Mozilla, Nvidia og YouTube tilbyder 3D-video på nettet med HTML5

Mozilla, Nvidia og YouTube har annonceret, at de er klar med HTML5 video med 3D. Det kræver dog Firefox og Nvidias 3D-hardware.

Nu kan man se 3D-videoer i HD-kvalitet i Firefox 4 ved hjælp af Googles videoformat WebM, så længe de er kodet med 3D-data. Man skal dog lige anskaffe sig en computer med Nvidias 3D Vision, samt et par specielle 3D briller, der hører til.

Med det setup kan man yderligere se YouTube-videoer i 3D og HD-kvalitet, så længe brugeren har den seneste udgave af Firefox. 3D effekten er kodet i HTML5, hvilket giver mulighed for den gode kvalitet.

»Firefox med 3D Vision giver en forbløffende og glidende 3D videooplevelse ved hjælp af HTML5-video baseret på åbne standarder,« udtaler Jay Sullivan, viceproduktdirektør for Mozilla i en pressemeddelelse.

Også Mozillas udviklingschef Chris Blizzard fremhæver arbejdet med åbne standarder for video på nettet.

»Dette er en del af vores bestræbelser for at bringe åben video til nettet. Vi har været glade for at arbejde sammen med Nvidia og Youtube på dette projekt og bygge løsningen udelukkende på åbne standarder som WebM og HTML5. Vores håb er, vi vil se flere interessante applikationer blive bygget med åbne web-teknologier, når vi sænker barrieren for 3D-video på nettet,« skriver han på sin blog.

Udtalelserne er en del af kampen om fremtidens videoformat på nettet, hvor Google forsøger at lancere WebM som et nyt, gratis videoformat. I dag er det H.264, som sidder tungt på markedet, og mange grafikkort og nu smartphones får hardware-hjælp til at afspille video i dette format, hvilket giver det kommercielle H.264-format en stor fordel.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (1)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Kasper Hovgaard

Da WebM i forvejen er en MKV-container, må man antage, at det reelt er MK3D-containeren med tvungen VP8 og Vorbis, som er årsagen til den hurtige lancering. Jeg har ingen erfaring med 3D-videofiler, men Matroska har forlængst gjort de industrielle containerformaters fortsatte eksistens til en farce.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere