Ministerium efter kritik: Det er skolernes eget ansvar, at eleverne ikke snyder med internettet

I stedet for at hindre eleverne i at tilgå materiale på nettet eller kommunikere indbyrdes, kan man efterfølgende lave omfattende plagieringskontrol: Man sammenholder indholdet af de enkelte besvarelser med hinanden og med Internettet (via Google-søgninger). Hvis den automatiske test viser påfaldende ligheder, kan en efterfølgende manuel inspektion afgøre, om der ligger noget bag. Endvidere vil brug af materiale kopieret fra nettet i reglen nemt opdages i en almindelig retning, da det kopierede materiale typisk afviger væsentligt i stil fra resten af besvarelsen. Og hvis en hel besvarelse kan kopieres fra nettet, så er opgaven ikke god nok.

Ja, det er bøvlet. Og ja, det vil ikke afsløre al slags snyd. Men det er så sandelig også muligt at snyde i de klassiske eksamener med papir og blyant i en gymnastiksal. Stort set den eneste eksamensform, hvor snyd er stort set umulig, er den mundtlige eksamen, men her spiller held i form af trukket spørgsmål en stor rolle, og tidsrammen for en mundtlig eksamen kan være for kort til at give et præcist indtryk af niveauet. Specielt i "snakkefag", hvor en studerende, der optræder selvsikkert, kan trække sin karakter væsentligt op i forhold til en nervøs, men mere faglig dygtig elev.

Jeg har undervist i matematik i gymnasiet i 10 år. Så vidt jeg har forstået, så er den nuværende situation opstået på følgende måde: Eleverne har efter eksamensbekendtgørelsen ret til at bruge "egne læremidler" dvs. "alle materialer anvendt i undervisningen" til prøver med mindre andet er angivet. Dette var nemt at administrere, da der kun blev brugt papirmaterialer. Hvis jeg som lærer bruger en video på youtube i min undervisning, så skal mine elever i følge bekendtgørelsen have adgang til den pågældende video (men ikke andre videoer) i forbindelse med eksamen. Ministeriets skrivelse ovenfor skal ses i lyset af, at de prøver at undgå klagesager i forbindelse med eksamen og klager til ombudsmanden for overtrædelse af forvaltningsloven eller lignende, hvis en eksaminand ikke har adgang til "egne læremidler" ved en prøve. Det overlades til skolen at sørge for, at min elev kun bruger bestemte youtube-videoer og ikke andre, hvilket naturligvis er håbløst.

I gymnasiesystemet er vi i gang med at lave nye eksamensformer som er mere eller mindre tilpasset denne nye virkelighed. For tiden kører et forsøg med skriftlig A-niveau eksamen. I forsøget er den skriftlige prøve delt op i to timer uden andre hjælpemidler end en blyant og en formelsamling. Ved anden delprøve har eleverne fri adgang til brug af materialer, computer og at hente information på nettet - dog ikke kommunikation. Dette er en efter min mening glimrende eksamensform. Den tester færdigheder uden hjælpemidler (dvs. rutine) samt færdigheder i løsning af opgaver med computer. Ideen med fri adgang til at hente information i anden delprøve giver ikke så megen mening i matematik, men meget mere mening i f.eks. engelsk og samfundsfag, hvor det sikkert også indføres. Det er efter min mening muligt at forhindre snyd (dvs. kommunikation) fra langt hovedparten af eleverne ved en kombination af teknisk og pædagogisk indsats. Der er tale om et indtil videre treårigt forsøg som nok bliver standard i 2016 (eksamensbekendtgørelsen og prøveformer er ikke noget man sådan lige beslutter sig for at lave om hen over weekenden).

Problemerne er så vidt jeg ved større i sprogfagene. I spansk har eleverne ret til at bruge ordbøger, men ikke programmer som kan oversætte hele sætninger. Hvordan skal vi kontrollere det i en hal med 250 elever med hver deres computer (de henter oversættelsesprogrammer ned inden prøven)? Her afventer vi vel også en mere rationel eksamensform.

Jeg synes også, at skrivelsen ovenfor er håbløs, og jeg håber ikke, at det er god forvaltningsmæssig skik at udstede retningslinjer som ikke kan lade sig gøre i praksis, men jeg går ud fra, at ministeriet prøver at trække tiden indtil eksamensformerne laves om.

Man skal da bare gennemføre eksaminene på anden måde. Enten ved at tilrettelægge så alle hjælpemidler er tilladte eller ingen.

Der er noget galt med hele testbegrebet.

Når man er ansat i en privat virksomhed, og skal løse en opgave for en kunde, så er der nærmest alle hjælpemidler til rådighed (hvis de er gratis, eller ikke koster alverden).

Tænk sig lige en medarbejder der indrømmer overfor chefen, "jeg kunne ikke lige huske hvordan man differentierer, så jeg googlede det". Her vil chefen så stå og vente med spørgsmålet "ja, og hvad er pointen?". "jamn, jeg kunne ikke huske det" siger du. Chefen siger så "men du løste kundens problem, og det er det der det væsentligste. Kunden er ligeglad med at du kan huske formler uden ad, bare du kan løse hans problemer, så er han glad - og han betaler vores løn".

Sådan ser skolerne ikke på det. De laver en masse tests med en masse begrænsninger.

Og disse tests er så intet værd alligevel. Jeg søgte optagelse som elektronikmekaniker hos Bruël & Kjær i 1983. Et krav var at man havde 10. klasse matematik-eksamen på et vist niveau. Men de havde alligevel så lidt tillid til karakteren, så de bad ansøgere om at komme til en skriftlig prøve, som foregik på samme måde som i folkeskolen.

Er det ikke pinligt for nogen, at Bruël & Kjær må lave deres egen prøve, fordi de har erfaret at man ikke kan stole på dem folkeskolerne laver? Prøverne var disse simple "parallel-koble to modstande og regn den samlede modstand ud". De fleste der kommer ud med 10. kl. matematik, kan ikke regne det ud, og det bliver man sgu nødt til hvis man skal være lærling i en teknikvirksomhed.

Jeg savner virkelig, at alle uddannelser i højere grad forbereder de unge på, hvordan de rent faktisk skal arbejde når de kommer ud på en arbejdsplads.

Jeg har ikke nogen nem løsning på det problem jeg selv stiller op, men jeg lytter gerne. Hvad fanden gør vi?

Er der nogen, der kort kan forklare hvad begrebet "egne læremidler" dækker over?

Er det de midler, som eleven selv har taget til hjælp i undervisningen? Eller er det værktøjer, som læreren har valgt? (E.g. hvem referere "egne" til?) Den forklaring, der blev givet i den første artikel var:

Betegnelsen dækker over online-redskaber, der har spillet en væsentlig rolle i undervisningen i det fag, eleven er til eksamen i.

Som jeg forstår "undervisningen", må det være det forløb, der er tilrettelagt af underviseren. Dermed er det vel blot en begrænsning på, at lærerne ikke må inkludere "læremidler", som de ikke på betryggende måde kan stille til rådighed til eksamen?

Ud fra den betragtning, så handler problematikken mere om, at begrænsningen er kommet bag på lærerne, eller at de gerne vil have friere muligheder for at undervise, uden nødvendigvis at inkludere forbehold for eksamineringen i deres forberedelse, for det er da absolut (endnu) et komplicerende element. (Sådan lidt forskruet "frihed under ansvar".)

Eleverne må ikke bruge et leksikon under eksamen. Men hvis de i undervisningen har brugt udvalgte kapitler i et bestemt leksikon, må de gerne få adgang til disse kapitler under eksamen.

Gymnasiet skal blot sikre, at eleverne ikke kigger i de andre kapitler, når det pågældende leksikon bliver stillet til rådighed under eksamen.

Skolerne laver en lokal hjemmeside hvor materialet er tilgængeligt og dermed er resten af internettet unødvendigt. At eleverne så kan kommunikere over lan er en anden sag, men mon ikke en firewall kan blokere for intern kommunikation :-)

Dog burde ministeriummet ha et nakke skud.. Koster en formue på landsplan!

Hvor længe skal vi trækkes med et embedsværk og politikere, der tror "magi" er et anvendeligt svar på den virkelige verdens problemer når et gælder IT?