Myndighed irettesætter Snapchat: Kan ikke garantere privatliv

Applikationen Snapchat har markedsført sig på, at man kan sikre privatlivet, når der deles billeder og videoer. Nu irettesættes virksomheden for falsk markedsføring.

Den amerikanske handelsmyndighed FTC mener at den populære fotodelings-applikation Snapchat vildleder sine kunder med løfter om privatliv. Tjenesten garanterer nemlig sine kunder, at de billeder – eller snaps – man sender til sine venner, forsvinder fuldstændigt efter et kort stykke tid.

Det har gjort Snapchat til et populært redskab blandt især unge, der gerne vil dele private stemningsbilleder, uden at de gemmes for evigt på internettet.

Men via tredjeparts-applikationer er det let at gemme billederne, og Snapchat kan altså ikke garantere, at de forsvinder. Og det er blandt andet det, der har fået de amerikanske myndigheder til at kræve, at Snapchat retter ind.

»Hvis en virksomhed bruger privatliv og sikkerhed som primære elementer i markedsføringen af et produkt til forbrugerne, er det helt nødvendigt, at de løfter overholdes. Enhver virksomhed, der giver forbrugerne forkerte oplysninger om privatliv og sikkerhed, risikerer, at vi skrider ind,« hedder det i FTC's afgørelse, der også kritiserer, at videoer, der sendes over tjenesten, gemmes i ukrypteret form, så de er lette at hive ud af den enhed, de modtages på.

Snapchat har indvilliget i at ændre sin brugerinformation og har underlagt sig en revision fra FTC.

Du kan læse FTC's afgørelse her.

Læs også: 4,6 millioner bruger-oplysninger fra Snapchat lækket

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (6)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Henrik Pedersen

Intet data der nogensinde rammer internettet kan betragtes som privat og sikkert! Især ikke hvis det er meningen at det skal kunne ses i den anden ende uden en 48 årig rødhåret type der sidder med sine ultra sikre PGP nøgler, og utallige sikkerhedsforanstaltninger. Selv der ville jeg stadig ikke betragte kommunikationen som sikker nok til at transmittere pornografiske billeder, hvilket Snapchat jo i stor stil anvendes til.

Så snart det skal kunne køre i en simpel app som er nem at forstå og bruge, så vil der altid være nogle kompromiser med sikkerheden. Selv hvis de krypterede alting, anvendte kvantekryptering til kommunikationen og små NSA lakajer til at snigskytte folk som forsøgte at bryde sikkerheden, så ville det ikke vare længe før en 12 årig fik et par bare bryster af kæresten, og lynhurtigt tog et billede med digitalkameraet han fik i fødselsdagsgave.

Det er efter min mening meget vigtigere at lære folk, at sikkerhed er en illusion og det bedste man kan gøre er ikke at lave unødigt data som kan lækkes (dvs. stop med at fotografere sine erogene zoner!).

Pelle Söderling

Det ville ikke være et problem hvis du markedsførte til Version2's brugerskare - men teenagere og ikke-tekniske brugere har langt sværere ved at forstå at det så at sige ikke er sikkert at overføre nøgenbilleder via en service når nu servicen påstår det modsatte.

Når man går så aggressivt ud med det budskab som er tilfældet med Snapchat så synes jeg det er helt iorden at man irettesættes.

Jeg er da enig i at mere oplysning ville være bedre, men det ændrer ikke rigtig på at Snapchat misinformerer - især når det ikke blot handler om man-in-the-middle fetching af data, men at de ikke engang selv har styr på sikkerheden ref. "4,6 millioner bruger-oplysninger fra Snapchat lækket"

Martin Nielsen

Snapchats bliver i et væk lækket på Instagram og Tumblr. Og det handler ikke så meget om at kompromitere sikkerheden, da den ikke findes. Havde der været sikkerhed i form af kryptering, havde historien være en anden. Men sikkerheden er så lav, at alt kan lade sig gøre.

Jacob Christian Munch-Andersen

Havde der været sikkerhed i form af kryptering, havde historien være en anden.


Nej, det havde den ikke, modtageren skal kunne se billedet, er billedet krypteret skal modtageren altså have en dekrypteringsnøgle udleveret sammen med billedet, eller på forhånd være i besiddelse af denne nøgle. Pirat-Snapchat apps skal blot implementere den samme krypteringsmekanisme, og så kan de både vise og gemme billedet, præcis som nu.

Kryptering kan muligvis forhindre 3. part i at opsnappe billedet under transporten, men det er ikke det historien handler om.

Kenneth Dornhoff

...så kan det også gemmes og spredes. Det kræver jo ikke megen gestik at snuppe et screendump på et vilkårligt smartphone-OS i dag, og så kan Snapchat ellers kryptere og forsøge at sikre så tosset de vil. Det svageste led er og bliver vel brugernes gøren og laden. :-)

Log ind eller Opret konto for at kommentere