Mobilsucces hos Danske Bank: Hver 7. netbank-login sker fra mobilen

Mere end 50.000 tjekker hver dag kontoen via netbank på mobilen hos Danske Bank. Det svarer til 14 procent af alle netbank-login, og tallet vokser hele tiden.

Den er altid lige ved hånden, og du kan logge ind uden at bruge engangskoder fra papkortet.

Der er flere fordele ved at bruge en mobilapplikation til netbanken, og det har kunderne i Danske Bank i den grad opdaget. Hver dag logger mindst 50.000 ind via Danske Mobilbank.

»For et år siden havde vi ikke netbank på mobilen, så vi er gået fra 0 til 50.000 om dagen på ét år,« siger Peter Schleidt, it-direktør i Danske Bank, til Version2.

Tilsammen er det 14 procent af alle login i bankens netbank, som nu sker via mobilapplikationen, og tallet vokser hastigt.

»Vi havde ikke forventet, at det ville gå så stærkt. Antallet af login via mobilbank stiger med 15 procent om måneden. Hvis væksten fortsætter på den måde, så vil mobilbanken om et år være større end den traditionelle netbank. Men det er nok rent hypotetisk,« siger Peter Schleidt.

Lige nu stiger antallet af smartphones i danskernes hænder nemlig voldsomt, med omkring 1,6 millioner styk i omløb, men den udvikling vil flade ud på et tidspunkt, når markedet bliver mættet.

Projektet med Mobilbank har også været lærerigt for banken, fordi der var en helt anden kontakt med kunderne undervejs i udviklingen end tidligere.

»Vi har lært, hvor vigtigt det er, at noget ser godt ud og er nemt at bruge. Det var også rigtigt vigtigt for vores kunder, at det blev nemmere at logge på. Vi har fået kunderne med i udviklingen og hørt deres mening, meget mere end tidligere,« siger it-direktøren.

Det skete blandt andet med en kampagne på Facebook, hvor brugerne kunne komme med ideer til mobilbanken og stemme andres ideer op ad listen. Et farvel til NemID-papkortet blev en klar nummer ét, og det fik Danske Bank derfor fikset ret hurtigt.

Udviklingen af applikationen er i øvrigt slet ikke slut. Der er sat godt med mandetimer af til at forbedre den løbende.

»Der er kommet en ny version hver tredje måned, og det bliver vi ved med fremover,« siger Peter Schleidt.

Mens mobilbanken har taget en mærkbar bid af andelen af login på netbanken, samt fået antallet af logins til at stige generelt, fordi det er blevet nemmere, følger andelen af transaktioner i mobilbanken ikke med i samme tempo.

I dag er det cirka fem procent af alle transaktioner – altså for eksempel en kontooverførsel – der sker via mobilbanken.

»Vi har nu omkring 200.000 betalinger om måneden via Mobilbank, og antallet af transaktioner stiger også med 15 procent om måneden. Men kunderne bruger mest Mobilbank til hurtigt at kigge, hvad der står på kontoen,« siger it-direktøren.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (12)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#8 Christian Nobel

Den første bank der bryder SlemID monopolet og tilbyder netbank uden SlemID har en ny kunde her.

Er tiden ikke ved at være moden for at åbne en gammeldags sparekasse?

Dels skulle den ikke være underlagt Nets monopolet ("NemID" samt ublu betalingsafgifter), dels skulle den i opbygning være non profit og kundeejet.

Selvfølgelig vil der være nødvendigt med medarbejdere, som skal have en anstændig løn, men ingen mulighed for at spille med kundernes penge.

Sparekassen måtte ikke være børsnoteret.

Sparekassen måtte ikke beskæftige sig med spekulation og aktiehandel - de kunder der spiller på børsen gør det på ejet ansvar.

Sparekassen måtte ikke spekulere i ejendomme.

Sparekassen måtte ikke indgå engagementer over en vis størrelse, ligesom de ikke måtte have firmakunder der har f.eks. mere end 10 ansatte.

Det er et krav til sparekassen kunder at de ikke laver fiktivt kundeforhold, hvor engagement spredes ud over flere banker.

Etc.

  • 1
  • 0
#11 Henrik Madsen

Der findes altså banker som ikke bruger SlemID ..

Det kunne være man skulle skrive og spørge dem om deres andre betingelser og om de har tænkt sig at skifte til SlemID nu eller i fremtiden.

Jeg har idag Nordea og de er sgu noget tunge at danse med så kunne tænke mig at skifte alligevel.

Nogen der ved om de her banker har et samarbejde med andre pengeinstitutter så man f.eks kan gå ind i bank-x og sætte penge ind på sin konto ?

Spørger fordi det ville være lidt træls ikke at kunne sætte penge ind uden at skulle til Slagelse, Ebeltoft eller lign.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere