For 13 år stiftede Mogens Nørgaard konsulentfirmaet Miracle A/S, sammen med sin med-direktør Lasse Christensen, og siden da har de to stået i spidsen for det voksende firma.
Men mandag formiddag sluttede Miracle-tiden for Mogens Nørgaard.
»Bestyrelsen og Lasse bankede på døren kl. 10.30 her til formiddag og fortalte, at jeg er fyret. De mente ikke, at jeg deltog nok i arbejdet,« fortæller den farverige eks-direktør til Version2.
Begrundelsen bliver uddybet i en pressemeddelelse fra Miracle.
»Mogens Nørgaard har de senere år fulgt sine egne veje og i mindre grad deltaget i den daglige ledelse og udvikling af Miracle. Derfor har vi nu valgt at tage den formentlig sværeste beslutning i Miracles historie - at stoppe samarbejdet med Mogens Nørgaard, der på mange måder har været Miracles frontfigur«, udtaler bestyrelsesformand Jan Skelbæk.
»Der er ingen tvivl om, at Mogens har haft en væsentlig andel i virksomhedens etablering, opbygning og succes. Det skylder vi ham al ære og tak for. Men i de senere år har vi ikke været tilfredse med hans indsats. Mogens har i stadig mindre grad stået til rådighed og vist nærvær for virksomheden,« udtaler administrerende direktør Lasse Christensen i pressemeddelelsen.
Mogen Nørgaard er nu fritstillet, mens Lasse Christensen fortsætter som firmaets direktør. Og hvis bestyrelsen mener, det er den bedste løsning, er det jo sådan det bliver, fortæller han.
»Det duer jo ikke, hvis bestyrelsen og Lasse er irriterede på mig,« siger Mogens Nørgaard.
Men afskeden er fyldt med vemod, efter så mange år som frontfigur for Miracle.
»Det er godt nok mærkeligt. Det er en meget tom fornemmelse at blive smidt ud af det sted, man selv har lavet,« siger Mogens Nørgaard.
Han har endnu ikke nået at overveje, hvad der så skal ske i hans arbejdsliv.
»Jeg tænkte på, om jeg skulle blive snigmorder. Men jeg vurderede, at der ikke var nok penge i det,« siger han med sin vante, sorte humor.
Mogens Nørgaard er gennem årene blevet kendt i it-branchen for sine meninger og en evne til at komme i medierne med dem. Han har blogget på både Version2 og Computerworld og lavet videoer i massevis. Ofte med provokerende budskaber, der talte branchen midt imod.
Miracle A/S beskæftiger i dag 170 ansatte og har 150 freelancere tilknyttet. Netop tiltrækning af den rigtige arbejdskraft på et højt teknisk niveau og den særlige stemning, der er i Miracle, er i høj grad Mogens Nørgaards fortjeneste, lyder det i pressemeddelelsen.
##Direktør Mogens Nørgaard stopper i Miracle
Bestyrelsen har valgt at stoppe samarbejdet med direktør Mogens Nørgaard, medstifteren af Miracle A/S.
Mogens Nørgaard forlader Miracle A/S. Samarbejdet stopper, fordi bestyrelsen og direktionen er af den opfattelse, at Mogens Nørgaard har fjernet sig så meget fra Miracle, at vejene bør skilles.
”Mogens Nørgaard har de senere år fulgt sine egne veje og i mindre grad deltaget i den daglige ledelse og udvikling af Miracle. Derfor har vi nu valgt at tage den formentlig sværeste beslutning i Miracles historie - at stoppe samarbejdet med Mogens Nørgaard, der på mange måder har været Miracles frontfigur”, siger bestyrelsesformand Jan Skelbæk.
Både bestyrelse og direktion anerkender den positive betydning, Mogens Nørgaard har haft i etableringen af Miracle og virksomhedens succes.
”Der er ingen tvivl om, at Mogens har haft en væsentlig andel i virksomhedens etablering, opbygning og succes. Det skylder vi ham al ære og tak for. Men i de senere år har vi ikke været tilfredse med hans indsats. Mogens har i stadig mindre grad stået til rådighed og vist nærvær for virksomheden, siger administrerende direktør Lasse Christensen.
Mogens Nørgaard stiftede Miracle i 2000 sammen med Lasse Christensen. Virksomheden har i dag 170 fastansatte medarbejdere og 150 freelancere tilknyttet. Mogens Nørgaard har haft en afgørende indflydelse på tiltrækning af medarbejdere med et højt kompetenceniveau, den særlige Miracle-ånd og en fantastisk forretningsudvikling, der har ført til en meget succesrig virksomhed.
Administrerende direktør og medstifter Lasse Christensen siger:
”Det siger sig selv, at vi gerne havde undgået dette. Men Miracle er en stor virksomhed med et stort ansvar for kunder og medarbejdere, og vi ikke en enkeltmandsvirksomhed. Når vi er åbne om opsigelsen og dens baggrund, er det fordi, vi er en åben virksomhed, og det fortsætter vi med at være. Selvom det er et trist budskab, mener vi, det er den bedste måde at komme videre på."
Mogens Nørgaard er fritstillet pr. dags dato. Stillingen forventes ikke genbesat. Mogens Nørgaard, der har 16 procent af aktierne i Miracle, beholder sine aktier i virksomheden. Administrerende direktør Lasse Christensen fortsætter nu uden sin medstifter.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.