Ministerium blev advaret om dårlig sikkerhed i system til vælgererklæringer for flere år siden
Økonomi- og Indenrigsministeriet blev allerede for flere år siden advaret om, at der var dårlig sikkerhed i ministeriets it-system til digitale vælgererklæringer.
Det skriver Berlingske (kræver login).
Da it-systemet blev indført i 2016, advarede Carsten Schürmann om mangelfuld sikkerhed i vælgererklæringssystemet. Han er ekspert i it-sikkerhed og hacking og er tilknyttet IT-Universitetet.
Carsten Schürmann var dengang en del af et forskningsprojekt, som skulle undersøge udfordringerne ved at digitalisere valgprocesser, og i den forbindelse fik han adgang til dele af it-systemet, som bruges til at indsamle vælgererklæringerne.
»Den del af systemet, jeg fik adgang til, var helt i stykker. Der var nærmest ingen sikkerhed,« siger Carsten Schürmann til Berlingske, og tilføjer at selv skolebørn vil kunne udnytte huller i systemet.
Dengang gjorde it-eksperten blandt andet ministeriet opmærksom på, at han som tysk statsborger uden stemmeret i Danmark kunne afgive en vælgererklæring. Denne henvendelse blev ikke besvaret af ministeriet i første omgang. I dag oplyser ministeriet til Berlingske, at fejlen straks blev rettet.
I forbindelse med udviklingen og implementeringen af it-systemet tilbød Carsten Schürmann også at designe en ny protokol til systemet. Ministeriet kvitterede dengang med et svar om, at man var positiv overfor realistiske forslag til forbedringer, men at det ikke ville give mening at lave et kritisk studie af systemet.
Systemdesign burde have fanget snyd
It-systemet til digitale vælgererklæringer er blevet kritiseret, efter at det er lykkedes flere partier at omgå betænkningstiden på syv dage, som ellers har været indlagt i systemet.
Økonomi- og Indenrigsministeriet har tidligere erkendt overfor Version2, at systemdesignet burde have fanget problematikken, og ministeriet har præsenteret planer om at udskifte det nuværende system med en ny portal-løsning, som skal »udvikles og sættes i drift hurtigst muligt«.
»I bagklogskabens lys må det konstateres, at systemdesignet i højere grad burde have taget højde herfor, og det har vi nu taget konsekvensen af, idet der nu skal udvikles en ny portal til brug for indsamling af vælgererklæringer, hvor der ikke kan snydes med eftertænksomhedsperioden,« skrev ministeriets presseafdeling i en mail til Version2 i maj måned.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.