På trods af omfattende sikkerhedsprocedurer har medarbejdere i Rudersdal Kommune haft mulighed for at søge sig frem til lukkede borgersager og dokumenter.
Det skriver Rudersdal Kommune selv i en pressemeddelelse.
Det mulige databryd skyldes en teknisk fejl, og det får Rudersdal til at tro, at andre kommuner kan have samme problem.
»Baggrunden for det mulige databrud var en teknisk fejl i integrationen mellem kommunens journaliseringssystem, Acadre, og den skabelonløsning Rudersdal Kommune anvender til at effektivisere og standardisere brugen af Word. Rudersdal Kommune vurderer derfor, at andre kommuner har samme problemstilling. Rudersdal Kommune har fået rettet den tekniske fejl, så alle dokumenter nu er journaliseret korrekt,« står der i pressemeddelelsen.
Ifølge kommunen har man omfattende procedurer og logning på plads for at sikre, at uvedkommende ikke tilgår dokumenter og sager i kommunen, og man har ikke kunnet påvise, at det skulle være sket.
Alligevel har kommunen selv meldt sagen til Datatilsynet.