Forsvarsministerium 'down under': Lenovo-boykot er pure opspind

Historien er faktuelt forkert. Sådan siger det australske forsvarsministerium nu om artikel, der beskriver et omfattende forbud mod Lenovos pc'er hos efterretningstjenester verden over.

Det australske forsvarsministerium afviser nu kategorisk at have indført et næsten ti år langt forbud mod kinesiske Lenovos computere, fordi de mistænkes for at indeholde spionbagdøre i firmwaren.

Dermed går ministeriet i rette med historien, der udspringer af den australske udgave af Financial Review og også har været omtalt her på Version2.

»Historien er faktuelt forkert. Der er intet forbud mod Lenovo og selskabets produkter hos forsvarsministeriet; det gælder både klassificerede og uklassificerede systemer,« hedder det i en skriftlig udtalelse på forsvarsministeriets hjemmeside.

Læs også: Efterretningstjenester bandlyser Lenovo-pc'er: De rene spionmaskiner

Ifølge Financial Review har efterretningstjenester i lande som USA, Australien og Storbritannien omkring 2005 indført en boykot af Lenovos pc'er i de dele af efterretningstjenesterne, der håndterer fortroligt materiale.

Men det er i hvert fald ikke sandt, hvad angår efterretningstjenesterne down under, hævder forsvarsministeriet.

Lenovo har tidligere i en skriftlig udtalelse til Version2 afvist at kende noget til et forbud af selskabets maskiner i de højere luftlag af efterretningstjenesterne.

Læs også: Lenovo måber over spionage-anklager: Det er helt nyt for os

Pc-producenten, der lige nu er verdens største målt på markedsandele, skriver i en e-mail til Version2, at selskabet hæfter sig ved udtalelsen fra det australske forsvarsministerium.

Lenovo har derudover ingen yderligere kommentarer til sagen.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (1)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere
IT Company Rank
maximize minimize