Mystik om københavnsk valgnedbrud: ‘Vi ved ikke, hvad der gik galt’

19. november 2013 kl. 15:456
To valgsteder i Københavns Kommune kom tirsdag rigtig dårligt fra start, da de digitale valglister på grund af en ukendt fejl svigtede
Artiklen er ældre end 30 dage
Manglende links i teksten kan sandsynligvis findes i bunden af artiklen.

Da valgsteder tirsdag morgen lukkede ivrige vælgere ind til demokratiets festdag, var det ikke alle steder, der havde styr på gæstelisten. I 60 kommuner testes digitale valglister nemlig i øjeblikket, og flere steder gik det galt tirsdag morgen.

I Københavns Kommune var der ifølge Version2’s oplysninger således to valgsteder med digitale valglister, som ikke kunne registrere vælgerne, da stederne åbnede klokken ni. Få timer efter skulle systemerne dog være oppe at køre igen, men indtil videre vides det ikke, hvad der forårsagede fejlene i Københavns Kommune.

»Det, jeg kan sige, er, at det ved vi ikke endnu. Vi fokuserer på, det er oppe at køre nu og på at holde det oppe. Derfor vil vi helst ikke forstyrre hverken teknikere eller maskiner, nu hvor det kører,« siger Stig Lundbech, vicedirektør inden for it i Koncernservice ved Københavns Kommune, til Version2.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han forklarer, at der på hvert af de digitale valgsteder sidder en it-tekniker fra Koncernservice. Derudover har kommunen afsat et beredskab på fire mand, der enkeltvis kan rykke ud til valgstederne i tilfælde af svære tekniske problemer, hvilket blev nødvendigt tidligt tirsdag morgen.

Stig Lundbech understreger, at problemet kun viste sig på to ud af 27 valgsteder, som i øjeblikket forsøger sig med digitale valglister, og at de formelle nødprocedurer med papirlister var på plads. Nu skal valgstederne have ro resten af dagen, før en evalueringsproces kan gå i gang.

»Vi går i gang med at evaluere i morgen og forventer, at vi i løbet af torsdag eller fredag kan sige noget om, hvad der gik galt,« siger Stig Lundbech til Version2.

6 kommentarer.  Hop til debatten
Denne artikel er gratis...

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.

Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.

Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.

Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.

Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
5
20. november 2013 kl. 13:53

"på hvert af de digitale valgsteder sidder en it-tekniker fra Koncernservice. Derudover har kommunen afsat et beredskab på fire mand, der enkeltvis kan rykke ud til valgstederne i tilfælde af svære tekniske problemer"

Men de er nok betalt fra en anden kasse, så det kan se ud som om at der kan spares penge.

3
20. november 2013 kl. 01:50

Jeg er interesseret i at læse kildekoden, se konfigurationen af hardwaren og se en plan for netværket.

For jeg vil gerne danne mig et indtryk af om jeg som vælger kan føle mig tryg ved det anvendte system.

Hvor finder jeg disse data?

6
20. november 2013 kl. 17:46

Kildekoden kan jeg ikke hjælpe dig med, men resten... Ja, jeg er en af KS-teknikerne der sad på et (fungerende) valgsted i går:

Hvert valgsted består af et antal pc'er, afhængigt at valgstedets størrelse. Eksempelvis var der på Kildevældsskolen på Østerbro 5 pc'er til en kreds med 10.570 vælgere.

Den ene af de fem pc'er er en "sekretær-pc" - den bruges ikke til vælgerregistrering, men er master-maskinen for de øvrige og bruges ligeledes til udskrivning af erstatningsvalgkort og statistikker. Desuden er valglisten delt op i mindre dele, svarende til de gamle bordnumre - hver pc kører så master-database for typisk 2 dele og backup for to andre - i princippet kan halvdelen af pc'erne altså brænde sammen uden at påvirke de øvrige voldsomt (bortset fra på svartider).

De øvrige pc'er anvendes til vælgerregistrering. Pc'erne er i øvrigt alle Dell D530. Ældre sager, ja, men til dette brug fungerer de fint.

Hver pc er forsynet med Windows XP og programmet KMD Digital Valgliste - og nix weiter. Hardware-mæssigt er der som sagt en printer tilsluttet sekretær-pc'en, og de øvrige pc'er har naturligvis en stregkodescanner. Derudover har alle pc'er en mus og - som noget nyt i år - et numerisk tastatur tilsluttet USB. PC'erne er koblet sammen via en (UPS'et) switch uden uplink - så ingen internetadgang eller lignende.

Efter valghandlingen konsolideres listerne til en USB-nøgle, der sammen med de indsamlede valgkort og antallet af stemmesedler bruges til at verificere at afstemningen er foregået korrekt.

Og så synes jeg at det virker lidt som om at nogen tror at valget er digitalt - nej, det er kun valglisterne der er digitale. Før: Vælger ankom, gik til bordet der stod på valgkortet, blev slået efter i listen og fik udleveret stemmeseddel. Nu: Vælger ankommer, går til bord efter eget valg, får scannet kortet og udleveret stemmeseddel.

Det er altså kun selve vælgerregistreringen der er digital - selve afstemningen er lige så analog som den altid har været.

4
20. november 2013 kl. 08:12

Jeg er interesseret i at læse kildekoden, se konfigurationen af hardwaren og se en plan for netværket.</p>
<p>For jeg vil gerne danne mig et indtryk af om jeg som vælger kan føle mig tryg ved det anvendte system.</p>
<p>Hvor finder jeg disse data?

Og ægtheden naturligvis attesteret - under strafansvar - af relevante personer.

Man må også gå ud fra at benyttede maskiner incl. konfiguration er forseglede, og nedpakkede i forseglede kasser, med tydelig sporbarhed til valgsted og fysisk placering.

Jeg tror ikke vi skal holde vejret ...

K

1
19. november 2013 kl. 16:18

»Det, jeg kan sige, er, at det ved vi ikke endnu.

Bare en anden måde at sige: Vi ved ikke om der er manipuleret med systemet. Vi aner ikke om det er et dårligt udført angreb på demokratiet. Vi ved ikke om det er en tilfældig virus. Vi ved ikke hvorfor systemet gør noget andet end der er lovet. Men vi er heldige at det - i dette tilfælde - er nemt at se.

Vi fokuserer på, det er oppe at køre nu og på at holde det oppe. Derfor vil vi helst ikke forstyrre hverken teknikere eller maskiner, nu hvor det kører,« siger Stig Lundbech, vicedirektør inden for it i Koncernservice ved Københavns Kommune, til Version2.

Oversat: Vi er ligeglade om der er svindlet med grundlaget for valghandlingen. Vi afholder valget alligevel. (Og hvis der ikke er for megen polemik bagefter, var fejlen nok ikke 'så slem')

Gys ! ...

K