Trossamfund i færd med at digitalisere hele verdens stamtræ

De sidste af 1,2 millioner dokumenter blev forleden færdig-skannet for Aarhus Stadsarkiv. Arbejdet blev betalt af mormon-kirken. Illustration: Søren Bitsch Christensen
Trossamfund er i gang med at skabe »bruttoliste over menneskeheden«.

I løbet af de seneste otte måneder har Aarhus Stadsarkiv haft én enkelt person siddende til at gemme dokumenter i en database. 1,2 millioner dokumenter har han på noget nær fuldtid scannet ind i systemet. Og dette har stadsarkivet fået gjort helt gratis, ganske kvit og frit.

Arkivaren/fuldtidsscanneren er nemlig ikke hyret af Aarhus Stadsarkiv i den forstand, men af et trossamfund kaldet Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Til dagligt går de under navnet mormoner.

Læs også: Katalog på Den Sorte Diamant med forældede browsere og plugins skal sikre den digitale kulturarv

De har hyret fuldtidsscanneren til at scanne mandtalslister, dødsanmeldelser og ægteskabsbøger fra årene 1885-1942, så de bliver føjet til verdens største genealogiske database ved navn Family Search, som er drevet af kirken.

Godkendt i 50'erne

»Mormonkirken mangler åbenbart ikke penge,« siger stadsarkivar på Aarhus Stadsarkiv Søren Bitsch Christensen.

For halvandet år siden fik han et opkald fra Family Search, som tilbød at komme og lave omkring en million scanninger. Det er ikke et tilbud, som man får hver dag, og naturligvis følger der nogle betænkeligheder ved at give et trossamfund adgang til så stor en mængde data om danskerne.

Læs også: Ingeniørernes kulturarv: Læs om Steve Jobs' NeXT fra '92 og om dengang XML var cutting edge

Men alle dokumenterne, selv dem med personfølsomme oplysninger, er over 75 år gamle, hvilket i princippet gør dem åbne for offentligheden. Samtidig blev spørgsmålet om at lade mormonkirken arkivere dokumenter for offentlige myndigheder behandlet af en kommission i 50’erne ('Udvalg om mormonfotografering', nedsat af kirkeminister Bodil Koch). Her bestemte man sig for, at det var i orden at lade mormonerne kopiere danske arkiver.

Og det er så, hvad de har gjort i Aarhus. Digitaliseret den enorme database, både for Aarhus Kommune, så man frit kan søge deri, men ligeledes for dem selv, så endnu flere kan tilføjes Family Search-databasen.

»De skaber en slags bruttoliste over menneskeheden,« siger Søren Bitsch Christensen.

Må man tage familien med sig ind i himmelen?

Familien er en essentiel del af mormonernes religion, og en del af overbevisningen er, at man kan døbes 'by proxy'. Det vil sige, at hvis man kan finde frem til sine forfædre, kan man give dem indgang til himmelen. Derfor er det essentielt, at man kan finde frem til sine forfædre.

Læs også: Sådan sikres den danske filmskat digitalt i 100 år

Derfor er Jesus Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige verdens førende aktør inden for genealogi. På Family Search kan man frit søge i den enorme database. I Danmark består den database ifølge Family Search af 14 kollektioner, som indeholder over 11 millioner optegnelser, hvoraf de tidligste er fra starten af 1400-tallet.

Næste skridt for Aarhus Stadsarkiv er at få kirken til at digitalisere yderligere dokumenter, som vedrører begravelsesprotokoller, protokoller over modtagere af fattigdoms- og alderdomsydelser og børnesager.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (16)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Jørgen L. Sørensen

--- jeg har i hvert fald tit tænkt på om My Heritage bliver (skjult) støttet af nogen som ser en interesse i at have en database med en masse personoplysninger og -relationer.

Det er det evige dilemma af at en ting kan være både godt og skidt alt efter hvordan det bruges - og hvilken side det ses fra :-0

https://www.myheritage.dk/about-myheritage

  • 2
  • 0
Kenn Nielsen

--- jeg har i hvert fald tit tænkt på om My Heritage bliver (skjult) støttet af nogen som ser en interesse i at have en database med en masse personoplysninger og -relationer.

Det er det evige dilemma af at en ting kan være både godt og skidt alt efter hvordan det bruges - og hvilken side det ses fra :-0

Ja, det er jeg faktisk overbevist om.

Viden er magt, og et stamtræ med nulevende slægtninge, giver et rigtigt godt værktøj, hvis man indirekte skal tilbyde bestikkelse;

"Vi kan lægge et godt ord ind for din datter, for vi tror den attraktive stilling er liige noget som booster hendes karrierre"
"...Nå, nok om dét...kunne du - forresten -ikke gøre os en lille tjeneste ?"

Eller bare simpel pression vha. slægtninge.

K

  • 1
  • 0
Claus Jepsen

Denne slags frivilligt arbejde rejser en række spørgsmål om ejerskab som vi kender, dvs. public domain.

På slaegtogdata.dk (det gamle DIS) er der megen debat om dette emne. I flere år har frivillige slægtsforskere læst, fortolket og inddateret teksterne fra utallige kirkebøger og folketællinger, så mange af disse er søgbare på Google og i databaser.

Nu har Statens Arkiver så tilbudt at sælge disse data til MyHeritage, som kommercielt kan udnytte dem i forhold til sine konkurrenter, da det søgninger heri kun kan ske gennem deres abonnementservice til 1200,- årligt.

Det har betydet at mange frivillige har trukket deres inddateringer ud af databasen igen og værdifuld viden er nu ikke tilgængelig. Det er ikke et arbejde robotter eller billig arbejdskraft bare lige kan lave, for det kræver en stor erfaring med skrifttydning, dialekt og evnen til at sætte ting i kontekst - og opmærksomhed på kendte fejl i bøgerne.

  • 1
  • 0
Niels Dybdahl

Jeg har også svært ved at tro at statens arkiver sælger hele retten til MyHeritage. Jeg tror at der stadig vil være adgang via http://sa.dk og http://ddd.dda.dk
MyHeritage søger allerede i en række forskellige databaser, deriblandt mormonernes på http://familysearch.org. Og dem har MyHeritage ikke nogen eksklusiv adgang til.
Bemærk at MyHeritage også kører http://geni.com som arbejder på at opbygge et stort fælles træ, hvor afdøde personers profiler er offentligt tilgængelige.
Efter sigende begyndte Mormonerne allerede i starten af 1900 tallet at affotografere europæiske kirkebøger og mange kirkebøger overlevede kun 2. verdenskrig som kopier i Salt Lake City. Mormonerne står også bag filformatet GEDCOM som understøttes af stort set alle slægtsprogrammer.

  • 0
  • 0
Simon Mikkelsen

--- jeg har i hvert fald tit tænkt på om My Heritage bliver (skjult) støttet af nogen som ser en interesse i at have en database med en masse personoplysninger og -relationer.

Som Claus skriver i et andet indlæg, kan man kun benytte data fra MyHeritage som koster rigtig mange penge. Og skal du have data fra MyHeritage over i deres andet site Geni, er det lige op med det store abonnement igen. Og skal du lige ... er det endnu et abonnement.

Mange indlæg her handler om MyHeritage, som artiklen IKKE handler om. Mormonkirkens tilsvarende site, FamilySearch, er gratis for alle, inkl. at søge i dataarkivet. De har en mangeårig historik med at bidrage til slægtsforskning, uanset hvilken trosretning folk har. Derfor ser jeg intet problem i at Mormonkirken scanner dokumenterne

  • 1
  • 0
Niels Dybdahl

>> Er det ikke det artiklen bla. handler om?

Nej, MyHeritage er jødisk, mens FamilySearch er mormonsk.
Mormonerne har allerede scannet kirkebøgerne en gang og Danmark har fået adgang til scanningerne og de er tilgængelige på http://sa.dk
Men kvaliteten af mange af dem er ret lav, så der er god grund til at affotografere dem igen.

  • 0
  • 0
Niels Dybdahl

Som Claus skriver i et andet indlæg, kan man kun benytte data fra MyHeritage som koster rigtig mange penge. Og skal du have data fra MyHeritage over i deres andet site Geni, er det lige op med det store abonnement igen. Og skal du lige ... er det endnu et abonnement.

Det er sådan set korrekt nok. Men man kan faktisk bruge Geni gratis og udvide med sit eget stamtræ. Da MyHeritage overtog Geni, fjernede de også grænsen for hvor mange profiler man kunne oprette gratis.
Men de har selvfølgelig udgifter til at køre deres website og udvikle softwaren. Så jeg synes at det giver mening at nogle funktioner koster penge. Om det så er nødvendigt at det koster så mange penge er en anden sag, som er svært at vurdere uden at kende deres regnskab.

  • 0
  • 0
Per Holm

Jeg savner visse oplysninger i artiklen
- Hvorvidt har Stadsarkivet sikret de selv har fuld rådighed over indskanningerne?
- Vil de gøre indskanningerne tilgængelig enten på egen hjemmeside eller via Statens Arkiver - som det f.eks. skete med kirkebøger og folketællinger?

  • 0
  • 0
Claus Jepsen

Min viden stammer fra en række opslag i lukkede fora som jeg ikke kan linke til. Men officiel kilde er nedenstående, der dog ikke er klokkeklar omkring specifikt MyHeritage (det omtales på fora).

Der har også været bevægelse i sagen kan jeg se, så data skal være frit tilgængelige selvom de bliver solgt - der er altså ikke (som der var tale om i et fora) eksklusiv ret - efter de seneste tilrettelser.

Man er dog langt fra Public Domain tankegangen, og det er nok på begge sider den er gal. De frivillige vil have særbehandling og trækker deres arbejde tilbage, hvis ikke det gøres "helligt" og kun ligger i RA regi. Og andre vil netop gerne dele data frit. Selve de indtastede data er ikke ophavsrets sikret, men noter omkring disse er - også en interessant betragtning fra Kammeradvokaten.

http://www.ddd.dda.dk/kikkomiteen12042016.html

  • 0
  • 0
Ole Magnus Andersen

Rigsarkivet (tidl. Statens Arkiver) har siden 1950'erne samarbejdet med eksterne partnere om at bringe umiddelbart tilgængelige arkivalier i spil til flere. Disse samarbejder er i de seneste år blevet intensiveret for at tilgodese Rigsarkivets brugere mere flere digitalt tilgængelige og indekserede arkivalier. Blandt Rigsarkivets samarbejdspartnere findes såvel kommercielle som ikke-kommercielle foretagender som fx Family Search, Ancestry, Danish Family Search og My Heritage.

Rigsarkivets samlinger "ejes" af den danske stat og dermed borgerne i Danmark. Forudsætningen har altid været, og vil altid være, at eksempelvis digitalisering af papirarkivalier udført af eksterne samarbejdspartnere skal afleveres til Rigsarkivet, som derefter stiller disse til rådighed for omverden via Arkivalier Online: https://www.sa.dk/brug-arkivet/arkivalieronline.

Der er således, naturligvis, ikke tale om, at Rigsarkivet sælger hverken arkivalier eller indekseringer med eksklusive rettigheder for køber. Derimod arbejder Rigsarkivet løbende for, at samarbejder med eksterne partnere bidrager til at stille flere arkivalier til rådighed for sine mange brugere. Ganske gratis naturligvis. Rigsarkivet er opmærksom på, at samarbejdspartnere kan stille de samme arkivalier til rådighed mod betaling, men vurderer ikke dette problematisk, så længe de er gratis tilgængelige hos os.

Rigsarkivet påskønner i meget stor grad den kolossale indsats, der lægges (og gennem mange år er lagt) af frivillige i fx tilblivelsen af Dansk Demografisk Database og senest Rigsarkivets Indtastningsportal (https://cs.sa.dk/). Værdien af dette arbejde for genealogisk interesserede kan ikke undervurderes. Det er derfor helt afgørende, at ingen kommerciel monopolisering af de frivilliges indtastninger finder sted.

  • 2
  • 0
Claus Jepsen

Tak for uddybning fra første hånd, Ole Magnus Andersen.
Det er betryggende at vide, at det er sådan det hænger sammen.

Kan du oplyse hvad udviklingen er omkring det løfte man afgav til folk der inddaterede, da det jo er ret usædvanligt og også har ført til at flere har trukket deres data tilbage?
Har I oplevet at mange har trukket deres data tilbage? for det vil jo være ufattelig spild af stor indsats.

  • 0
  • 0
Ole Magnus Andersen

Claus; hermed lidt uddybende:

Du henviser formentligt til den rundspørge, som Kildeindtastningskomiteen foretog i efteråret 2016. Baggrunden er kort, at donatorer til Dansk Demografisk Database frem til medio august 2016 afleverede deres afskrifter af folketællinger og kirkebøger til Dansk Demografisk Database, under den forudsætning, at indtastningerne ikke ville blive videregivet til kommerciel anvendelse. Dette løfte er i disse år, hvor flere og flere aktører er begyndt at interessere sig for slægtsforskning, blevet mere og mere begrænsende for udviklingen af Dansk Demografisk Database, som en stor og gratis dansksproget database med data som slægtsforskere kan have fornøjelse af.

Kildeindtastningskomiteen valgte derfor, for at vejre stemningen, at spørge de 12 indtastere, der på det tidspunkt havde doneret flest data til Dansk Demografisk Database, om hvorvidt de var indforståede med, at kopier af deres indtastninger kunne udleveres også til kommercielle aktører, typisk i forbindelse med ”byttehandler” hvor den modtagende aktør til gengæld donerede andre data eller f.eks. affotograferede arkivalier til fri afbenyttelse på f.eks. DDD eller AO. Resultatet af rundspørgen blev, at de fleste af disse 12 donatorer var velvillige overfor ideen, mens enkelte var meget imod.

På den baggrund besluttede Kildeindtastningskomiteen på sit møde den 28. februar, at udskyde beslutningen om at foretage en udvidet rundspørge blandt alle de der har doneret til Dansk Demografisk Database frem til medio august 2016 på ubestemt tid og status i sagen er derfor, at der ikke bliver udleveret data fra Dansk Demografisk Database, doneret før medio august 2016 til aktører, der vurderes at være kommercielle. For indtastninger afleveret til DDD efter medio august 2016 er aftalegrundlaget ændret, og disse indtastninger kan, hvis det findes hensigtsmæssigt, videregives til alle.

  • 1
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere