Mobile bredbånd står pivåbne

Tusindvis af danskere, der surfer med mobile bredbåndsløsninger, blotlægger samtidig deres computer for hackere. Eksperter advarer.

Mobile bredbåndsløsninger, som lige nu er en tordnende succes på markedet, blotlægger samtidig brugernes computere for hackere.

Version2 har testet den mest udbredte løsning fra teleselskabet 3, hvor det viser sig, at den opkoblede computers ip-adresse bliver frit tilgængelig på internettet. Også den tilsvarende løsning fra TDC kobler på nettet med en offentlig ip-adresse. Og det får flere eksperter til at løfte øjenbrynene.

»Her står det pivåbent på den måde, at der ikke er nogen filtre på,« siger Peter Kruse fra sikkerhedsvirksomheden CSIS.

Han forklarer, at hvis en computer ? typisk en bærbar - der normalt befinder sig bag en router eller en firewall indeholder sikkerhedsmæssige huller, som ikke er blevet opdaget, så kan det give hackere fri adgang til computeren, når den bliver flyttet ud på det mobile datanet.

»Hvis du flytter den ud på 3G-nettet, så vil enhver kunne få forbindelse til den og kunne køre kode på den, hvis den vel at mærke er sårbar overfor et typisk remote exploit, eksempelvis på TCP stakken,« siger han.

Den offentlige ip-adresse, som de mobile bredbåndskunder bliver udstyret med, gør som udgangspunkt computeren synlig for alle på internettet. Anderledes forholder det sig med flere af de 'gammeldags' kabelforbunde bredbåndsløsninger, som typisk oversætter computerens ip-adresse, så det er routerens og ikke computerens ip-adresse, der er synlig udadtil.

Som med ADSL
Problematikken på 3G-nettene ligner de første ADSL-bredbåndsopkoblinger, som også foregik via en offentlig ip-adresse, og dengang var situationen også forbundet med en masse sikkerhedsproblemer, som bevirkede, at det ikke engang var nødvendigt for brugeren at besøge en 'farlig' hjemmeside før computeren blev inficeret ? det kunne ske bare ved at være online.

»Det her er ganske tilsvarende. Dengang var de infektioner man så meget baseret på netværksorme. Der var de meget mere udbredte end i dag, måske fordi man har fået lidt bedre styr på sikkerheden på PC'erne, men i høj grad også, fordi man har implementeret routere. Og med 3G-modemerne starter vi altså fra år nul igen,« siger Peter Kruse.

CSIS, der blandt andet rådgiver bankerne om netbank-sikkerhed, har selv undersøgt 3's mobile bredbåndsløsning, og Peter Kruse er overrasket over, at der slet ikke er nogen form for filter mellem modemmet fra 3 og internettet.

Det er eksempelvis åbent for indadgående SMTP-trafik, og da 3 og TDC med deres mobile bredbåndløsninger satser på hastighed og er begyndt at tilbyde noget nær "flatrate" er det en farlig cocktail, mener Peter Kruse.

Det får ham samtidig til at understrege vigtigheden af, at 3-kunder har en 100 procent opdateret computer og anbefaler desuden brug af en softwarebaseret firewall. Og her er standard-firewallen i Danmarks mest udbredte styresystem Windows XP altså ikke nok.

XP-firewall ikke sikker nok
»Det er i virkeligheden barnemad at omgå XP's indbyggede firewall, så den skal man ikke forlede sig på. Det er en udmærket ting, den er med, men man skal ikke satse på den. I stedet skal man sørge for, at ens system er forsvarligt konfigureret og opdateret,« siger Peter Kruse.

En forsvarlig konfiguration dækker ifølge Peter Kruse blandt andet over, at sikre sig at sådan noget som mapper ikke er delte og at populære tredjepartprodukter løbende opdateres og her tænkes særligt på produkter der åbner services på maskinen. Sikkerhedseksperten stiller sig dog tvivlende overfor, hvorvidt den almindelige bruger faktisk gør sig disse overvejelser, inden han eller hun kobler sig på nettet via en af de mobile opkoblinger.

Og heller ikke erhvervsbrugere i virksomheder skal føle sig for sikre. Peter Kruse beskriver scenariet, hvor en bærbar pc i eksempelvis en docking-station normalt er sikret af virksomhedens sikkerhedsforanstaltninger. Men lige så snart maskinen er på farten og koblet op via 3G-nettet forsvinder sikkerheden som dug for solen.

»Hvis du normalt kører din pc på det interne netværk, og du har delt forskellige mapper med dine kolleger (ikke at det skal tilrådes), så vil det være forsvarligt nok, mens det på 3G-nettet ikke ville være sikret på nogen måde,« siger Peter Kruse.

Hacket på under en time
Også teleekspert Torben Rune, som er direktør i konsulentvirksomheden Netplan, undrer sig over den blotlagte ip-adresse. Han kalder løsningen med en offentlig ip-adresse for 'giftig' i sikkerhedsmæssig forstand.

Netplan har for omkring 1½ år siden selv testet, hvor galt det kan gå, hvis en maskine ryger på internettet med en offentlig ip uden af være ordentlig sikret. Dengang var det en pc med Windows 2000, det gik udover.

»Der gik under en time fra den var sat på en offentlig ip-adresse, til maskinen var så modificeret, at du overhovedet ikke kunne genkende den igen,« fortæller Torben Rune og understreger samtidig at Windows 2000 i internet-mæssig sammenhæng som udgangspunkt er mindre sikker en eksempelvis Windows XP.

Alligevel skal hverken Vista- eller XP-brugere ifølge Torben Rune føle sig for sikre, hvis internet-opkoblingen sker med en offentlig ip-adresse.

»Med mindre du har installeret noget særligt, eller har været ekstra omhyggelig, da du har konfigureret dit net, så er der altså kun den beskyttelse, som operativsystemet selv yder - altså typisk XP eller Vista - over for nettet, og den sikkerhed antages at være for ringe til almindeligt daglig brug,« siger Torben Rune.

3 og TDC ved det godt
Både fra 3 og TDC lyder det samstemmende, at selskaberne godt ved, at en offentlig ip-adresse kan betyde mindre sikkerhed. 3 har tidligere brugt en løsning, hvor ip-adressen var privat. Selskabet forklarer beslutningen om den offentlig ip med, at det har været et ønske fra kunderne.

Kobler 3's kunder sig på nettet med en mobiltelefon er adressen dog stadig privat, da selskabet anser mobiltelefoner for at være mere sårbare end pc'ere, som kan være beskyttet med eksempelvis en software-firewall.

Hos TDC lyder forklaringen på den offentlige ip, at man har en politik om ikke at filtrere kundernes internettrafik ? dog med undtagelse af børneporno. Underdirektør i TDC Business Nordic Mogens Jallberg understreger, at det er vigtigt at sikre sin pc både i privat og i erhvervsmæssig sammenhæng. Og så er han lige som sikkerhedseksperterne heller ikke meget for at sætte sin lid til den indbyggede sikkerhed i Windows XP.

»Det her er min personlige holdning. Og jeg ville ikke stole på et operativsystems firewall alene, hvis jeg kunne slippe for det. Jeg ville altid køre med en third party på den del.«

TDC sælger i øvrigt selv sikkerhedsprodukter, som kan bruges til at gøre den mobile bredbåndsløsning sikker.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (42)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Erik Trolle

Det er et stort problem at PC'er forbindes direkte på en udvendig IP adresse. Men jeg ser det som en større fare med filtrering af trafik hos ISP'erne. Ansvaret skal ligge ude i slutledet. For set med mine øjne får vi kaos, hvis vi skal til at vælge udbyder efter hvad de tillader. De kunne give folk nogen valg, for det må være muligt. Jeg bruger selv Hotspot shield (http://anchorfree.com)når jeg er på et åbent net, men jeg har min personlige firewall slået til. Jeg er stadigvæk af den opfatning at langt flest angreb kommer fra ens egen maskine og ud, p.g.a. malware m.v. man har fået ind, ligemeget hvor god firewall man har vil det ikke hjælpe.
Det aller største problem er brugerne, fordi de forstår ikke IT-sikkerheds problematikken. Jeg satte internet op hos et ældre ægtepar. Og de skal bare have det gjort for de forstår det ikke.

Andreas Warberg

Hej Flemming

Det er bestemt også mit indtryk at den indbyggede firewall i XP sp2 er udemærket til ikke-inficerede maskiner!

Før SP2 var der ingen beskyttelse før firewall-tjenesten var startet, men det er fikset nu (se startup security på http://technet.microsoft.com/en-us/library/bb490861.aspx).

Jeg synes styrkerne ved den indbyggede firewall er at den kan administreres med gruppepolitikker ud af æsken og ikke plager brugerne nær så meget som andre 3. parts firewalls, jeg nævner i flæng Nortons produkter til private - argh!

Ken Poulsen

Ja dine data er, men ikke maskinen...

Men da jeg havde 3 på test, kunne man både vælge en offentlig IP og en RFC-1918 IP...
Der var:
bredband.tre.dk - ingen firewall (her skal man passe på!)
data.tre.dk - bag firewall!
vip.tre.dk - VPN venlig, men stadig bag firewall!

Så kan man jo spørge Peter Kruse... hvad tester du/i?
Eller hiver i bare noget ud af r*ven?

Christian Nobel

Hvorfor kan man ikke få de mobile løsninger som mobile routere i stedet - dvs enten en lille usb dims med indbygget router, eller en mini 3G router med konventionel Ethernet forbindelse.

Så ville der heller ikke være noget som helst bøvl med hvilken type computer man bruger, da alt ville virke.

Just my 5 cents.

/Christian

Peter Kruse

Korrekt.

Vi har udelukkende testet dette med Windows. Optionerne er ikke tydelige og den almindelige bruger vil aldrig opdage andre optioner end dem der er standard.

Vi var forøvrigt bekendte med data.tre.dk og lokal IP tildeling, men den skal oprettes manuelt på de dongles vi havde til test.

Venligst
Peter

Peter Andersen

Er det ikke en smuule useriøst at referere til en test med en Windows 2000 maskine?? - Om man kan lide Windows eller ej, så fik sikkerheden et betydeligt nøk op ad med den efterhånden 4 år gamle service pack 2.

En test op mod en fuldt patchet XP eller Vista kunne være interessant - det andet er bare gøgl....

Anonym

Jo, det er da rigtigt at Windows 2000 er totalt forældet og uniteressant i denne sammenhæng. Det eneste interessante - og det testen egentlig gik ud på - var at måle hvor hurtigt maskinen ville blive opdaget på en åben IP adresse. Resultatet skulle bruges til at vurdere om en given PC i en bestemt sammenhæng var blevet kompromitteret ved at være blevet koblet direkte til Internettet. De første angreb startede allerede få minutter efter at maskinen var tændt.
Konklusionen er, at man ikke skal tro, at man ikke opdages blot fordi man kobler sig på i kort tid - for det gør man. Og sikkerheden skal være i orden, før man går i gang.

Kim Højgaard-hansen

Det var da en fuldstændig vanvittig logik.

Windows magter ikke opgaven som OS, derfor skal vi allesammen undvære muligheden for en public IP.

Så når IPv6 engang slår igennem, så skal vi simpelthen forsætte med at køre NAT, for sikkerhedens skyld? Omg...

Brian Simonsen

Hvis den almindelige befolkning opdager at en opdateret windows XP med firewall slået til er rigeligt sikker til almindelig brug, OGSÅ med en fuldt tilgængelig offentlig IP, er det jo lig med dalende omsætning for såkaldte "sikkerhed eksperter"!!

Jeg har haft en WindowsXP kørende på en 100 Mbps linie i adskillige år, uden andet end standard firewallen slået til... Udviser ingen tegn på infektion.

"Frygt sælger" er vist den største motivation bag de fleste dommedags udtalelser fra medier og andre. Især når disse udtalelser kommer fra folk der lever af at sælge "sikkerhed" skal man da tage det med et gran salt ;-)

Et par rystende sandheder:
Internettets SKAL være et frit tilgængeligt medie!
Din IP adresse er IKKE en hemmelighed!
Nogle af os BRUGER faktisk vores SMTP port!

Ovenstående er faktisk sandt uanset hvor meget overbetalte ”sikkerhed eksperter” forsøger at pendle de gamle travere med ”pivåbne IP-adresser” versus ”stealth” firewalls og andre platheder.

Henrik Kramshøj Blogger

Hvis din PC ikke kan tåle mosten på en tre forbindelse med en offentlig IP adresse ... så har du et problem.

Du skal naturligvis altid sikre din PC og med moderne operativsystemer vil der være en firewall indbygget som tillader bestemte services.

En opkobling på 3G er stadig langt fra så usikker som en delt forbindelse i en lufthavn eller hotel.

Når folk stadig selv bruger HTTP, IMAP og POP3 uden kryptering er det rasende usikkert.

... og hvorfor skal vi altid se disse fantastiske overskrifter, og så Peter Kruse refereret som åbenlyst er en linselus der ofte har meget lidt reel information?

Steffen Poulsen

"Det er i virkeligheden barnemad at omgå XP's indbyggede firewall, så den skal man ikke forlede sig på"

Nogen der har detaljer / et link der kan give lidt baggrund på denne?

Selvfølgelig skal der være offentlig ip på nettene. Sidder selv på en løsning fra http://fiberbredbaand.dk/, hvor man default er pakket ind på et lan uden kontaktmulighed udefra - der er mere end man regner med der ikke kører på den måde, også ganske almindelige services der startes fra en browser.

Well, alt andet lige må ovenstående vel bare betyde at der er en oplagt økonomisk mulighed for én der gider lave lidt firewall-firmware der kan drives fra en USB-port og gå på mobilt bredbånd.

Troels Arvin

For en gangs skyld får jeg lyst til at forsvare Peter Kruse lidt. Han er jo bl.a. citeret for at sige:

"I stedet skal man sørge for, at ens system er forsvarligt konfigureret og opdateret"

  • Hvilket er fuldstændig sandt: Man skal ikke lade sikkerheden afhænge af firewalls. Efter min mening er Firewall's i sikkerhedsmæssig sammenhæng en ekstra-foranstaltning, man kan vælge at supplere sin sikkerhed med i visse situationer. Den virkelige sikkerhed kommer fra opdaterede systemer som kun kører det minimale sæt af services med det minimale sæt af rettigheder - samt gode passwords.

Bortset fra det:
Mogens Jallberg synes generelt at stole mere på 3.-part leverandører af PC-firewalls end på Windows XP's firewall. Det er altså sært: Der har været talrige eksempler på, at den slags 3. part programmer har kollideret med operativsystem-opdateringer (sikkert fordi de har grabberne dybt nede i operativsystemet, hvor det næsten per definition gå galt, når OS'et bliver opdateret). Den slags er yderst uheldigt, da et højt patchlevel for operativsystemet er meget vigtigt for sikkerheden.

Nils Krohn

Forargelse over at mobilselskaberne ikke anvender NAT funktion; men exponerer kunderne direkte til det "slemme" net. De sidste ISp'ere fjernede vel deres NAt funktion for kabelkunder for mere end et år siden og i øjeblikket bliver NAt funktionen fjernet fra boligselskabsløsningerne med Ethernet. Nat løsningen giver nemlig kapacittsproblemer nu hvor forbrugerne ikke kan få hurtigt internet nok.
Jeg sidder i en ISP's kundesupport og ikke bemærket flere inficerede computere af den grund. Kunderne bliver inficeret fordi de i udstrakt grad er "tekniske analfabeter", der gladeligt henter alverdens Junk fra nettet og med det alverdeens trojanere i form af malware.. Når de gør det er NAT funktionen temmelig ligegyldig.
De er desværre så indskrænkede at de konstant installere deres elskede nyindkøbte trådløse routere me internetforbindelsen til en af LAN portene i stedet for Internet/WAN porten.. Resultat. De inviterer alle naboer i netværket inden for i ders netværk med hvad det betyder.
De henter gerne det argeste junk af Firewall løsninger fra nettet. Eneste kriterie. Det skal være gratis.,glem at snakke om sikkerhed. Folk i dag er dårlig i stand til at operere deres pc på en tilnærmelsesvis fornuftig måde. Skodprogrammet Vista har absolut ikke gjort tingene bedre.

Michael Deichmann

For år tilbage skulle jeg loade nogle sikkerheds (!!) ting fra firmaet på min hjemmekomputer, så den var lige så beskyttet som den firma PC jeg koblede på samme intranet hjemme.
Inden jeg nåede at downloade og installere antivirus SW var min PC blevet inficeret! Heldigvis ikke mere end selvsamme Antivirus kunne rense ud igen, men det var dæleme en skræmmende oplevelse.
Opkoblingen var via dial-up til en stor international netværksudbyder. Idag ville jeg være lidt bedre stillet fordi jeg nu er koblet op via en ADSL router med FW funktionalitet.

Ken Poulsen

Få en dail-up router?

En firewall har nu ikke 'så meget at sige' når man har NAT...
Men det største problem er ja... folk der henter lort ned fra nettet!
Kan godt se der er mange der scanner IP'er efter fejl på ens software.
Jeg står selv for et netværk med 200 brugere som sidder bag NAT (nogle bag 2x NAT) og stadig har de snavs på maskinen...
Så firewalls, NAT-routere gør nada.
Kun brugeren selv der er problemet!

Maciej Szeliga

Der findes en routerløsning med firewall etc. fra 3 den reklamerer de kun til erhvervsbrugere. Det er en HSDPA (Turbo 3G 7.2 Mbit) med 4 ethernet porte, USB port og WiFi. Den kører på 12 V så den kan bruges i en bil så den kan bruges mobilt.
PCMCIA kortene (fra Option) understøtter kun Windoze men producentens hjemmeside mener noget helt andet... de kan køre på OS X man kan bare ikke få fat i driveren. De er i øvrigt bare bygget som en USB dims som tilsluttes til PCMCIA. Disse kort kører i øvrigt også på Linux men jeg kan ikke få min op over 1 Mbit (hvilket for min skyld er helt OK).
Ang. Sikkerhed går jeg ud fra at de fungerer som ethvert andet netkort... Linux'en ser det i hvert fald som en kommunikationsport så jeg kan sagtens slå firewallen til på det.
Som jeg ser det så er sikkerheden helt som med ADSL så jeg forstår ikke panikken...

Pascal d'Hermilly

Elitær mening: At sætte ting bag en NAT/firewall som brugerne ikke har adgang til er bare symptom behandling af folks dårlige operativsystem/firewall.
Tværtimod kan jeg se massere af fordele ved at få en offentlig ip-adresse. Det ville gøre det meget nemmere at forbinde til venner over nettet. Man vil f.eks. kunne spille i LAN-mode over internettet.
Det vil også være nemmere at overføre filer via ftp fra en maskine til en anden.
Det største problem er vel mængden af IP-adresser, men mon ikke ISP'erne snart spænder buen og opgraderer deres netværk til IPv6.

//Pascal

Claus Stenberg

Hvis man er en seriøs bruger, med en bærbar/håndholdt terminal, indeholdende forretningskritiske informationer og applikationer, skal man ikke eksponere disse terminaler ud mod det åbne, offentlige internet.

Mange tror, at løsningen er VPN, men VPN anvendt i mobile netværk som GPRS, EDGE, UMTS og HSDPA, har to indlysende ulemper:

  1. rammer man de smalle netværk (GPRS og EDGE), indskrænker man båndbredden (dvs. nedsætter hastigheden) yderligere, ved at lægge et lag af kryptering omkring sit data
  2. rammer man de bredere netværk (UMTS/HSDPA) er man måske ikke udfordret på båndbredde/hastighed, men på svartider. Visse former for IPsec-baseret VPN er bare ikke særligt robuste over for netværk med lange svartider, og det er netop hvad man har i de mobile netværk. Når svartiderne er for lange, og/eller man bevæger sig rundt mellem flere master/celler (hand over), vil sådanne tuneller lukke ned. Og så skal man bøvle med at logge på/validere sig igen, for at kunne tilgå data på virksomhedens servere.

Så hvad gør man?

Er man kunde hos de seriøse operatører, så får man sit helt eget APN (Access Point Name). I stedet for at bruge APN'et 'internet', får man et særligt APN (typisk indeholdende firmanavn, operatørnavn og et 'dk').

Når den mobile terminal melder sig på 2G/3G-netværket, valideres brugeren, og hans/hendes data-trafik routes via en GRE-tunnel unden om det åbne, offentlige internet, og ind i en router bag virksomhedens firewall.

Derved kan den mobile bruger stadig surfe på internettet, men det foregår ud gennem virksomhedens centrale firewall, hvor begavede mennesker i forvejen har definere policies for hvilke sider som må besøges, hvilke filer som må downloades (om nogle), og centrale værktøjer til scanning af filer og trafik i forvejen kører 24/7.

Den mobile terminal eksponeres derved ikke ud mod det farlige internet, og uanset hvor ringe en forbindelse man opnår i et 2G-netværk ude på landet, så kan man trods alt bruge HELE båndbredden til at flytte sit data, frem for at skulle indskrænke båndbredden for sig selv, ved hjælp af VPN-teknologi.

Når man så kommer hen på hotellet, eller et andet sted med hotspots/kabelforbindelser, så kan man anvende de traditionelle sikkerhedsværktøjer (lokalt installeret firewall og antivirus), ganske som når man er på sin hjemmearbejdsplads.

Hos Telia hedder produktet Mobile LAN Access, og kan leveres i forskellige former (både GRE- og RADIUS-baseret).

Denne slags produkter er langt billigere end omkostningerne ved at IT-afdelingen skal konfigurere Fort Knox på alle de bærbare og håndholdte terminaler, som suser rundt mellem alskens mobile netværk. Og for brugerne er det meget enklere at anvende, da brugervalideringen er simpel og hurtig.

Et godt råd er hermed videregivet :)

Kristian Christensen

Jeg regnede med at opsige mit adsl og så bruge den der hjemme også. Jeg kører ca. ugentligt fra Esbjerg til Århus og på mit skole er vores trådløse opkobling så elendig med 3 nedbrud om dagen af flere timers varighed.

Så i bund og grund skal den kunne bruges gerne over det hele :-).

Ken Poulsen

Vælger du 3 så brug "data.tre.dk" som opkobling!
Kender kun til 3's opsætning, da jeg endnu ikke har testet TDC's samt andre's...
Men de er da nu velkommen til at sende en jeg må teste :)
Her er du lige så sikker som når du sidder hjemme...
"Jeg har en del fortrolige dokumenter,emails etc.. netbank som gerne skulle forblive fortrolige." Så er nettet nok ikke et sted for dig :)
Brug noget kryptering (måske truecrypt).

Kristian Christensen

Hæhæ narj det er nok også det bedste at holde sig fra nettet. Tror sku begynder med brevduer ;-).

Spøg til side, mange tak for svaret, må nok også sige jeg hælder mest til 3. Men er der ingen der har erfaring med dem dersens Nordisk Mobiltelefon og deres umts net?

Claus Stenberg

Hvis dit behov ikke er mere 'professionelt', kan du sikkert blive rigtig glad og tilfreds med en vilkårlig mobil bredbåndsforbindelse.

Mit råd til dig kunne være, at tage imod operatørernes tilbud om 'try and buy', hvor du omkostningsfrit får en USB-dongle og et abonnement på prøve i 30 dage, før du endeligt forpligter dig til at betale de månedlige fakturaer.

Og kør så godt og grundigt rundt i det område du normalt færdes i, og prøv forbindelsen af.

Med hensyn til operatør-valg bør du vide, at der er forskel på hvilke slags netværk der komplimenterer de fine, nye (men langt fra landsdækkende) 3G-netværk.

De fleste mobiloperatører har 2G (traditionel GPRS, med en gennemsnitskapacitet på ca. 30 Kbit pr. sekund), men en enkelt operatør udmærker sig ved at have en bedre back-up løsning.

Telia giver dig adgang til EDGE (lidt poppet kaldet 2½G, og med en gennemsnitskapacitet på 100 Kbit pr. sekund). Altså en løsning som er ca. 3 gange hurtigere end de øvrige operatørers 2G-netværk.

Ergo er svaret på dit spørgsmål ikke simpelt. Mit råd vil være, at
1. kigge godt på dækningskortene
2. lade være med at blive forblændet af de teoretiske kapacitets-muligheder (meget mobilt bredbånd sælges i dag på tallet '7,2 Mbit' som ingen brugere oplever i virkeligheden)
3. tag imod en prøve-måned, og se hvilke operatører og netværk som bedst muligt giver DIG den hastighed og mobilitet du søger.

Afslutningsvis - m.h.t. beskyttelse af data på din computer, er der generelt intet nyt. Brug en firewall, sørg for at maskinen er patchet, hold øje med at dine virusdefinitioner opdateres som de skal, og lad være med at downloade og installere alskens funware og crap fra nettet.

Amen :)

Kevin Harritsø

Mange af udbyderne af mobilt bredbånd har en forbrugsgrænse (fair use politik) på 10 GB /måned. Så hvis dit forbrug er over det, bør du styrer uden om dem.

3 har s.v.j.v. som den eneste ikke forbrugsgrænse.

300 MB surf pr. dag er en ikke helt unormalt, så de 10 GB synes jeg at være noget lavt sat

Kevin Harritsø

Mange af udbyderne af mobilt bredbånd har en forbrugsgrænse (fair use politik) på 10 GB /måned. Så hvis dit forbrug er over det, bør du styrer uden om dem.

3 har s.v.j.v. som den eneste ikke forbrugsgrænse.

300 MB surf pr. dag er en ikke helt unormalt, så de 10 GB synes jeg at være noget lavt sat

Ken Poulsen

øøø ja...
Men hvorfor betale 300Kr for noget jeg ikke bruger?
Og de usb modems skal man have til at hænge ud af siden på ens notebook!

TDC har heller ingen forbrugs grænse på deres, men går du over de 10GB får du bare en besked om blah...

Nu sidder jeg 90% af min tid på kontoret og arbejder på en 10/10Mbit linje.
Så de få MB jeg bruger ude rør mig ikke.

Jeppe Toustrup

Det er jeg ikke lige klar over, da jeg kører med Kubuntu selv, og de fleste andre kører med Ubuntu. Der er jo lige Gnome/KDE til forskel.

Jeg må indrømme at jeg ikke lige har lyst til at installere 900 MB data bare for at finde ud af hvor man gør det henne.

Desuden, så vil jeg også tro at det med at køre én enkel kommando, gør det nemmere end at guide folk ind i et kontrol center, derefter netværk, firewall og så aktivere den (hvis det nu er der hvor det findes i Gnome).

Hvis folk alligevel ikke rigtigt forstå hvad en firewall gør eller hvordan den virker, så er det vel lige så nemt at bare få dem til at aktivere det via en kommando, frem for at guide dem rundt i nogle interfaces hvor de eventuelt kan komme til at se nogle "spændene ord", som de så må til at spørge nærmere ind til ;)

Log ind eller Opret konto for at kommentere