En nordjysk TDC-kunde har opbygget en mobilregning på 20.000 kroner, efter hans iPhone begyndte at hente store mængder data midt om natten, selvom den burde have brugt kundens wifi i stedet for TDC's mobilnetværk. Det skriver Comon.
Kunden har nu indleveret sin iPhone til politiet med mistanke om, at telefonen er blevet hacket.
Problemerne begyndte i november, hvor kunden kunne se, at telefonen en nat pludselig begyndte at downloade dataklumper på 10 megabyte med cirka 10 minutters interval.
TDC oplyser til Comon, at selskabet mener, at der kan være tale om, at kunden kan have konfigureret sin e-mail forkert, og det kan være skyld i den uventede trafik.
Flere mobilkunder i andre lande med iPhone har også oplevet at få uventet store regninger for datatrafik, og kunderne spekulerer i, at det måske kan være et problem med, at telefonen i visse tilfælde ikke bruger wifi, når skærmen er låst.
Ifølge TDC er selskabet ikke forpligtet til at hjælpe kunder, som løber ind i problemer med et løbsk dataforbrug.
»Ansvar har vi ikke. Lyst har vi. Når en kunde ringer ind og siger, at han har et problem, som skaber problemer, så vil vi gerne hjælpe. Udfordringen er, at der findes hundredetusindvis af applikationer, og vi har ikke en chance for at kende dem alle og se opsætningen,« siger pressemedarbejder Rune Fick Hansen fra TDC til Comon.
TDC har nu givet kunden et afslag i prisen, så regningen bliver 6.000 kroner i stedet for 20.000 kroner. Kunden har imidlertid endnu ikke hørt fra politiet, skriver Comon.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.