Mobilselskab spærrer din dataforbindelse, hvis du bruger for meget

Mobilselskabet OiSTER kapper inden længe dataforbindelsen hos de brugere, der overskrider den månedlige gigabyte-grænse. Tiltaget er for at komme misbrug til livs, siger direktør.

200.000 mobil- og bredbåndskunder hos teleselskabet OiSTER får inden længe spærret deres dataforbindelse helt, hvis de bruger flere gigabyte, end de betaler for hver måned.

Sådan er reglerne i OiSTERs nye abonnementsvilkår, der træder i kraft 1. oktober, og som også bringer en række nye gebyrer til kunderne med sig.

Vilkårene ændres, fordi OiSTER i en længere periode har døjet med en lille gruppe kunder, der går langt over den månedlige gigabyte-grænse og dermed belaster netværket langt hårdere end gennemsnitskunden.

»Vi gør det for at sikre en generel kvalitet i netværket. Når vi snakker med kunder om, hvorfor de forlader os, er det ofte fordi de oplever, at hastigheden er langsom, eller at de har svært ved at komme på. Jeg vil ikke have, at de få ødelægger det for de mange,« siger direktør i OiSTER, Jesper Bennike, til Version2.

Spærring afløser nedsat hastighed

De nye vilkår betyder, at du enten må vente måneden ud eller tilkøbe en større datapakke, hvis du har downloadet og streamet mere end det tilladte hos det 3-ejede lavprisselskab på din mobiltelefon eller dit mobile bredbånd.

Indtil videre har der været sådan, at hastigheden på dataforbindelsen blot blev droslet ned, hvis grænsen blev overskredet.

De nye vilkår bliver både kritiseret og forsvaret af kunderne på selskabets Facebook-hjemmeside, hvor omkring 180 kunder i skrivende stund har kommenteret.

»Jeg er utilfreds med at i bare lukker forbindelsen når max er nået. Er derfor ved at finde en anden udbyder. Jeg kan godt acceptere nedsat hastighed. Men at jeg bliver cuttet af resten af måneden vil jeg ikke acceptere så derfor siger jeg tak for denne gang,« skriver en kunde.

En anden forsvarer teleselskabets nye vilkår:

»Helt ærligt folkens, hvad er det I piver over?! Et lille gebyr og stop for data. Hvor mange af jer bruger overhovedet op til grænsen?«

De få ødelægger det for de mange

OiSTER tilbyder for eksempel en mobilpakke med seks timers tale og 12 gigabyte data om måneden, mens en mobil bredbåndspakke eksempelvis fås med op til 20 gigabyte forbrug om måneden.

Det er nok til langt de fleste mennesker, fortæller Jesper Bennike.

Når han alligevel strammer reglerne, sker det for at dæmme op for de kunder, der går langt over grænsen:

»Vi har et et fåtal af kunder, der bruger ekstremt meget data. Det kan være helt op til mellem 800 og 1.000 gigabyte på en måned. Det virker rationelt, at tung belastning giver en dårligere forbindelse,« siger direktøren.

OiSTERs produkter er ganske enkelt ikke egnet til de kunder, der henter så store mængder data, siger direktøren.

»Jeg skal ikke gøre mig til dommer over, hvor mange data folk henter generelt. Men de produkter, vi sælger, er til personlig brug og ikke til automatiserede tjenester. Så hvis du vil have nogle tjenester, der kører 24-7 på din pc, så skal du finde et andet abonnement hos en anden udbyder. Det er forkert i forhold til vores produkt,« siger Jesper Bennike til Version2.

Teoretisk øvelse

Han indrømmer samtidig, at selskabet ikke har noget direkte bevis for, at den omtalte gruppe af overforbrugende kunder er årsag til de problemer, andre OiSTER-kunder oplever med dataforbindelsen.

»Det er en teoretisk øvelse, som gerne skulle gøre kvaliteten bedre for kunderne alt efter dækning og netværk,« siger han.

Vil I overveje at rulle ændringen tilbage, hvis det mod forventning viser sig ikke at have den store effekt alligevel?

»Jeg vil ikke afvise det. Men omvendt vil det betyde, at vi skal finde en ny, lavere hastighed. Og det kan virke lidt meningsløst at sætte folk ned på en hastighed, hvor de alligevel ikke kan bruge forbindelsen til noget,« siger Jesper Bennike til Version2.

OiSTER har cirka 120.000 telekunder og 80.000 kunder på mobilt bredbånd herhjemme.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (18)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#2 Anders Christensen

Jeg vil gætte på at de rent teknisk ikke kan sætte hastigheden ned, men blot har set gennem fingre med problemet hos de få det var et problem.

Men da problemet voksede måtte de ændre deres vilkår og slukke for de pågældende kunder.

Rent teknisk må det også være "billigere" at slukke end at shape trafikken for enkelte kunder.

  • 4
  • 0
#3 Søren Mors

Hvordan bærer man sig ad med at download 1000 GB på en måned? Det er over 100 film i DVD kvalitet. Er der nogen derude der kører en server henover en mobilforbindelse?

  • 5
  • 0
#4 Casper Thomsen

Lad os lave estimaterne i OiSTERs favør. Vi snupper tallet 800 GB og antager at de første 20 GB bliver hevet ned med 16 Mbit/s. Det tager de første 10240 sekunder (ca. 2:50 timer); tilbage har vi 780 GB og 2668160 sekunder (i en måned med 31 dage). Den resterende mængde data skal således hentes med ca. 2,4 Mbit/s.

I vilkårene (PDF-fil) står at

Såfremt dit forbrug overstiger det inkluderede antal GB skal du ikke betale ekstra, men OiSTER forbeholder sig retten til at reducere hastigheden til 200 Kbit/s download og 64 Kbit/s upload.

Hvorfor ikke bare være ligefrem og sige: "Det er noget bøvl at have bandwith throttling på brugerniveau, så vi lukker bare i stedet. Til gengæld sørger vi for at selv du kan indstille alarmer når du har brugt x % eller har y MB tilbage."?

Ansvarsfraskrivelse: Jeg antager at der er 1024 MB pr. GB, for det tror jeg de antager. Og, har jeg lavet regnefejl? Det ville ligne mig, så stol ikke på tallene, regn selv efter (og giv gerne lyd om jeg tager fejl).

  • 8
  • 0
#6 Michael Nielsen

780GB = 780x1024x1024x1024 = 837 518 622 720bytes.

31 dage - 2.5 timer = 31x24x3600 - 2.5*3600 = 2 669 400

837 518 622 720/2 669 400 = 313747 bytes/second = 306kbyte/sec => ca 2.4Mbit/sec.

Så dine tal er gode nok.

Så hvad med de fixer deres neddrosling, i stedet - altså løser det fornuftigt, Fixede de deres nedrosling, faldt trafiken til 98GB maks.. De kunne endda droppe den til 20kbit/sec, hvor ved det er maks 27GB..

Kan ikke se grunden til at fjerne forbindelsen for deres kunder.

Men det er også hvorfor jeg ikke bruger mobile internet.. for dyrt, og begrænsingen er for lav, ved minimum 2MB/forside - jyllansposten -> maksimalt 10 240 nyheds sider før du løber ud, hvis man ikke blokere video,audio, flash, m.v., fylder siderne ofte 10-20MB, og så er vi nede på 500 sider om måneden, som er virkeligt lavt..

Reklamerne er jo TV-anywhere - så forbruger vil havde behov for mindst 1.8Mbit/sec hvis man skal se 720p video på ens mobil - som er den nye trend.. Så de man kalder overforbrug i dag, er morgendagens normale traffik, inden for meget kort tid..

20GB -> 25 timers fjernsyn/film, eller under 1 time om dagen..

De traffik grænser holder ikke vand, fordi folk læser ikke længere tekst sider, og alm. email.

  • 3
  • 0
#7 Peter Makholm Blogger

En hurtig stikprøve hos de første tre andre mobil-selskaber jeg umidelbart lige kommer på viser følgende måder at håndtere at kunden overskrider den valgte pakke:

Umidelbart virker det ikke som om der er noget forbrugeren mere berettiget kan forvente end noget andet. Så selvom det er en forringelse af vilkårne, er det efter min mening inden for de naturlige vilkår for produktet.

Som abonnent har jeg dog meddelt Oister at netop funktionaliteten med at hastigheden bare blev sat ned var stærkt medvirkende til at jeg valgte dem som mobiludbyder sidste jeg skiftede.

Jeg bruger iøvrigt normalt langt under grænsen på 3GB da min mobiltelefon ikke er min primære netværksforbindelse. Havde jeg brugt min mobil til at se fjernsyn havde jeg naturligvis haft behov for en af derres større pakker. (Iøvrigt lidt spøjst at Oisters mobil-pakker har mere data-traffik end deres mobilt bredbånd-pakker)

  • 2
  • 0
#8 Martin Nielsen

Det er min erfaring, at P2P programmer kan bryde den nedsatte hastighed. Så hvis folk downloader via eks. torrents, vil de ofte kunne få højere hastighed, end den de har fået tildelt i mobilnetværket. Derfor kan de måske også nå op på et gennemsnit på 2,4 Mbit over 31 dage.

Det er værd at bemærke, at dette ikke nødvendigvis handler om hele netværket. Er der en eller to kunder på en mobilmast, som suger en masse data, døgnet rundt, så vil det give en dårlig oplevelse til andre kunder i området. Er der bare 1.000 kunder, som gør dette - vil det ødelægge oplevelsen for alle andre, som er på de samme master.

  • 0
  • 0
#9 Henning Wangerin

At de ikke vil have kunder der bruger forbindelsen som primær Internetforbindelse. Det er jo så modsat det John Strand han ellers taler for....

Nu er der jo mange niveauer på "primær Internetforbindelse."

Hvis man køber en pakke med 1-5-10-20-100Gb trafik, er det vel meget reelt at der lukkes ned når det er brugt.

Jeg kan ikke på nogen måde se problemt i at der skrues (langt) ned for forbindelsen, når trafik-mængden er brugt.

