EU's forsøg på at mindske Microsofts markedsdominans kan meget vel ende med, at alle Windows-computere fremover skal sælges med flere forskellige browsere installeret på forhånd.
Det meddeler den amerikanske it-virksomhed selv, som efter kritik fra Europa-Kommissionen netop har udsendt sin egen redegørelse om monopol-sagen.
I redegørelsen, som Microsoft er forpligtet til at foretage fire gange om året, oplyser Microsoft, at Europa-Kommissionen blandt andet overvejer at forpligte computer-fabrikanter, kendt som ?Original Equipment Manufacturer ?eller OEM'er, til at tilbyde flere forskellige browsere i deres pc'er.
»Mens computerbrugere og OEM'er allerede har friheden til at bruge enhver form for webbrowser-software med Windows, overvejer kommissionen at beordre Microsoft og OEM'er til at forpligte brugerne til at vælge en bestemt browser, når de sætter en ny pc op«, oplyser Microsoft i sin redegørelse ifølge it-portalen ZDNet.
Ifølge Microsoft kan kommissionens krav også betyde, at der skal ændres på koden bag Windows-browseren Internet Explorer.
»Sådan en foranstaltning vil måske kræve, at OEM'er distribuerer adskillige browsere på nye Windows-baserede pc'er. Vi kan også blive forpligtet til at deaktivere bestemte, uspecificerede dele af Internet Explorers software-kode, hvis en bruger vælger en konkurrerende browser,« lyder det fra Microsoft.
I det hele taget forventer Microsoft en fortsat kamp med EU-myndighederne, der også ønsker at pålægge den amerikanske virksomhed en bod, baseret på omfanget af Windows-systemets dominans på pc-markedet.
Samtidig undersøger Europa-Kommissionen, om Microsoft i tilstrækkelig høj grad sikrer, at konkurrerende software kan fungere sammen med Microsofts Office-produkter.
»I januar 2008 åbnede kommissionen for yderligere en konkurrencelov-undersøgelse, som primært relaterer til tværgående funktionalitet i forhold til produkterne i vores Office-familie. Denne undersøgelse var resultatet af klager, sendt til kommissionen fra en brancheorganisation med Microsofts konkurrenter,« oplyser Microsoft.