MySQL-skabers nødråb: Hjælp med at redde MySQL fra Oracle

Mens Oracles køb af Sun og MySQL trækker ud, forsøger skaberen af MySQL nu at påvirke EU-Kommissionen til ikke at godkende købsaftalen.

Skaberen af open source-databasen MySQL beder nu om hjælp til at redde MySQL ud af databaseleverandøren Oracles kløer.

Oracle er lige nu i færd med at opkøbe Sun Microsystems, der står for udviklingen af MySQL.

Købet er allerede godkendt i USA, men aftalen er for tiden til gennemsyn i EU, der vil se nærmere på konsekvenserne for markedet, når verdens største leverandør af proprietære databaser, Oracle, overtager verdens mest udbredte open source-database, MySQL.

Michael 'Monty' Widenius, som MySQL-skaberen hedder, beder i blogindlægget læserne om at skrive til EU-Kommissionen.

»Jeg beder dig om snarest muligt at hjælpe med at redde MySQL fra Oracles kløer. Uden din hjælp kan Oracle når som helst komme til at eje MySQL,« skriver Michael Widenius.

Han mener blandt andet ikke, at Oracle på noget tidspunkt har lovet at holde al kildekoden til MySQL åben eller undlade at føje lukkede moduler eller værktøjer til MySQL.

Ifølge Michael Widenius har Oracle henvendt sig til flere hundrede af virksomhedens store kunder og bedt dem om at skrive til EU-Kommissionen for at lægge pres på EU og få gennemført købet.

Blogindlægget er fra lørdag den 12. december, og i dag har Oracle så udsendt en pressemeddelelse, hvor virksomheden angiveligt forpligter sig til blandt andet at udgive MySQL under open source-licensen GPL.

Se MySQL-skaberens blogindlæg og Oracles pressemeddelelse under fanebladet Eksterne links.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (7)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Erik Martino Hansen

Jeg kan ikke se at man ikke skulle kunne drive en forretning omkring support og videreudvikling af den nuværende open source version af mysql.

Den kommer selvfølgelig ikke til at hedde mysql men hvis der kommer en fork og udviklingen kører videre på den, skal den da nok hurtigt blive et kendt mærke.

Jeg tror at Widenius ønsker mysql bliver solgt fra fordi så står han selv i en meget gunstig situation når den skal køres videre, måske vil han endda selv købe den.

  • 0
  • 0
Martin Bøgelund

Jeg synes det er en kende useriøst af Michael ’Monty’ Widenius.

Hvis han mente det var bedst at han selv beholdt kontrollen over MySQL, skulle han ikke have solgt.

Hvis han mente at et løfte om at koden blev holdt åben var vigtigt, kunne han have indføjet det som en klausul da han solgte til Sun.

Hvis han mener at open source udviklingsmodellen er for tyndbenet til at kunne bevare MySQL som et godt og åbent produkt i Oracles regi, bør han slet ikke beskæftige sig med open source.

Hvis han mener at open source skal være et forretningsområde som flere virksomheder bør kaste sig over, bør han ikke gøre livet surt for de virksomheder som rent faktisk går den vej.

Jeg har ikke meget tilovers for Montys vendetta mod Oracles ejerskab af MySQL. Han ligner mest af alt en lygtemand der har solgt sin lygte, og sidenhen fortrudt.

  • 0
  • 0
Flemming Frandsen

Jeg har haft fingrene i SAPDB og jeg kan godt love dig at der ikke har været noget i SAPDB der gav mySQL et løft.

SAPDB er:
* For det meste skrevet i pascal.
* Af tyskere, med hang til tyske navne.
* Og ret syge navnekonventioner (3-bogstavs prefixer + 3 tal + galskab så vidt jeg husker)
* med korte fil og funktions navne.
* Fyldt med sære fejl.
* Bruger locking i stedet for mvcc.
* LAANGSOM fordi man har brugt rigtigt meget tid på at optimere efter forhold som de var på mainframes for 90 år siden.

Det gør at SAPDB/MaxDB koden er totalt værdiløs for andre end de oprindelige udviklere og selv for dem er der kun affektionsværdi.

mySQL har traditionelt været et legetøjsDBMS som var en glimrene erstatning for flade filer (ingen ACID), lidt lige som sqllite, blot multibruger.

mySQL fik et løft den gang man tilføjede InnoDB, så man kunne få transaktioner på udvalgte tabeller og med ekstra options ACID.

Hvis man ser sig ordentligt for og bruger mySQL rigtigt kan man godt få ACID og nogle tilfælde også performance, men jeg vil stadig mene at hvis man vil have et rigtigt DBMS, med både ACID, performance og skalerbarhed så er PostgreSQL et bedre valg end mySQL.

... så skulle Oracle fumle mySQL væk uden at et community overtager vedligeholdelsen (ret usansynligt), så er der stadig PostgreSQL.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere