Ekstra Bladet kan i dag fortælle, at en fem personer er tiltalt i en sag om hacking af anonyme rejsekort. Det skulle være foregået via en mobil-app hentet fra nettet.
I næste uge stilles de formodede svindlere, der nægter sig skyldige, for Københavns Byret, hvor de er tiltalt for databedrageri ved misbrug af rejsekortet. Ifølge tiltalen lykkedes det de fem tiltalte at rejse gratis 1.061 gange.
Fidusen er, ifølge tiltalen, at de købte anonyme rejsekort med en saldo på 180 til 280 kroner. Og når saldoen var helt eller delvist brugt, fyldte de rejsekortet op igen med en særlig app på deres mobiltelefoner.
Ekstra Bladet fortæller, at appen kan hentes på nettet og bruges til at ‘narre’ rejsekortet til at tro, at der er sat friske penge ind på kontoen – uden at der reelt er indbetalt en krone.
Mediet oplyser, at de tiltalte er en udenlandsk familie på tre fra Søborg, en 51-årig mand, en 51-årig kvinde og en 19-årig kvinde, samt familiens to mandlige svenske bekendte på 20 og 21 år.
Det var Rejsekort A/S, der opdagede svindlen og anmeldte den til politiet. Selv om Rejsekort A/S kunne se på deres it-systemer, at flere rejsekort blev misbrugt, valgte organisationen efter aftale med politiet ikke at spærre kortene straks, så politiet kunne få tid til at identificere svindlerne, blandt andet gennem videoovervågning på stationer.
Københavns Byret har afsat halvanden dag til retssagen, hvor anklageren går efter fængselsstraffe til de fem tiltalte, der også alle begæres udvist af Danmark efter dom.