Politi og forsikringsselskaber i USA advarer nu om tyve, der har succes med at stjæle biler ved at hacke sig ind på bilers elektroniske adgangssystemer og startspærrer med bærbare computere, skriver Wall Street Journal.
Sagerne har i USA rejst en debat om bilproducenternes stadig stigende anvendelse af computere.
Eksempelvis blev biltyve i Houston for nyligt optaget af et kamera, som påviste at de kunne starte og dermed stjæle en Jeep Wrangler i ejerens indkørsel ved hjælp af en bærbar computer.
Ifølge politiet kan den samme fremgangsmåde være anvendt til stjæle fire andre nyere Jeep Wranglers og Jeeo Cherokee's i byen. Ingen af bilerne er blevet fundet.
Parrer bilcomputeren med ny nøgle
Officer James Woods, der har arbejdet 23 år i Houston Police Department med biltyver siger:
»Vi ved ikke, hvad tyvene præcist gør med de bærbare computer, men mit gæt er, at de hacker sig ind i bilens computer (til startspærren, red.) og parrer den med en nøgle, som han har med, så han kan starte bilen.«
Den private efterforskningsenhed National Insurance Crime Bureau, der undersøger biltyverier i hele USA, oplyser, at flere politirapporter omtaler mystiske elektroniske enheder i forbindelse med flere tyverier af nyere modelbiler.
»Vi tror, det er ved at blive den nye måde at stjæle biler på,« siger NICB Vice President Roger Morris.
»Det skal offentligheden, retssystemet og producenterne være klar over.«
Bilproducenterne bedyrer, at de tager sikkerhed alvorligt.
Og denne artikels forfatter har tidligere besøgt BMWs forskningsenhed i München, Forschungs- und Innovationszentrum FIZ, hvor man også i stigende grad er opmærksom på den sårbarhed, som bilerne får med computere og digitale systemer.
For at teste bilerne, råder forskningsenheden over et blyforet rum, hvor bilerne kan undersøges for sårbarhed over for elektromagnetiske bølger for at mindske risikoen for, at udefrakommende enheder bevidst eller ubevidst forstyrrer eller får kontrol over f.eks. automatiske parkeringssystemer, fartpiloter eller startspærre.
Sælger anløben bilforhandler ID?
Men hvordan får biltyvene adgang til bilcomputeren? En it-sikkerhedsarkitekt med speciale i biler Titus Melnyk, mener, at der muligvis er bilforhandlerne, der sælger oplysninger om bilernes ID-nummer til tyvene.
Ved hjælp af dette ID-nummer kan man ifølge ham gå ind i producentens IT-system, få et login til bilens startspærresystem og her sikre accept af en ny nøgle, hvorefter bilen kan startes.
Det er ikke første gang, at adgang til bilcomputere skaber problemer.
Fiat Chrysler måtte sidste år tilbagekalde 1,4 millioner biler for at lukke et softwarehul, der tillod hackere at få adgang til en Jeep Cherokee og tage kontrol over køretøjets motor, aircondition, radio og vinduesviskere.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.