Hvis du du ikke kan leve med det, er mobil-forbindelser bare ikke noget for dig.

Jeg har selv fingerne på flere mobil-forbindelser i i både danmark (Telmore) og tyskland (Ja-mobil) og begge kan da godt finde ud at at skrue forbindelsen ned på gprs når trafikken er opbrugt. At skrue forbindelse ned til 2-3 Mbit er sgu da næste lige så godt som ikke at have nogen begrænsning på forbindelsen. Jeg ville i det hele taget være glad for at kunne trække så meget der hvor jeg normalt færdes. - Men har nu heller ingen problemer med at klare mig på en gprs forbindelse. :-)

/Henning

  • 2
  • 0
#12 Flemming Sørensen

Jeg har OiSTER som primær forbindelse, og har en enkelt gang modtaget en trussel om at de ville spærre min forbindelse, hvis ikke jeg sænkede mit forbrug. Det er som sådan også helt fint, men for det første, kunne de jo gøre det muligt for deres kunder at følge forbruget, det er jeg ret sikker på at man ikke kan i dag, jeg kan i hvert fald ikke finde det. For det andet, kunne de måske overveje at tilbyde abonnementer med større forbrugsgrænse, det ville jeg da helt sikkert gerne betale for.

  • 1
  • 0
#13 Peter D Hansen

En større stikprøve:

Selskaber/brands med total spærring iflg. nye vilkår: - 3 - Oister

Selskaber/brands der sænker hastighed og ikke opkræver ekstra i PAKKE-abonnementer: - Telmore - Bibob - Unotel - Happii - TDC - DLG - Telia - Callme (og på pakker uden data max 199 kr./måned for data) - Telenor (og på pakker uden data max 775 kr./måned for data)

Selskaber med risikabel overpris på merforbrug: - CBB: 350 kr./GB (gælder bl.a. ved alt-i-et-pakker med data, men ikke ved separat data-pakke, hvor der opgraderes mod en anden merpris) - Onfone: 350 kr./GB - Ymobile: 500 kr./GB - Lebera: 990 kr./GB (ingen pakker) - M1: 1.000 eller evt. 10.000 kr./GB iflg. prisliste

  • 3
  • 0
#14 Gert Madsen

En afbrydelse af dataforbindelsen er ikke rigtigt brugbart.

Det er fint med en dataforbindelse, med loft. Så kan min datter få mails mm., men når der er set for meget youtube på telefonen, så skal der stadig kunne hentes lidt mail.

Jeg tror mere at dette er et forsøg på mer-salg. Når først dataforbindelsen er lukket forventer de at folk er modne til at opgradere forbindelsen. Og i den forbindelse er der nok ingen kampagnepriser.

  • 0
  • 0
#15 Kim Jørgensen

Jeg bliver helt dårlig af at læse om hvordan man misbruger trådløst netværk. Det må være mangel på ungdommeligt hjerneaktivitet, svarende til hvad jeg læste og så, om i går om en fyr som bevidst kørte over for rødt, tror det var i Odense området.

Jeg er Internet udbyder i Spanien, i et trådløst netværk. Hvis mine kunder havde en adfærd som den jeg læser om her blev de taget af systemet efter en advarsel selvfølgelig. Jeg ville ønske der fandtes et register over Jer, så man kunne undgå en dårlig oplevelse. Et tydeligt tegn på et forbrugs mønster som er løbet helt af sporet.

Mange af Jer unge tror at GRPS,UMTS,WIFI eller lign er uendelige kilder for egen fornøjelse. Rent faktisk koster udstyret en bondegård, og så er der problemer med interferens, konkurenter, osv. Derved bare een eller to kan ødelægge fornøjelsen for 100 andre, samt det faktum at der er begrænsninger i antallet af frekvenser som Teleselskaber kan bruge. En matematisk udregning vil enkelt forklare at intet teleselskab kan leve op til det de forsøger at sælge, hvis alle kunder skal have lige adgang. Derfor Jer misbrugere gå over på kobberlinier/fiber, der er begrænsninger et infrastruktur problem, men der skal i jo betale. Det er desværre en anden del af denne "ungdomskultur", at lukrerer på andre. Et surt opstød, men kom tilbage til realisme, og fjern den der "Jeg vil".

  • 0
  • 5
#16 Gert Madsen

Nu ved jeg ikke hvor meget du har fulgt med i debatten, men faktisk så markedsfører teleselskaberne deres mobilnetværk, som erstatning for fast forbindelse. Eller nogle af dem gør i hvert fald. Så må de også levere.

  • 3
  • 0
#18 Allan Bjerrum

Det er ikke altid teleselskaberne gør som de siger. Jeg har i forbindelse med flytning brugt mit Telmore 3GB dataabonnement som primær forbindelse indtil jeg fik oprettet en kobberforbindelse. Telmore throttler ifølge eget udsagn ned til 64 kb/s, men det skete bare ikke. Jeg nåede op på 6GB trafik inden kobberet kom til at virke og i hele perioden havde jeg 3-400 Kb/s download. Baseret på den erfaring hælder jeg til at tro, at Morten (allerførste indlæg) har fat i den lange ende.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere