Thomas Petersen er 32 år og uddannet datamatiker. Derudover er han clearet til højeste sikkerhedsniveau i den statslige it-sikkerhedsorganisation GovCERT, hvor han arbejder som sysadmin.
Det er således Thomas Petersen, der står for driften i organisationen sammen med en sysadmin-kollega.
»Det er et nyt område, og det er spændende at være med til at bygge det op helt fra starten af,« siger Thomas Petersen, der har arbejdet med it i omkring ti år.
Som sysadmin har Thomas Petersen og hans sysadmin-kollega som de eneste to adgang til at hive data ud af GovCERTs lukkede netværk, hvor kommunikationen ellers udelukkende er envejs ? det vil sige, at bits og bytes kan komme ind, men ikke ud. Det lukkede net er der, hvor de data, som bliver samlet op fra GovCERTs IDS-bokse, ender.
IDS-boksene tager en kopi af al datatraffik til og fra de institutioner, som har tilmeldt sig ordningen, hvor GovCERT overvåger institutionens trafik for noget, der kunne tænkes at indikere kriminel aktivitet.
For at kunne hive data ud igen fra det lukkede net, hvor kommunikationen altså er envejs, så kræver det en ganske høj sikkerhedsgodkendelse, og den har Thomas Petersen. Han er klassificeret til 'yderst hemmeligt', hvilket i Nato-sammenhæng hedder 'Cosmic Top Secret'.
»Det er ikke noget, som jeg lægger mærke til, men det har da været meget fedt at kunne gå rundt og sige,« siger datamatikeren, der i næste uge har 1-års jubilæum ved GovCERT.
'Yderst hemmeligt' eller 'Cosmic Top Secret' bruges om informationer, "hvis videregivelse uden dertil indhentet bemyndigelse ville kunne forvolde Danmark eller landene i Nato, EU eller WEU overordentlig alvorlig skade." Omkring 3.000 personer i Danmark har denne højeste sikkerhedsgodkendelse.