Tre ud af fire klager over mobildækningen handler om indendørsdækningen, og løsningen er ikke kun at bygge flere master, der kan sende signal udefra og ind i stuerne – det næste kvantespring i mobildækning kommer så at sige indefra.
I løbet af i år bliver Telenor nemlig klar til at åbne for såkaldt Voice over WiFi – også kendt som WiFi calling – som potentielt kan forvandle hundredetusindvis af routere i de danske hjem til små, indendørs 'mobilmaster', der kan give indendørs taledækning mange af de steder, hvor det udefra kommende mobilsignal ikke er stærkt nok til at nå dybt ind i bygningen.
»Mobildækningen har aldrig været bedre end nu, og vi udbygger vores mobilnetværk hver dag, men der er stadig steder, hvor signalet ikke er stærkt nok indendørs, og hvor det derfor kan være svært at gennemføre en mobilsamtale. Samtaler via trådløse netværk har potentialet til at løse en stor del af dette problem. Vi håber, at smartphoneproducenterne kommer med den nødvendige software til WiFi calling sidst på året, og så skal vi nok være klar med netværket«, siger Telenors netværksdirektør Kim Krogh Andersen.
Introduktionen af WiFi calling afventer også en softwareopdatering af danske smartphones. Omkring en tredjedel af de smartphones, som bruges af Telenors kunder, er af nyere dato og kan dermed opgraderes til at blive Voice over WiFi-parate, så snart softwaren bliver tilgængelig.
Læs også: TDC: 4G-tale skal kobles med wifi-tale
Når Voice over WiFi bliver tilgængelig, og man undervejs i et opkald på WiFi forlader WiFi-zonen, vil opkaldet automatisk blive flyttet over på mobilnetværket, så samtalen ikke bliver afbrudt. Grunden til, at dette kan lade sig gøre, hedder VoLTE, også kendt som Voice over LTE. 4G-nettet bruges i dag kun til data, men med VoLTE vil 4G også kunne bruges til samtaler, og VoLTE er altså samtidig broen, der gør det muligt at flytte samtaler mellem mobilnetværket og den trådløse router. Telenor har testet VoLTE siden december.
Sidste sommer introducerede T-Mobile Wifi Calling og VoLTE for deres kunder i USA og i sidste måned indledte Vodafone den samme service i Storbrittanien.