Mød danskeren bag HTTP, SOAP og ny webteknologi fra Microsoft

Interview: Henrik Frystyk Nielsen har arbejdet tæt med web siden dens undfangelse hos CERN i de tidlige 1990ere. Nu er han og Microsoft klar med Web API, der bygger videre på traditionen.

Hvis man skal nævne blot én dansker, der med rette kan kaldes Mr. HTTP, må det næsten være 43-årige Henrik Frystyk Nielsen.

Gennem små 20 år har han blandt andet arbejdet med specifikationerne bag HTTP 1.0 og 1.1, været ansat hos webkonsortiet W3C og stået bag SOAP-protokollen til webservices.

Henrik Frystyk Nielsen, principal architect i Microsofts Windows Azure Group. Illustration: Privat

Siden 1999 har der stået Microsoft på visitkortet, og senest har han og selskabet lanceret Web API-frameworket, der kan bruges til at bygge webtjenester til browsere og mobile enheder baseret på .NET-platformen og REST-filosofien.

En teknologi, der ligger godt i forlængelse af hans hidtidige bedrifter, fortæller han i et interview med Version2

Det hele begyndte nemlig under et praktikophold hos WWW's fader, Tim Berners-Lee, på den anerkendte forskningsinstitution CERN i Schweiz i 1994.

Version2-blogger Poul-Henning Kamp beskriver Henrik Frystyk Nielsen som 'mand nummer to på HTTP' på grund af det arbejde, han lagde i protokollen i 1990erne.

»Jeg var meget heldig som studerende, at jeg fik mulighed for at tage ned til CERN og arbejde med Tim Berners-Lee,« siger Henrik Frystyk Nielsen til Version2.

»Det ændrede min karriere fuldstændig. Jeg havde studeret telekommunikation ved Aalborg Universitet og var sikkert endt i et job hos en mobilproducent. Men da jeg så den slagkraft, der var i webarkitekturen, var jeg helt overbevist om, at det ville vinde frem, og at det var det, jeg skulle lave i stedet,« uddyber han.

Arbejde med SOAP og WCF

Henrik Frystyk Nielsen blev betaget af enkelheden i webben, fortæller han. Han så en teknologi, som på et fundament af ganske få byggeklodser gjorde det muligt at frembringe noget, som både er simpelt og verdensomspændende på en og samme tid.

»Min karriere har handlet om at udbrede den model til nye områder. Man har tit sagt, at web bare er noget med at browse rundt og kigge på reklamer. Men det har en fleksibilitet, som gør, at det kan bruges på mange forskellige områder. Så en del af min karriere har gået på at skubbe webben til nye områder, for eksempel mobil,« fortæller han.

ASP.NET Web API er Microsofts relativt nye open source-framework til udvikling af RESTful webapplikationer oven på .NET-frameworket.

Henrik Frystyk Nielsen har tidligere haft en afgørende rolle i udarbejdelsen af SOAP-protokollen og i WCF, Windows Communication Foundation, som er Microsofts runtime og API til at udvikle service-orienterede applikationer oven på .NET-platformen.

Web API adskiller sig ifølge Henrik Frystyk Nielsen fra de to ved at være designet så tæt som muligt på HTTP i stedet for at lægge alle mulige komplicerede abstraktionslag hen over.

Gør REST til first class citizen

Web API er dermed kort fortalt designet som et slankere alternativ til REST-delen af WCF og ASP.NET MVC Web Services.

»Jeg har både arbejdet med WCF og været involveret i SOAP-specifikationen. Det var åbenbart for alle, at SOAP ikke ville blive den eneste protokol. Vi byggede derfor REST på WCF, men problemet var, at det stadig lignede SOAP. Så folk, der så tingene fra HTTP-siden, gad ikke kigge på det, og SOAP-folkene var på den anden side heller ikke tilfredse,« siger Henrik Frystyk Nielsen til Version2.

Løsningen blev at gøre REST til en first class citizen i stedet for at bygge den på som en sidevogn til WCF. Resultatet blev Web API.

»Du kan sige, at fremtiden for REST i ASP.NET hedder Web API,« lyder den korte forklaring fra Henrik Frystyk Nielsen.

Du kan høre meget mere om Web API, når Henrik Frystyk Nielsen gennemgår den nye Microsoft-teknologi på udviklerkonferencen Warm Crocodile i januar.

Version2 er mediepartner på Microsofts udviklerkonference Warm Crocodile 16.-17. januar 2013 i København. Du kan læse mere om konferencen og tilmelde dig her.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (6)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Casper Bang

Det er rart at høre at REST > SOAP hos Microsoft, men hvor er OData henne i den debat? Det var ellers min tolkning at OData ville blive benyttet af Microsoft som overbygning på REST.

  • 0
  • 0
Hans Andersen

Er det ikke en smule problematisk at bygge en ny web standard på .NET, når .NET er så dårligt supporteret på andre platforme end Windows? Især taget i betragtning af at Linux er det ultimativt største platform, når det gælder web og server.

Jeg ved godt at MS har en stor interesse i at fremme .NET, men hvis de ønsker dette skal blive en standard i branchen, er det så ikke en smule modigt at satse .NET? Og nej Mono giver ikke tilstrækkelig support for .NET på Mac/Linux til at det er en løsning.

  • 2
  • 6
Bjarke I. Pedersen
  • 5
  • 0
Morten Andreasen

Der er support for OData i Web API, det kræver dog en del af udvikleren - da der jo som en del af OData specifikationen skal eksponeres metadata, samt håndtere queries over tråden.

Jeg gik selv kold på det, men håber at toolingen bliver udbygget så man på sigt bare kan angive en Queryable<T>.

Se evt. http://blogs.msdn.com/b/alexj/archive/2012/08/15/odata-support-in-asp-ne...

En nem måde at eksponere en OData datasource, er ved at benytte System.Data.Services.DataService som gør det muligt at eksponere en ObjectContext (Entityframework), samt håndtere rettigheder og intercepts.

Der finds også en fin DataServiceClient til klient delen :)

  • 2
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere