N9 på vej: Nokias første - og sidste - MeeGo-telefon
Nokia sender i løbet af i år sin første MeeGo-smartphone på markedet. Det sker selv om firmaet tidligere på året i forbindelse med Windows Phone 7-satsningen bekendtgjorde, at man nu kun ville eksperimentere med at udvikle på MeeGo-platformen fremover.
Alligevel gjorde man det klart, at man på trods af aftalen med Microsoft, ville udgive én telefon på MeeGo-platformen. Det skriver All Things Digital.
»Med N9’eren ønskede at designe en bedre måde at bruge en telefon på,« udtaler Nokias designdirektør, Marko Ahtisaari til All Things Digital.
Telefonen er udstyret med en kurvet skærm, der ifølge Marko Ahtisaari gør den lettere at bruge i hånden. Det indbyggede videokamera kan optage HD-video og kameraet, der tager billeder i en opløsning på 8 megapixels, er udstyret med en stor blændeåbning, som skulle forbedre billedkvaliteten ved fotografering i lav belysning.
Telefonens krop er skåret ud af et enkelt stykke polykarbonat, der angiveligt også skulle give bedre signalforhold for antennen end for eksempel iPhone 4 og dens meget omtalte antenneproblem.
»Modsat nogle konkurrerende produkter, så er du ikke nødt til at holde den på en bestemt måde for at kunne ringe fra den,« driller han.
Desuden har Nokia smidt en NFC-chip i telefonen, der blandt andet gør det muligt at parre telefonen med et bluetooth-headset blot ved at lade de to enheder røre hinanden.
Telefonen vil kunne fås i sort, blå og rød mens prisen og den præcise udgivelsesdato stadig er ukendt.
