Se og Hørs hemmelige kilde sendt hjem fra arbejde i Nordea

Den tidligere Nets- og IBM-ansatte, som angiveligt lækkede fortrolige kundedata til Se og Hør i fire år, er nu blevet droppet som konsulent hos Nordea, efter at sagen begyndte at rulle.

Systemspecialisten i centrum for skandalen om læk af betalingsoplysninger til Se og Hør er i kølvandet på afsløringerne blevet sendt hjem fra sit nuværende arbejde hos Nordea. Det skriver BT.

Den 45-årige it-medarbejder er fra flere sider blevet udpeget som ham, der gennem fire år solgte fortrolige kundedata om kendte og kongelige via sit arbejde hos Nets-leverandøren IBM fra 2008-2012. I 2012 stoppede strømmen af tips, da han blev fyret fra IBM, og nu er han heller ikke velkommen hos Nordea, hvor han som konsulent via Fujitsu har haft arbejde.

Nordea forklarer, at man ikke kan leve med, at mistanken mod it-konsulenten bliver knyttet til Nordea, og at banken derfor bad om at få en anden konsulent fra Fujitsu. Hos Fujitsu er man nu gået i gang med at undersøge sagen.

Der har ikke været risiko for, at den mistænkte medarbejder har kunnet lave samme trick hos Nordea og sælge kundernes private bankoplysninger, fortæller Nordeas pressechef, Stephan Ghisler-Solvang. Hos Nordea arbejdede mainframe-operatøren nemlig med interne overvågningssystemer og havde dermed ikke adgang til følsomme oplysninger om kunderne.

Nordea vil dog stadig kigge logfiler igennem og se, om der er foregået noget mistænkeligt.

Skandalen om salg af personlige kundeoplysninger fra Nets har en norsk pendant, da det i 2007 blev afsløret, at den norske udgave af Se og Hør købte fortrolige oplysninger om kendte og kongelige fra politifolk og ansatte hos Nordea i Norge.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (5)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#2 Martin Kiefer

Nu skal jeg ikke forsvare kvaliteten af et blad som Se & Hør, men mig bekendt skriver de ikke i bladet at de har benyttet ulovlige metoder til at udføre deres research, så at kalde dem der køber bladet for forbrydere, er da vist under lavmålet.

Der har været historier fremme med at de har skjult kilden ved at angive tekster som "En medarbejder i butikken" hvor der er blevet handlet. At spørge en medarbejder i en butik hvor meget en person netop har handlet for er jo som sådan ikke ulovligt, det moralske i det kan bestemt diskuteres, men læseren af bladet ved jo ikke at oplysningerne kan (den pågældende medarbejder er jo trods alt ikke dømt endnu, altså udover af folk og medier) være fremkommet via en IBM medarbejder uden moralske skrupler.

/Martin

  • 11
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere