.

For både netværks- og storagevirtualisering er én af de umiddelbare fordele, at softwarelaget ofte gør det let at genanvende sit ældre udstyr fra forskellige producenter, så det indgår i en større pulje af ressourcer med nye funktioner.

En af udfordringerne er dog, at større tæthed i datacentret kombineret med, at de fleste af de nye softwareteknologier udnytter Ethernet-netværket i datacentret, stiller større krav til netværket. Derfor er leverandører som eksempelvis Cisco fortalere for kraftigere netværk, hvor softwaren spiller en større rolle.

»Traditionelt er den traditionelle tankegang for netværksdesign meget hierarkisk. Med softwaredefineret netværk er den, at vi skal have et mere simpelt netværk,« siger teknisk direktør Peter Arberg fra Conscia til Version2 Insight.

Simplificering er sammen med åbne standarder nøglen til at kunne øge graden af automatisering, så meget af netværksadministrationen kan overtages af policy-modeller. Softwaredefineret netværk giver på den måde også et fundament, hvorpå man kan bygge en mere overordnet automatisering af datacentret. For de store cloud-udbydere, som administrerer 10.000-vis af virtuelle maskiner, er det en bydende nødvendighed, men mindre datacentre kan efterhånden også høste de samme gevinster.

Fælles for de nye teknologier er, at virtuelle mellemlag gør det muligt at centralisere administrationen og overvågningen af datacenteret, og det åbner for automatisering, som både giver mulighed for selvbetjeningsløsninger og for mere effektiv drift.

Denne artikel stammer fra Version2 Insight: Datacenter.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (4)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
John niss Hansen

Gad vide hvem målgruppen er for den artikkel.
Dem der er inde i den virtuelle verden fik næppe noget nyt at vide.
Og for dem udenfor, som jeg, refereres der lidt rigeligt til branchespecifikke forhold,
på en meget skøjtende, abstrakt og nærmest distanceblændende facon.

  • 1
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere