Mystisk tidsspring ramte danske HTC-telefoner fredag morgen

En række danskere kom lidt tidligere op i morges, da en række HTC-mobiltelefoner af endnu uforklarlige grunde pludseligt gik for hurtigt.

Lommeuret er kommet tilbage i form af mobiltelefonen, som for mange danskere i dag har erstattet både armbåndsuret og vækkeuret. Normalt er telefonens ur ganske præcist, men fra tid til anden går det kollektivt galt for en flok mobiltelefoner.

Fredag morgen gik det tilsyneladende ud over danske mobiltelefoner fra HTC for i hvert fald både Telia- og Telmore-kunder. Version2 har modtaget flere henvendelser om, at telefonerne i morges ved 7-tiden gik mellem 5 og 10 minutter for hurtigt.

Årsagen var fredag eftermiddag imidlertid stadig ukendt. Flere teleselskaber, som Version2 har talt med, har hørt om problemet, men har ikke fundet nogen teknisk forklaring.

Da Version2 kontaktede TDC, som driver det netværk, der benyttes af Telmore, var selskabets bedste forklaring, at den forkerte tidsangivelse hang sammen med en serveropdatering hos Telia.

Den forklaring var imidlertid blot baseret på en historie fra Radioavisen, og TDC havde heller ingen god forklaring på, hvorfor Telmore-kunder blev ramt. Det bedste bud var, at kunderne på et tidspunkt må have synkroniseret deres ur med Telias netværk.

Hos Telia troede man på baggrund af den samme historie, at fejlen var begrænset til selskabets eget netværk, indtil man fandt ud af, der også var Telmore-kunder, som var ramt. Til gengæld tegnede der sig et mønster i, hvilke telefoner der var påvirket.

Det viste sig, at det udelukkende var kunder med telefoner fra HTC, som havde oplevet problemet. Hvorvidt det skyldes, at HTC's Android-telefoner som standard har et stort og synligt ur, og andre telefoner derfor kan have været påvirket, uden kunderne har opdaget det, er dog uvist.

HTC har dog heller ingen umiddelbar forklaring, men undersøger sagen nærmere.

»Vi er blevet gjort opmærksom på, at visse HTC-telefoner skulle have haft en forkert tidsangivelse i morges. Vi er ved at undersøge dette nærmere og vil selvsagt rette det snarest muligt,« siger nordisk direktør for HTC Peter Frølund.

Mobiltelefoner har dels et indbygget ur, men benytter sig også af data fra mobilnetværket til at synkronisere med den korrekte tid, ligesom en pc benytter sig af særlige tidsservere på internettet til at stille uret korrekt.

Episoden med HTC-telefonerne fredag morgen er ikke enestående. Blandt andet har Apples iPhone-telefoner flere gange haft problemer med korrekt skift til og fra sommertid. Det var skyld i, at flere personer kom for sent på arbejde, fordi de benyttede deres telefon som vækkeur.

En tidsforskydning på 10 minutter forvolder nok ikke mere end blot undren for de fleste i forhold til en times forskel ved sommertid, men da episoden ikke har fundet en forklaring, så er det ikke udelukket, at den kan gentage sig med en større uregelmæssighed.

Har du oplevet problemer med uret i din mobiltelefon fredag, eller har du kendskab til, hvad årsagen kan være, så skriv i debatten herunder.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (23)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Anders Kvist

...på en mærkelig måde. Havde sat mit ur til at ringe kl 9.25, men da det ringede stod den på 9.3X - det interne ur passede åbenbart fint, det var bare visningen der gik galt. Jeg fandt et online ur og kiggede hvad klokken i virkeligheden var og kort efter passede uret igen...

  • 0
  • 0
#2 Ole Sanvig

Jeg lagde mærke til det lidt over 10, hvor telefonen var omkring fem minutter foran alle andre ure i huset - da jeg nåede ud til bilen omkring 10.15 insisterede min Wildfire på, at klokken var 10.25.

Den fandt selv tilbage til den rigtige tid efter en genstart; jeg overvejede først for sent at prøve at slå den netværksbaserede tid fra for så at slå den til igen.

  • 0
  • 0
#3 Jan Heisterberg

Tænk engang, at en applikation til en mobiltelefon kan være kodet så tåbeligt, at den accepterer en stor ur-ændring UDEN bruger accept ? Ja men ..... er de tåber eller bare dumme ?

Når jeg siger "JA" til tidssynkronisering, så er det da fint at rette nogle få minutter - men mere end fem minutter, for slet ikke at tale om ændringer på en time eller to (ja, man har hørt om sådanne server-opdaterings-fejl).

Så klag til leverandøren af vækkeuret - måske er det en App, som bare skal byttes til nyt og bedre.

Tillid er godt, kontrol er bedre .... Men hvordan kontrollerer man lige netop det her ? Ja, det er en del af problemet.....

  • 0
  • 0
#9 Daniel Trads

også ramt. Igår kl. ca. 11 lagde jeg mærke til at uret var mindst 3 minutter foran. Disable + enable af "Brug netværksleverede værdier" fik den på plads igen. Er nu ca. 2 sekunder bagud (det er sikkert ur-app'en der ikke opdaterer hurtigt nok). Ingen problemer idag.

Sidst bootet d. 26-05 kl 07:30:04, ifølge Indstillinger - Om telefon - Batteri - Oppetid. Den har ligget slukket fra ca. kl 23 den 25-05.

  • 0
  • 0
#10 Venligst Slet Min Bruger

Jeg havde også fejlen her til formiddag, hvor visning af uret var ~10 minutter foran. Jeg tænkte, at det nok var endnu en fejl i den efterhånden endeløse række af problemer min Tattoo har givet mig, så jeg slog det hen.

Men jeg glæder mig da til at høre mere om, hvad årsagen er.

  • 0
  • 0
#11 Gregor Giebel

Jeg har et HTC phone, men ikke Android og heller ikke på de nævnte netværk, så jeg gik fri. Det er måske også fordi jeg har slået automatisk opdatering fra, siden jeg en gang kom ud af flyet i Charles de Gaulle lufthavn i Paris og fik (på min daværende Nokia) tilbudt at indrette min tid til aktuelt tid. Det syntes jeg lod godt, og det ændrede ikke specielt meget i mit ur, så jeg tænkte ikke så meget over det. Det var dog dens telefons ur og kalender, hvor jeg havde noteret min afgang tilbage. At der var noget galt, fandt jeg kun ud af da jeg kom til lufthavnen igen for at flyve tilbage, og maskinen var lige ved at lette - men jeg var dog en time tidligt! På den måde lærte jeg at i Frankrig kører de på GMT+2 om sommeren, mens 3 i Danmark kører på GMT+1 + sommertid. Og hvis man nu stiller sin tidszone om, så ændres alle kalenderentries også... i det tilfalde en time bagud. Subtilt.

  • 0
  • 0
#12 Jesper Skytte Hansen

Jeg lagde mærke til det, da jeg tog telefonen fra opladeren i går morges. Vækkeuret stod på 8.37, mens telefonen stod på 8.45. Jeg slog over på manuel tidsindstilling, gemte det og slog automatisk tidsindstiling til igen. Ingen forskel. Jeg lod telefon være telefon nogle timer. Omkring kl. 12.30 så jeg på telefonen igen, og den var stadig foran. Denne gang slukkede jeg telefonen, tog batteriet ud (så den slet ikke kunne huske tidspunktet), satte batteriet i og tændte telefonen. Først stod tidspunktet til 01.00, men efter lidt tid opdaterede den til det korrekte tidspunkt. Meeeeeget underligt..

  • 0
  • 0
#14 Michael Deichmann

men benytter sig også af data fra mobilnetværket til at synkronisere med den korrekte tid, ligesom en pc benytter sig af særlige tidsservere på internettet til at stille uret korrekt.

Det er korrekt at GSM specifikationerne giver denne mulighed, og det vil da også være rigtig smart at bruge det, hvis eller infrastrukturen er iorden, men jeg har IKKE grund til at tro at nogen af mobiludbyderne i Danmark har åbnet for denne funktion. Der i mod har jegoplevet at lande i Helsinki med en lidt anderledes og brugbar velkomsthilsen fra Telia-Sonera, nemlig "Velkommen til Finland. Vi har sat uret i din telefon til den rigtige tidszone". Det er ENESTE gang jeg har oplevet det. Derimod har jeg set telefoner på samme net med forskellig tid (<et par minutter)

  • 0
  • 0
#20 Ulrik Krause

Min er 12 min frem. og engang imellem så passer uret. og ligepludslig er mit ur 12 min frem igen. :( Men ikke det eneste problem jeg har med min Desire HD efter opgradering til v.2.3 Der fucker mit sms fuldstændig op. når man skal sætte en android smiley ind så har den med at smutte tilbage til starten af tråden. ikke sjovt vis det er en sms tråd på 100 eller derover. så skal jeg gå tilbage og gemme den son en kladde også starte på at skrive sms færdig. plus en helevdes masse andre fejl jeg har når jeg sms. samt mine skærm fryser engang imellem. kan godt går frem og tilbage og rulle op og ned. men mine apps de fryser. der går lige et min eller mere, eller andre gange skal jeg genstarte min mobil. for at det virker igen :( alt det her plus mere. fik jeg efter min opgradering til v.2.3 har både soft reset min mobil og nulstillet den. Det blev det desværre ikke bedre af. og stavkontrolen i sms med v.2.3 er da hel af pokkers til. det må være et barn på 4 år der har lavet det. Andre her? der har samme problem med deres Desire HD efter opgradering til v.2.3 ?

Læs mere: http://www.mobilsiden.dk/nyheder/alarm-problemer-pa-htcs-mobiler,lid.157...

  • 0
  • 0
#21 jesper thusgaard

Hej

Ville bare sige at min firma telefon som er en HTC wildfire i TDC's netværk (ikke telmore) havde samme fejl allerede 05:10 i fredags.

Den er sat til at synkronisere med netværket. En genstart af telefonen løste problemet. Jeg har normalt fuld TDC dækning, så med mindre TDC har været nede i Skanderborg området så tror jeg ikke på Telia modellen.

Det må være en kode fejl.

Mvh J;-)

  • 0
  • 0
#22 Jacob Schultz

Min kone og jeg har begge HTC Desire. På min telefon gik uret rigtigt, mens min kones telefon var ti minutter foran... Ingen af dem er rootet eller noget og vi er begge kunder hos Telmore.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere