Mozilla gør som Google: Markerer alle HTTP-sider som usikre

Fra oktober vil http-sider blive markeret som usikre, når du tilgår dem via Mozilla’s Firefox-browser. Dermed følger browseren Googles eksempel fra sidste år.

Når brugere af Firefox-browseren bevæger sig rundt på nettet, vil de fra efteråret blive gjort opmærksom på usikkerheden ved HTTP-sider, når de kommer forbi dem.

Det skriver ZDNet

Den høflige bemærkning vil brugerne få oppe i venstre side af URL-baren, forklarer Johnn Hofmann, der er Firefox-udvikler til ZDNet.

»I Firefox 70 er det vores hensigt at vise et ikon, der markerer alle HTTP-sider som usikre.«

Forbi et vendepunkt

Tidligere var en langt større del af siderne HTTP-sider, end hvad tilfældet er i dag. Men hos Mozilla er man af den overbevisning, at balancen mellem HTTP og det mere sikre HTTPS er tippet så meget, at mere end 80 procent af siderne i dag er de krypterede HTTPS-sider.

Derfor giver det, ifølge Mozilla, langt bedre mening at lave en negativ markør for den lille gruppe med de mere usikre HTTP-sider.

Selvom brugerne af browseren vil opleve en lille ændring fra efteråret, så er der ikke tale om en landvinding. I forvejen er Firefox langt fra den mest benyttede browser, og derudover begyndte mastodonten Google allerede at fremhæve usikkerheden ved HTTP-siderne sidste år med udgivelsen af Chrome 68.

Hos Google, hvis Chrome-browser ifølge netmarketshare er langt den største på verdensplan, arbejder man efter same devise som folkene hos Mozilla.

»Vores mål på længere sigt er, at de eneste markører du ser i Chrome er, når et site ikke er sikkert. Dermed bliver det umarkerede som udgangspunkt sikkert,« skrev virksomheden i et blogindlæg sidste sommer.

Opdateringen af Firefox med den nye markering af de usikre HTTP-sider kommer til oktober.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (2)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere
IT Company Rank
maximize minimize