Morten Bødskov udskyder plan for Skats Legacy-systemer

Illustration: Skatteministeriet
Skatteministeriet har omkring 70 it-systemer med rødder helt tilbage i 1960’erne og 70’erne. De er komplekse og besværlige at holde i drift, og sidste år blev det besluttet at udskifte dem - men nu udskyder skatteministeren den langsigtede planlægning.

Den langsigtede håndtering af Skatteministeriets legacy-systemer bliver alligevel ikke planlagt i 2019.

Det fremgår af et brev fra skatteminister Morten Bødskov (S) til Folketingets skatteudvalg.

I december sidste år indgik alle Folketingets partier en aftale om udskiftning af Skats gamle it-systemer, og der blev afsat 612 millioner kroner frem til 2022.

Udskiftningen af de gamle systemer kommer dog til at blive betydeligt dyrere og tage betydeligt længere tid, og derfor aftalte man at lægge langsigtet plan i 2019 – og det er den planlægning, ministeren nu har udskudt til næste år.

»I kølvandet på regeringens eftersyn af skattevæsenets akutte it-problemer arbejdes der nu videre med konkrete tiltag til styrket styring af skattevæsnets it-område. Det arbejde er endnu ikke afsluttet. Jeg vil derfor foreslå, at mødet i stedet afholdes i begyndelsen af det nye år,« skriver Morten Bødskov til skatteudvalget.

Systemer fra 70’erne

Ud af Skatteministeriets cirka 200 it-systemer er 70 af dem kategoriseret som legacy-systemer.

De fleste af dem er mere end 25 år gamle, og som det såkaldte ‘legacy-udvalg’ har beskrevet i en rapport, bliver det meget snart meget svært at køre videre med de gamle systemer.

»Derfor står skattevæsenet med teknologi og komponenter, der enten allerede i dag eller i løbet af en kortere årrække risikerer at mangle den nødvendige understøttelse i markedet i form af ressourcer, der kan sikre drift og vedligehold af systemerne.«

15 års udskiftning

Baseret på udenlandske erfaringer vurderede daværende skatteminister Karsten Lauritzen (V) sidste år, at udskiftningen af legacy-systemerne kommer til at tage omkring 15 år.

Læs også: Skat er presset af teknisk gæld: EU udskyder deadline for stor it-udskiftning

Han pointerede i samme ombæring, at det er dybt nødvendigt, idet de gamle systemer er så komplekse, at de gør det svært at it-understøtte lovændringer.

»Håndtering af udfordringerne i legacy-it-systemerne skal sikre en fortsat stabil drift af systemerne og dermed skatteopkrævning, fortsat mulighed for at implementere lovændringer på skatteområdet samt sikre, at kontraktgrundlaget udbudssættes,« skrev den tidligere minister i en orientering til Folketingets finansudvalg.

Ifølge Skatteministeriets egne vurderinger forventes udskiftningen af legacy-systemerne at komme til at koste et tocifret milliardbeløb.

Flere af skats aldrende it-systemer skal udskiftes i forbindelse med implementeringen af nye toldregler fra EU, som DigiTech har dækket tæt. Du finder alle artiklerne om dét projekt her.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere