Mystisk strøm-kneb vækker døde bærbare til live

Selvom den bærbare virker fuldstændig død, så er alt håb ikke ude. Der findes et kneb, som kan puste nyt liv i elektronikken. Læs her, hvordan du gør.

Den ene dag sprudler den af liv og adlyder dit mindste museklik. Dagen efter vil selv ikke tryk nummer 100 på den bærbares powerknap få maskinen til at starte.

Har du også stået i den situation, har din første tanke måske været, at det er batteriet, dernæst strømforsyningen, og til sidst at noget hardware er futtet af. Hvilket slutteligt har fået dig til at konkludere, at du må indlevere maskinen til reparation med det bøvl, sådan noget nu engang kan medføre.

Men før du sender dine dyrebare data på en uvis reparations-rejse, er der et kneb, som er værd at prøve først. Det går i al sin enkelthed ud på at fjerne batteriet fra maskinen, tage strømmen ud for derefter at holde den bærbares tænd-knap inde i ca. 30 sekunder. Lyder det mystisk?

Det gjorde det også for flere af de kilder, version2.dk har talt med om proceduren, hvoraf nogen havde hørt om den, mens andre it-professionelle aldrig havde stiftet bekendtskab med teknikken.

Det hjælper faktisk

Service Automation Specialist hos BMC Software Tore Brynaa fortæller til Version2.dk, at han selv bruger proceduren ca. 3 gange om året.

»Derudover kommer der folk til mig en 4-5 gange om året og siger: 'Min computer gør sådan og sådan,' og så spørger de, hvad de skal gøre ved det. Og det der med at tage batteriet ud, det hjælper faktisk altid,« siger Tore Brynaa.

Han har engang fået en delvis forklaring fra en IBM-ansat, som fortalte, at det handler om at aflade kondensatorer i maskinen, som måske ikke er blevet ordentligt afladte, og derfor holder maskinen i en tilstand, som gør det umuligt at starte den.

»Og mens den holder strøm, så holder den en vis tilstand. Det kan fx være, at der står en kondensator, som står og holder strømmen i stedet for at være blevet afladt. Og så siger den: 'jeg er tændt', selvom computeren i virkeligheden er slukket. Så når du trykker på tænd-knappen, så kan du ikke tænde den. I det øjeblik, du tager batteriet ud, og trykker på tænd-knappen, så aflader den alle de her kondensatorer, og derefter kan du tænde den,« siger han.

Version2.dk har været i kontakt med IBM, som oplyser, at der er noget om snakken, men derudover henviser virksomheden til bærbar-producenten Lenovo. Her oplyser teknisk konsulent Per Algot, at han aldrig har hørt om teknikken eller problemet i forhold til Lenovos bærbare, men at han ikke vil afvise, at der kan være noget om snakken.

HP anbefaler det

Bærbarproducenten HP afviste i første omgang at kende til 30-sekundersteknikken. Men Version2.dk erfarede efterfølgende, at HP's egen bærbar-support anbefalede teknikken som allerførste løsning på et problem med en bærbar, der ikke ville starte. Metoden bliver desuden beskrevet og anbefalet på HP's hjemmeside med ordene: 'Hold the Power button for several seconds, with all power sources removed. This drains residual power from the system, and may correct many problems.'

I anden omgang lykkedes at få en kommentar fra HP Danmarks kvalitetschef for pc'ere Karl-Georg Jensen, som dog ikke kunne sige noget om, hvor ofte en bærbar havner i en tilstand, hvor den kan bringes tilbage ved at tage strømmen.

»Det er ikke så tit, det er nødvendigt. Men hvis man har fået forvirret maskinen på den ene eller den anden måde, så den ikke kan finde bios, eller bios er blevet forvirret, fordi der er opstået et eller andet i maskinen, så kan man ligesom få den til at starte helt fra bunden igen ved at sørge for, at der slet ikke har været strøm til noget som helst,« siger han til Version2.dk

Ifølge Karl-Georg Jensen kan fænomenet også findes ved stationære computere. I tilfældet med stationære computere, der går i koma ? i det konkrete tilfælde i forbindelse med dvaletilstand under Windows Vista, har Version2.dk erfaret, at maskinen kan vækkes til live igen ved at resette bios med en jumper-setting på bundkortet.

»Fidusen er, at være 100 procent sikker på, at maskinen starter fra den færdig-loadede bios, der ligger på maskinen. At den ikke finder på at starte fra en halv dvaletilstand,« siger Karl-Georg Jensen.

Logik i dvale

Ifølge Google-søgninger og Version2.dk's oplysninger sker det ofte, at det netop er i forbindelse med dvaletilstand eller hibernation, at maskinen går død. Og det kan der ifølge Tore Brynaa fra BMC Software være en vis logik i.

»Det kan også være uden dvaletilstand. Men der er noget logik i, at det opstår ved dvaletilstand, for der forsøger computeren jo også selv at holde liv i nogle ting. Og så er det mere sandsynligt, at den der kondensator bliver forvirret,« siger han.

Hvad ved du?

Efter sigende optræder koma-tilstanden på både nye og ældre computere over en kam. Og ifølge Version2.dk's oplysninger er tilstanden ikke knyttet til et specifikt operativsystem eller et særligt mærke af pc'ere.

Har du erfaringer med ovenstående teknik og måske også en forklaring på, hvorfor teknikken tilsyneladende virker? Så del din viden med Version2.dk's øvrige læsere i debatten herunder.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (32)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Benjamin Søgaard

Jeg har brugt ovenstående teknik i flere år. Og oplevet noget lignende på stationære computere. Typisk at der ikke kommer skærmbillede ved power on. Her har jeg været nødt til at afmontere grafikkortet og isætte det atter i maskinen, for at få den til at tænde. Jeg fandt så ud af at det mange gange var nok af afmontere skærmkablet for at fjerne den "statiske spænding" Og ja en skærm der står standby sender faktisk spænding ud på kablet.

Og det er helt rigtigt at visse kondesnatorer kan opbevare strøm over en længere periode. Dette fordi de bliver bedre og bedre produceret og bærbare oftest er bygget af lidt bedre komponenter, får vi sikkert også bedre kondensatorer hvor spændingslækket udgør et minimum.

Lige p.t. har jeg en datter der har en HP bærbar der skal have turen ca. en gang hver måned. Det kan godt ske HP afviser dette men det opleves altså i praksis.

De bærbare jeg har oplevet det på har været af fabrikatet: IBM, HP, (COMPAQ), Toshiba, Acer, Fujitsu Siemens, ASUS.

Jørgen Henningsen

Jeg fandt så ud af at det mange gange var nok af afmontere skærmkablet for at fjerne den "statiske spænding" Og ja en skærm der står standby sender faktisk spænding ud på kablet.

Det er sandsynligvis en anden fejl. Jeg har mange gange set eksempler på at ekstra stag bliver glemt når man skifter bundkortet. De fleste mennesker tager nemlig bare det gamle bundkort ud og skruer et nyt i, uden at tænke på at det nye bundkort ikke har det samme antal huller som det gamle. Det ekstra metalstag sidder så og laver tilfældige kortslutninger på bundkortets bagside. Når man så roder med indstikskort og kabler, så får man alle mulige falske fejl.

Gert Agerholm

Jeg har med min HP i 1 ud af 10 gange oplevet at XP ikke starter efter dvaletilstand, den starter, prøver at "genstarte Windows" men sort skærm og intet reagerer. Det går specielt galt når man har en browser kørende med et åbent vindue når maskinen sættes i dvale. Den eneste mulighed er (uden at tage batteriet ud) at holde powerknappen inde ind til maskinen tvinges til at slukke. Her efter starter maskinen igen som den skal.

Problemet er tilsyneladende forsvundet efter at SP3 er installeret, så jeg er ikke helt sikker på at det altid er et HW problem.

Benjamin Søgaard

Der er ikke tale om at motherboardet har været skiftet ud. Det har været på mærkevare maskiner uden der har været pillet i hardware. Konditionerne har typisk været. Sluk computer efter endt arbejdsdag, Skærm standby, næste morgen maskine vil ikke starte indtil display kabel har været afmonteret, eller spændingsforsyning har været fjernet helt til monitor.

Men rigtigt nok at hvis der har været rodet med bundkort, eller indstikskort har siddet forkert at dette har forhindret opstart.

Paul Paulsen

Det samme gælder for "døde" Nokia mobiltelefoner.
99% kan vækkes til live igen på den måde.
Jeg har brugt knebet i 10 år efterhånden.
Nokia mente jeg var tosset til at begynde med, meen nu har de efterhånden accepteret, at det hjælper, navnlig da jeg påviste det på et Nokia kursus. haha.

Alex Kjær Nielsen

Artiklen indeholder et element af vås:

VÅS: "Kondensatoren bliver forvirret"

FAKTA: En kondensator kan ikke blive forvirret – det kan den elektronik, hvori kondensatoren indgår. En kondensator kan rigtignok "holde" på spænding

og det er niveauet af denne spænding, der forvirrer de andre komponenter. Hvis kondensatoren holder en spænding der trigger et logisk "1" niveau, vil forvirringen opstå.

Andre enheder i elektronikken forventer et logisk niveau ”0” som udgangspunkt for opstart af enheden, men niveauet måles som ”1”. Nu bliver logikken til gengæld forvirret, da opstartsproceduren forventer et "0", men der er et "1".

DERFOR er der flere muligheder til at sikre en tilnærmelsesvis komplet afladning af al spænding der vedrører logikdelene:

Stationær – fjern 220v kabel. Hold dernæst on/off knappen inde i 5 sek.

Dernæst fjernes, på motherboardet, den lille knapcelle – BIOS backup batteriet. Derefter kortsluttes de 2 batteripoler i holderen i ca. 10-15 sek.

Nu er der ikke mere spænding gemt til at forvirre logikdelene i BIOS og batteriet isættes igen.

Tilslut nu 220v og tænd PC… Bemærk at evt. brugertilrettede BIOS settings, vil være erstattet af DEFAULT konfigurationen fra BIOS rom.

På bærbare har jeg haft held med samme øvelse.

Det er min klare overbevisning, at denne sag er 100% HW-relateret og intet har med OS at gøre, ligesom der ikke kan udnævnes én eller 2 syndere, men at fejlen kan optræde på stort set alle Motherboards. Nogle producenter er bare lidt dygtigere end andre til at sørge for korrekte rutiner ifbm. reset af logik ved denne type fejl.

Gert Agerholm

Jeg er enig i at det du beskriver er 100% HW og ikke software, men der kan også opstå situationer som ikke alle kan gemmenskue, som den jeg tidligere har beskrevet. Her vil de fleste mene at det er et HW problem, men det er nok i virkeligheden et SW problem.

Vi kender vist nok også udsagnet "Har vi netværksproblemer? Der er noget der ikke fungerer". Det er brugerens oplevelse af problemet, men årsagen er næsten altid noget andet.

Henning Sørensen

Det er noget jeg har oplevet utallige gange som elektriker. Lige så snart at en styring indeholder logikkredsløb, er det en potentiel fejlmulighed. De fleste gange er det nok, at tage al spænding af i ca. 1 minut. Enkelte gange skal der mere til.
Min souroundforstærker kunne ikke skifte om mellem radio, aux, pono osv. Her lod jeg den stå spændingsløs i en måned, så virkede den igen. Jeg kunne sansynligvis have skilt den ad, og lavet nogle kortslutninger med samme resultat, men valgte et prøve denne løsning først.
B & O's først tangentialgrammofon havde også en mærkelig fejl. Når den startede og kørte armen ind over LP'en faldt lysstyrken i armen til det halve, uden at armen gik ned på pladen. Den er ret nem at skille ad, hvis man ved hvordan, så det gjorde jeg, og manuelt kørte jeg armen tilbage i startposition. Hvis man så forsøgte igen med en LP, fik man samme fejl igen, men hvis man så skiftede til en singleplade, var grammofonen pludselig i orden igen. Det er sket 10 - 15 gange i alle de år, jeg har haft den.
Større strømforsyninger er også indrettet sådan, at de lukker ned, hvis de "lugter" den mindste kortslutning. De skal så gøres spændingsløse for atter at virke. Det gælder også strømforsyninger til PC'er.

Rasmus Schultz

Hvis det virkelig er nødvendigt, at aflade systemet på den måde, for at sikre, at maskinen kan starte igen, burde det så ikke være en indbygget funktion i maskinens strømstyring?

Det burde da kunne lade sig gøre, at lave det sådan, at maskinen aflader, når man lukker den ned. Det virker ærlig talt som sjusk fra producenternes side ;-)

Jens Bølling

Tilbage i 1983 fik jeg udleveret en HP 12C lommeregner (datidens bærbare). Kort efter kunne den ikke tænde, hvorfor jeg kontaktede HPs serviceafdeling. Herfra lød svaret på løsningen: "Tag batterierne ud og kortslut regnemaskinens batteriterminaler i kort tid". Som sagt så gjort, hvorefter regnemaskinen kunne tændes.
Nu er det længe siden, den sidst har fejlet, trods det at jeg stadig anvender den dagligt.

Claus Waldersdorff Knudsen

... men her til morgen var min laptop helt død!
Ud med strømstik og batteri og en lille kaffetår senere kunne den starte igen.
For et par år siden havde jeg problemer med en USB device, der kun virkede når den sad i en hub tilsluttet PCen. Samme trick løste det problem.
Spørg mig ikke hvorfor - jeg undrer mig stadig.

Claus
PS. Compaq Presario 3015US

Anonym

Jeg har utroligt mange gange været ude for stationære der lige pludselig ikke gider at starte. Når man så "kortslutter" strømkablet (Bruger noget metal til at skabe kontakt mellem de 2 eller 3 ben på han-stikket), så kan den starte igen. Har ellers gjort mit for at sprede budskabet, men selv garvede IT-folk (Jeg er 23) bliver overraskede over det. Det kan være det er her der er det rigtige sted at ud-kommunikere det.

Søren rasmussen

Jeg har oplevet noget lignende tror jeg. nu er jeg ikke så meget inde i det. men har en acer bærbar aspire et eller andet og der er det at skærmen ikke vil tænde og ja, mener kun det er en knap der lyser, og så sker der intet.. men mit batteri er dødt, så hvis der er nogle som har en løsning på problemet så venligst skriv en kommentar :D

har hørt det kan hjælpe hvis man satte en pærer på. men har ikke rigtig taget mig tid og prøvet af..

jeg har også en acer aspire one blue som gjorde det. den sendte jeg så til tyskland i går for at få lavet da garantien stadigvæk holdte.. :D

Hanne Clausen

Tusind tusind tak for dette geniale kneb. Det reddede både min søns og hans kæreste enestående billeder fra en unik rejse i Sydamerika og min dag. Min Acer Aspire tændte godt nok, men så gik den ud. Jeres kneb løste problemet. Nu er billederne sikkert kopieret til min eksterne harddisk. Jeg er jer evigt taknemlig og ønsker jer et Godt Nytår 2013.

s_ mejlhede

Det resetter bundkortet for de fleste producenters ved kommen, det står også i nogen tekniske manualer. Lige som den gamle CMOS reset på desktop bundkort.
Der ud over så kan der hvis der er en kondensator eller andet lyt som ikke har det for godt, og der for sætter bundkort/strømforsyningen i en ikke kendt tilstand. Så vil det at kortslutte strømstikket aflade disse, så de kommer til en normal tilstand.
En andet fif hvis bundkort/strømforsyning er ved at stå af, på grund af komponent fejl, er at tænde PC, hurtigt slukke og så tænde igen.
Det kan også få liv i nogen døde PC-er.

s_ mejlhede

Det resetter bundkortet for de fleste producenters ved kommen, det står også i nogen tekniske manualer.
Der ud over så kan der hvis der er en kondensator eller andet lyt som ikke har det for godt, og der for sætter bundkort/strømforsyningen i en ikke kendt tilstand. Så vil det at kortslutte strømstikket aflade disse, så de kommer til en normal tilstand.
En andet fif hvis bundkort/strømforsyning er ved at stå af, på grund af komponent fejl, er at tænde PC, hurtigt slukke og så tænde igen.
Det kan også få liv i nogen døde PC-er.

jorn andersen

Jeg har vœkket min kone's LG mobil, ved at benytte dette lille trick.
Det fungerer ogsaa glimrende paa min IMAC, her er det jœvnligt nødvendigt. Jeg har dog aldrig hørt nogen fra Apple nœvne den lille fidus.
MVH
Jorn

johnny larsen

Har selv det samme problem med min packard bell bærdbar. den vil ikke lade batteriet op. har prøvet med en anden strømforsyning uden held. fik så fat i et nyt batteri med strøm på satte det i og computeren startede op som den skulle men stadig ville den ikke oplade batteriet. så det er jo nok et tur på værkstedet.

Muzaferija Hafiz

Hej derude. Normalt plejer jeg ikke at bruge forums osv til mine computere, men jeg oplevede noget med min bærbar som jeg ikke har set før.

Det drejer sig om en Asus A551LN-X0411H, jeg har haft den 1,5 måned, og den har virked perfekt og jeg har brugt den til at se film og spille manager. Så jeg sad i går derhjemme og spillede lidt, lige pludselig slukkede den sig. Og jeg prøvede at tænde den igen, og den tænder og lyser på "tænd knappen", men skærmen er sort, og man kan ikke høre at den arbejder,intet lyd fra blæseren eller noget som helst. Ikk engang DVD drevet kommer ud når man trykker på den. Problemet ku sagtens være som i siger, men min batteri er indbygget, det er ikke noget jeg kan pille fra. Hvadskal jeg gøre?

Log ind eller Opret konto for at kommentere
Brugerundersøgelse Version2
maximize minimize