En massiv vandring mod skyen blandt offentlige kunder har bragt en række væsentlige it-systemer på kant med loven, da persondata kan være placeret ulovligt hos amerikanske cloud-leverandører.
Det skriver Prosa-bladet.
Årsagen er den såkaldte Schrems II-dom, der har besværliggjort dataoverførsler til USA. De seneste dage har Version2 beskrevet, hvordan netop den problemstilling udfordrer Sundhedsplatformen, der snurrer i Region Hovedstaden og Region Sjælland.
Her har den amerikanske leverandør Epic adgang til sundhedsdata i klartekst i visse supportsager, og det er på kant med lovgivningen.
Prosa-bladet har talt med en række aktører, men ingen af dem ønsker at stille op til interview om Schrems II-problematikken. Det drejer sig blandt andet om Sundhedsdatastyrelsen, Digitaliseringsstyrelsen, Kommunernes Landsforening, Danske Regioner, Udviklings- og Forenklingsstyrelsen, DXC og Netcompany, der de seneste år har indtaget en stor del af markedet for systemer og drift i det offentlige og som, ifølge Prosa-bladet, bruger cloud-løsninger fra både AWS og Microsoft.
Læs også: Midt i Schrems II-hovedpine: Datatilsynet vil føre tilsyn med dataoverførsler ud af EU i år
Også Kombit, der står bag Aula, arbejder for tiden med problematikken.
»Vi er i fuld gang med at kigge på, hvad Schrems 2-afgørelsen kommer til at betyde for Kombits løsninger, og derfor har vi ingen kommentarer på nuværende tidspunkt, siger Henrik Kirkeskov,« der er pressechef i Kombit Henrik Kirkeskov, og bekræfter, at Aula ligger hos AWS.