Det er stadig et papirtyndt stykke af internet-kagen, som mobiltelefonerne står for. Men andelen vokser hurtigt, i takt med at 3G-mobiltelefoner og websider, der er tilpasset mobiltelefonernes små skærme, breder sig.
Fra marts til juli i år er andelen af mobiltelefon-besøg på de mest populære danske websider mere end firdoblet. Helt præcist er stigningen fra 0,017 procent til 0,078.
Tallene kommer fra den statistik, som Foreningen af Danske Interaktive Medier (FDIM) fører for danske online-medier. Da opgørelsen er sket ud fra skærmstørrelse, inkluderer tallene også browsing fra for eksempel iPod Touch, som kan bruges til internetsurfing via trådløst netværk.
Den heftige stigning skal tages med det forbehold, at sommerferien giver anledning til mere mobilbrowsing end resten af året, fordi flere tager på landet og nøjes med internetadgang via mobilen. Således var der også sidste år en stigning i besøg fra mobiltelefoner i juli måned.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.