Lommeuret er kommet tilbage i form af mobiltelefonen, som for mange danskere i dag har erstattet både armbåndsuret og vækkeuret. Normalt er telefonens ur ganske præcist, men fra tid til anden går det kollektivt galt for en flok mobiltelefoner.
Fredag morgen gik det tilsyneladende ud over danske mobiltelefoner fra HTC for i hvert fald både Telia- og Telmore-kunder. Version2 har modtaget flere henvendelser om, at telefonerne i morges ved 7-tiden gik mellem 5 og 10 minutter for hurtigt.
Årsagen var fredag eftermiddag imidlertid stadig ukendt. Flere teleselskaber, som Version2 har talt med, har hørt om problemet, men har ikke fundet nogen teknisk forklaring.
Da Version2 kontaktede TDC, som driver det netværk, der benyttes af Telmore, var selskabets bedste forklaring, at den forkerte tidsangivelse hang sammen med en serveropdatering hos Telia.
Den forklaring var imidlertid blot baseret på en historie fra Radioavisen, og TDC havde heller ingen god forklaring på, hvorfor Telmore-kunder blev ramt. Det bedste bud var, at kunderne på et tidspunkt må have synkroniseret deres ur med Telias netværk.
Hos Telia troede man på baggrund af den samme historie, at fejlen var begrænset til selskabets eget netværk, indtil man fandt ud af, der også var Telmore-kunder, som var ramt. Til gengæld tegnede der sig et mønster i, hvilke telefoner der var påvirket.
Det viste sig, at det udelukkende var kunder med telefoner fra HTC, som havde oplevet problemet. Hvorvidt det skyldes, at HTC's Android-telefoner som standard har et stort og synligt ur, og andre telefoner derfor kan have været påvirket, uden kunderne har opdaget det, er dog uvist.
HTC har dog heller ingen umiddelbar forklaring, men undersøger sagen nærmere.
»Vi er blevet gjort opmærksom på, at visse HTC-telefoner skulle have haft en forkert tidsangivelse i morges. Vi er ved at undersøge dette nærmere og vil selvsagt rette det snarest muligt,« siger nordisk direktør for HTC Peter Frølund.
Mobiltelefoner har dels et indbygget ur, men benytter sig også af data fra mobilnetværket til at synkronisere med den korrekte tid, ligesom en pc benytter sig af særlige tidsservere på internettet til at stille uret korrekt.
Episoden med HTC-telefonerne fredag morgen er ikke enestående. Blandt andet har Apples iPhone-telefoner flere gange haft problemer med korrekt skift til og fra sommertid. Det var skyld i, at flere personer kom for sent på arbejde, fordi de benyttede deres telefon som vækkeur.
En tidsforskydning på 10 minutter forvolder nok ikke mere end blot undren for de fleste i forhold til en times forskel ved sommertid, men da episoden ikke har fundet en forklaring, så er det ikke udelukket, at den kan gentage sig med en større uregelmæssighed.
Har du oplevet problemer med uret i din mobiltelefon fredag, eller har du kendskab til, hvad årsagen kan være, så skriv i debatten herunder.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.