Mystiske tal i sprog-undersøgelse giver fremgang til C

Ifølge en ny underøgelse er C på vej op i popularitet, på bekostning af Java. Det lyder helt hen i vejret, siger leder af kursusvirksomhed.

Den hollandske virksomhed Tiobe har udsendt en undersøgelse over programmeringssprogs popularitet. Undersøgelsen foretages årligt og viser, at C vokser i popularitet på bekostning af Java, der falder.

I undersøgelsen får Java et indekstal på 19,0 procent, som er et fald på 1,8, mens C har et indekstal på 15,9 procent, en stigning på 2,0, begge i forhold til året før.

Men de tendenser giver slet ingen mening for lederen af kursusvirksomheden Superusers.

»Jeg kan ikke finde hoved eller hale i den undersøgelse. Jeg kan slet ikke forstå, at C er med. Men det glæder mig da meget,« siger Brian Eberhardt, som er skeptisk overfor resultatet.

»Jeg tror ikke på det. Jeg synes, det lyder meget skævt,« lyder hans vurdering, som bygger på mange års erfaring med undervisning i programmeringssprog til it-professionelle.

»Havde det været for ti år siden, havde jeg godt kunne se det logiske, men hvis vi måler i dag, hvor mange der programmerer i C, så der der mange flere, som eksempelvis programmerer i Java, og der er så mange andre sprog, der er langt højere oppe, f.eks. C#.«

Teknologisk Institut kan heller ikke genkende billedet i undersøgelsen. Derimod har instituttet registreret en vækst i interessen for Java og C# det seneste år, oplyser konsulent Bo Engelbrechtsen Ekkelund til Version2.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (12)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Thomas Ammitzbøll-Bach

De fleste mennesker tænker på computere som PC'er, servere og laptops. Men faktum er, at en større og større del af de ting, vi omgiver os med, er udstyret med bittesmå microcontrollere.

En chip med 8k ROM har ikke meget plads til JAVA runtime environment. Hvis valget står mellem at programmere i C og på en løbende stykpris på 10 til 20 kroner eller indlejre et helt system på en noget større chip til over 200 kroner, så er valget klart.

Hos Prevas, hvor jeg arbejder, anvender vi C i rigtig mange projekter (typisk drivere, serviceprogrammer og styringslogik) og vi ville være ilde stedt, hvis vi skulle have en JAVA-kalorius med i spil.

Hvad de fleste ikke tænker over, er at programmer i styringselektronik udgør rigtig mange linier programkode. Mellem 90% og 98% af alle CPU'er sidder i forbrugerelektronik, der ikke betragtes som computere.

Thomas

Peter Makholm Blogger

Heldigvis dokumenterer Tiobe hvordan de er kommet frem til tallene. Basalt set udføre de søgningen +"somelanguage programming" i 5 søgemaskiner. Når jeg lige foretager tilsvarende søgninger på Google ser tallene meget passende ud.

Er det et godt mål for populariteten? Måske, men absolut ikke med en præcision hvor svingninger på 2% er specielt interessante.

Torben Mogensen Blogger

Jeg ser nu mest C kode, da det er "nemmest" at flytte fra platform til platform.

Det er lidt af en tilsnigelse. Hver tredje linje i C standarden er "this is implementation dependent", og ethvert flytbart C-program indeholder da også en masse #IFDEF klausuler, der sætter konstanter m.v. afhængigt af platformen, og når et program porteres til en ny platform, indsættes der yderligere #IFDEF klausuler.

Anonym

Jeg ser nu mest C kode, da det er "nemmest" at flytte fra platform til platform.

Det er en misforståelse at C er nemt at flytte mellem platforme. Det er korrekt, at der findes en C oversætter til næsten en hvilken som helst CPU i verden, men sproget C er ikke særlig portabelt. Ofte gøres arbejdet dog nemmere af, at det er den samme oversætter, der benyttes på de forskellige platforme (f.eks. GCC) og at CPU'erne ligner hinanden (f.eks. 32-bit maskinord).

Simon Lyngshede

TIOBE har en graf der viser udviklingen for de sidste otte år, hvis man kigger på den ser det da overhovedet ikke mærkeligt ud. Alle sprogene går lidt op og ned de enkelte år.

Hvis man skulle undre sig over noget, så er det at Delphi er stigende. C ligger nogenlunde stabilt, hvis man ser det over en flere år, om end generelt faldende.

Det er et bedre bud at Superusers og Teknologisk Institut er lidt ude af trit med virkeligheden, eller at deres fokus gør at de ikke ser C så ofte som f.eks. Java eller C#. Alternativt så har C programmører mindre behov for kurser.

Poul-Henning Kamp Blogger

Ofte gøres arbejdet dog nemmere af, at det er den samme oversætter, der benyttes på de forskellige platforme (f.eks. GCC) og at CPU'erne ligner hinanden (f.eks. 32-bit maskinord).

Takker for dagens grin.

Det er da langt de mindste problemer i at skrive portabel kode.

Det største problem er at POSIX standarden er så håbløst forældet, at folk tyer til grusomme kludges som "autoconf" for at finde ud af om de har en strlcmp() funktion eller ej.

Problemet er ikke at skrive portabel C-kode.

Problemet er at slippe for at skrive C-kode som allerede burde findes på systemet i forvejen.

Poul-Henning

Anonym

Det største problem er at POSIX standarden er så håbløst forældet, at folk tyer til grusomme kludges som "autoconf" for at finde ud af om de har en strlcmp() funktion eller ej.

Vi har ikke involveret POSIX i denne diskussion. Er du enig eller uenig i, at brugen af samme oversætter er en fordel (i praksis) på tværs af platforme, når man taler om portabilitet af et sprog, hvis semantik i betydelig grad er implementationsafhængig?

Simon Lyngshede

Et bud taget ud af den blå luft: Folk ventede på Java 1.5 og ville ikke gå i gang med for meget før Sun frigav 1.5 i september, hvilket passer med at grafen begynder at stige igen omkring 3/4 inde i 2004.

Alternativt er der noget i deres måling der giver et underligt resultat det år, et eller andet de tidligere har haft med og som ikke er der i 2004.

Ellers har jeg ikke noget bud, men det ser spændende ud.

Log ind eller Opret konto for at kommentere