Mozilla tredobler dusøren for at finde sikkerhedsbrister i blandt andet Firefox

Illustration: Mozilla Firefox
Nu kan fejlfindere modtage, hvad der svarer til ca. 100.000 kroner, hvis de finder huller eller andre svagheder i Mozillas produkter såsom Firefox.

Mozilla intensiverer indsatsen mod potentielle svagheder og sikkerhedsbrister i deres produktlinje.

Dusøren for at finde en fejl i eksempelvis Firefox kan nu nå op på, hvad der svarer til omkring 100.000 kroner, hvilket er en tredobling af den tidligere maksimale udbetaling for det samme.

Det skriver Theregister.co.uk

Den potentielle dusør kan komme på tale i forbindelse med Mozillas Bug Bounty-program, hvor alle og enhver kan rapportere eventuelle svagheder eller brister i Mozillas produkter som eksempelvis browseren Firefox, kodehåndteringsredskaber og lokaliseringsværktøjer.

Læs også: Firefox blokerer nu automatisk tredjeparts-cookies

Apple betaler mest

De 100.000 kroner er dog en lille pose penge sammenlignet med de største it-giganter.

Google betaler op til ca. 1,3 millioner kroner for identificerede svagheder i de af Googles produkter, der anvender et Android-styresystem, og Huawei betaler lidt under 1,5 millioner kroner for det samme.

Helt i top ligger Apple, der betaler op til 6,75 millioner kroner, hvis man kan hacke en iPhone.

Den helt store dusør bliver udbetalt, hvis hackeren kan tilgå telefonen, uden at telefonens ejer først skal klikke eller røre noget på enheden.

Læs også: Hacker afslører tredje gabende hul i Steam på en måned

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere