Ministeriet om snyd med vælgererklæringer: Systemdesignet burde have fanget det

Illustration: Bigstock
Hos Økonomi- og Indenrigsministeriet medgiver man nu, at systemet til digitale vælgererklæringer nok skulle have været designet anderledes, så betænkningstiden på syv dage ikke kunne omgås.

Systemet til digitale vælgererklæringer skulle nok have været designet på en anden måde, så den indlagte betænkningstid på syv dage ikke uden videre har kunnet omgås, erkender Økonomi- og Indenrigsministeriet i et svar til Version2.

Udtalelsen kommer efter, at flere medier, blandt andet DR, i den senere tid har omtalt, hvordan det er lykkedes flere partier at omgå den betænkningstid på syv dage, som ellers har været indlagt i systemet med digitale vælgererklæringer.

»I bagklogskabens lys må det konstateres, at systemdesignet i højere grad burde have taget højde herfor, og det har vi nu taget konsekvensen af, idet der nu skal udvikles en ny portal til brug for indsamling af vælgererklæringer, hvor der ikke kan snydes med eftertænksomhedsperioden,« hedder det i et skriftligt svar fra ministeriets presseafdeling.

Konkret har borgere kunnet afgive vælgererklæring straks via NemID i stedet for at skulle vente syv dage på endeligt at kunne bekræfte erklæringen.

Perioden er indlagt for at give vælgeren betænkningstid, inden en vælgererklæring afgives.

»Økonomi- og Indenrigsministeriet har meget tidligt i forbindelse med partiet Stram Kurs’ og partiet Klaus Riskær Pedersens indsamling af vælgererklæringer været klar over, at indsamlingerne er foregået i strid med reglerne i vælgererklæringsbekendtgørelsen,« hedder det i det skriftlige svar fra ministeriets presseafdeling.

Kun mail

Omgåelsen af betænkningstiden har kunnet lade sig gøre, fordi partier kun har skullet sikre sig en e-mailadresse på vælgere til at starte med.

Mailadressen bliver sendt ind til et backendsystem hos Økonomi- og Indenrigsministeriet. Efter syv dage sender ministeriets system så en mail retur med et aktivt link, som fører til en side, hvor den endelige vælgererklæring kan afgives via NemID.

Antagelsen har været, at mailadressen, der bliver indhentet og indsendt til at starte med, tilhører borgeren, der ønsker at afgive en erklæringen.

Men det nuværende system for digitale vælgererklæringer indeholder imidlertid ikke nogen validering af, hvorvidt dette faktisk er tilfældet.

Derfor er det umiddelbart muligt at snyde systemet, hvis et parti indsender en stribe mailadresser, som partiet selv - og altså ikke borgeren - råder over.

Disse mailadresser bliver så sendt til ministeriets backend, som efter syv dage svarer tilbage med et aktivt link, der fører til siden, hvor den egentlige vælgererklæring kan afgives via NemID.

Partiet, som jo kontrollerer mailadressen, kan nu videreformidle det aktive link til borgere, der ønsker at afgive en vælgererklæring. Da de syv dage allerede er gået, fra partiet indsendte linket, så kan borgeren med det samme afgive erklæringen via NemID.

Ingen sanktionering

Økonomi- og Indenrigsministeriet bekræfter, at både Stram Kurs og partiet Klaus Riskær Pedersen overordnet set har benyttet ovenstående teknik til at omgå betænkningstiden på syv dage.

Som flere vil vide, er begge partier nu opstillingsberettigede til det kommende folketingsvalg.

»Ministeriet har imidlertid ikke hjemmel til at sanktionere en indsamlingspraksis, hvis den er i strid med reglerne, f.eks. ved at standse indsamlingen. De vælgererklæringer, som partierne har indsamlet, er gyldigt afgivet med NemID. Der er altså ikke tale om falske vælgererklæringer, selv om partierne omgår procedurereglerne.«

Evalueringsperiode droppet

Oprindeligt var det meningen, at det nuværende system med digitale vælgererklæringer skulle evalueres tre år efter idriftsættelsen i 2016.

Ifølge ministeriet skulle evalueringen blandt andet være i forhold til, om der kan snydes med systemet. Evalueringen er nu droppet, da Folketingets partier har besluttet at indføre et nyt system.

»Det har ikke været muligt at justere it-systemet for indsamling af vælgererklæringer på en sådan måde, at denne form for omgåelse kan undgås. På den baggrund vurderede ministeriet, at det for at undgå omgåelse af proceduren for indsamling af vælgererklæringer er nødvendigt at udvikle et nyt it-system til brug herfor,« oplyser Økonomi- og Indenrigsministeriet.

Det nye system skal sættes i drift hurtigst muligt, men det kommer ikke til at kunne nås inden det kommende folketingsvalg, der senest skal afholdes 17. juni 2019, oplyser ministeriet.

NemID (eller noget, der ligner)

I den kommende løsning for digitale vælgererklæringer vil det, modsat den nuværende, være nødvendigt at autentificere sig med NemID (eller lignende) både i starten og afslutningen af betænkninsgperioden på syv dage. Så en mailadresse - som jo kan tilhøre hvemsomhelst - vil altså ikke længere være nok i den forbindelse.

»Efter en eftertænksomhedsperiode på syv dage skal vælgeren på ny bekræfte sin støtte til det pågældende parti med NemID (eller et eventuelt fremtidigt tilsvarende elektronisk identifikationsmiddel), hvis vælgeren fortsat ønsker at afgive en vælgererklæring. På den måde bliver eftertænksomhedsperioden omkranset af en NemID-identifikation på begge sider, således at eftertænksomhedsperioden ikke kan omgås. Manipulation eller snyd med NemID er underlagt strafbestemmelser,« oplyser ministeriet.

Systemudvikler og blogger på Version2 Poul-Henning Kamp kalder den nuværende løsning for fejldesignet:

»Hvis der er snydt på den omtalte måde, er det indlysende, at man ikke har brugt samme NemID i begge ender af 'betænkningsperioden', og det må helt klart siges at være en designfejl i forhold til folketingets hensigt,« oplyser han via mail.

Aftalen bag den kommende løsningen er nærmere beskrevet her.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (34)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Claus Wøbbe

Det lyder lidt som om nogen (de to partiers administration) på andres vegne har indsendt e-mails som anmoder om at modtage en vælgererklæring om 7 dage. Partiet sender altså mailen under påstand om at være en interesseret vælger - og det må da være dokumentfalsk eller mandagsvig?

  • 14
  • 0
Anne-Marie Krogsbøll

Jeg undrer mig også over, at it-systemet tilsyneladende vinder over reglerne her, for det er jo tydeligt, at det er sket i strid med de formulerede reglers "ånd". Men det er nok symptomatisk for digitaliseringsfeberen, og mon ikke der er tale om en gevaldig berøringsangst ift, at skulle erklære alle disse vælgereklæringer ugyldige? Det ville nok udløse betydeligt raseri og spille de pågældende opstillede martyrium i hænde. Jeg gætter på, at man simpelthen ikke har turdet kassere disse erklæringer.

Man kan ikke sige andet, end at "Det var aldrig sket med papirerklæringer". Dermed ikke sagt, at der ikke kunne være sket noget andet, men fejlene har det med at være meget mere omfangsrige, såsnart der er digitale løsninger med i spillet.

  • 12
  • 1
Heino Svendsen

Er det ikke kun blevet til et problem, nu Paludan stiller op?
Jeg mener, at andre partier har haft samme praksis tidligere... så skal man så sanktionere med tilbagevirkende kraft?
Eller lade præcedens gælde for alle?

Ikke at jeg vil stemme på Paludan, men han skal da have lov til at snyde lige så meget som resten af politikerne

  • 4
  • 4
Claus Bobjerg Juul

Et andet problem er at borgeren, som ikke har været i kontakt med et parti der ønsker at stille, bliver tilsendt SPAM om at borgeren har tilkendegivet at borgeren gerne vil støtte et parti.

Sådan en praksis burde medføre en straf.

Jeg har selv modtaget en sådan mail vedrørende "Jorden Frihed Kundskab".

  • 1
  • 5
Lars Petersen

Jeg har svært ved at se det rimelige i at der er en betænkningstid. Også hvis det kun var en dag. Når man står i stemmeboksen er der ingen betænkningstid, der fanger bordet.

Det er langt værre hvis man først har givet sin vælgererklæring til Feministisk Initiativ, og så fortryder fordi man hellere vil stemme på det nyere parti Fiskerlussing. Det kan man ikke, fordi der skal gå mindst to år før man kan give en vælgererklæring til et andet parti.

  • 11
  • 5
Anne-Marie Krogsbøll

Det er langt værre hvis man først har givet sin vælgererklæring til Feministisk Initiativ, og så fortryder fordi man hellere vil stemme på det nyere parti Fiskerlussing. Det kan man ikke, fordi der skal gå mindst to år før man kan give en vælgererklæring til et andet parti.


Det er jo en god grund til, at der skal være betænkningstid... Det er lidt ligesom med gadesælgere af el-abonnementer og den slags. Det er let at lade sig besnakke, når man står overfor en flink sælger - men oftest klogt at bede om at få en pjece med hjem, så man kan læse det med småt.

  • 13
  • 2
Jan Heisterberg

Der er egentlig TO spørgsmål:
1. Hvad står der i reglerne ?
- er betænkningstiden indført administrativt sammen med elektroniske erklæringer ?
2. Hvordan kan systemudviklerne, eller måske de som skriver kravspecifikationen, overse reglerne ?
- det må da være en ansvarspådragende fejl eet af stederne ?

  • 2
  • 2
Bjarne Nielsen

Jeg har svært ved at se det rimelige i at der er en betænkningstid.

Det var oppe og vende i P1 Orientering for nyligt (hvis jeg får tid, så prøver jeg at finde et link), og der kredsede man en del om, at "blå blok" var klar til at droppe betænkningstiden, og at "rød blok" insisterede på den, som forklaring på, hvorfor man ikke havde reageret mere prompte.

Synspunktet om at man nok skulle se ministerens ageren (eller mangel på samme) i det lys var også fremme. Ministerens forsvar var så vidt jeg husker noget med at være bundet af forlig, og alting tager tid.

Og så det, at ingen ... og her henviste ministeren bl.a. til høringssvarene ... havde kunnet forstille sig, at der ville blive nye muligheder for misbrug ved at gå fra papir-formular til elektronisk ditto.

Det er imho et ganske symptomatisk eksempel på den overdrevne og ret naive digitaliseringsoptismisme, som hersker i nogle kredse for tiden. Alting bliver mere effektivt med IT ... også snyd!

  • 15
  • 1
Mogens Lysemose

Hvad står der i reglerne ?

Christian har allerede linket til "reglerne": https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=176933
Paragraf 5.

Den ligner mere en brugerkravsspecifikation end regler: når man detaljeret beskriver at emails skal sendes osv.

Jeg kender ikke forløbet men det kan sagtens være man har spurgt ministeriet hvordan de ville lave en løsning og så lavede man reglerne efter det...

  • 2
  • 0
Claus Jørgensen

Det er langt værre hvis man først har givet sin vælgererklæring til Feministisk Initiativ, og så fortryder fordi man hellere vil stemme på det nyere parti Fiskerlussing. Det kan man ikke, fordi der skal gå mindst to år før man kan give en vælgererklæring til et andet parti.

Det er meget nemt at fortryde sålænge at partiet ikke er opstillingsberettiget.
I den kvittering man får er et link.

Hvis man har valgt at bruge en papirbasseret vælgererklæring, så skal man kontakte partiet som så har pligt til at slette indefor 7 dage.

Mht. "snyd" så
1) - man skal trods alt godkende via NemId, så det kræver lidt mere end hos en gadesælger.
2) - I hvertfald fra februar havde Riskær implementeret de 7 dage.

/Claus

Det kunne være at V2 skulle indføre en betænkningstid på 7 dage for kommentarer her... :-)

  • 4
  • 4
Per Larsen

Endnu en gang må vi, som borgere se til, at det offentlige - politikere, embeds team og vores centrale administration ikke har de kompetencer der skal være for at få systemer og rutiner på plads og fungere tilfredsstillende.
Man er ganske enkelt for blå-øjet, og har en blind hhv. fejlagtig tillid til at alt kan klares elektronisk med diverse teknologier.
Kvalitet og kvalitetsstyring er ikke eksisterende, og lovgivning i forbindelse med evt. afledte problemer, er ikke på plads.

Det er bare ikke ok.

Mvh.

  • 8
  • 0
René Nielsen

Det er rent flyverskjul når ministeriet påstår at der ikke ”er hjelm til at …”.

Ministeriet ønsker ikke at blande sig valgkampen, for alle vidste at valget kom senest den 17. juni 2019. Nu blev det 05. juni 2019

Det rigtige havde været at annullere alle de pågældende vælgererklæringer, men det ville give støj med de nye partier og formentligt også give Lars Løkke en afgørende fordel, når de nye (og borgerligt orienterede) partier på den måde blev fjernet fra spillepladen.

Som det ser ud i dag, vil det stemmespild som de nye partier udløser i blå blok med sikkerhed, medfører at ”rød stue” kommer til. Uden de nye partier, er det langt givet at ”rød stue” vinder.

Det ønskede ministeriet ikke at blande sig i og derfor fremsætter ministeriet det vås.

I en enhver offentlig sagsbehandling er proceduren afgørende. Man kan ikke komme til det ”korrekte resultat” ved at følge en anden procedure end den som fremgår af loven. Lige som man ikke kan starte med at bygge en skorsten fra oven.

Man skal kigge på om loven og dens ånd blev overholdt – og er det ikke sket, så er de vælgererklæringer ugyldige og længere er den historie ikke.

  • 5
  • 2
Mogens Kjær

Jeg skrev under for Klaus Riskær.

Og jeg oplevede ikke at der var urent trav.
Jeg udfyldte en formular. Tror godt nok det var på Facebook, eller ihvertfald ikke på en statslig hjemmeside. Så sendte Klaus' system mig en mail om at jeg skulle vente en uge. Men at de så ville sende mig et link til borger.dk. Og at de ville sende mig en reminder endnu en uge senere.

De har så nok sendt en mail til erklæringssystemet samtidigt på mine vejne, sådan at det var klar en uge senere. Da tiden var gået, fik jeg mit link og skrev under med NemID.

Jeg oplevede det som meget reelt.

PS. Nej, jeg kommer næppe til at stemme på ham. Men der er sørme mange politikere, som har gavn af at blive tvunget til at høre på sådan én som ham, der siger tingene lige ud som han ser dem. Han er super-skarp og skærer lige igennem.

  • 4
  • 1
Gert Madsen

Jeg har svært ved at se det rimelige i at der er en betænkningstid.


Det er formodentligt fordi man har digitaliseret.
Da man kun indsamlede underskrifter, var der ingen betænkningstid. Besværet med at indsamle underskrifter var tilstrækkeligt til, at ikke alle og enhver kunne levere tilstrækkeligt med underskrifter.
At verificere en underskrift med NemID, er heller ikke uden besvær.
Jeg synes ikke at der er indlysende årsager til at indlægge denne træghed. Det koster selvfølgeligt lidt at håndtere.
Demokrati er besværligt og koster penge.

  • 0
  • 6
Christian E. Lysel

Kan du ikke lige forklare hvordan paragraf 5 siger, at der er (relevante) sanktionsmuligheder.

... Partiet skal sikre, at oplysninger om vælgeren behandles efter reglerne i persondataloven, herunder at vælgeren ved afgivelse af støttetilkendegivelsen samtidig giver udtrykkeligt samtykke til, at partiet kan behandle oplysninger om vælgeren og registrere dem i den digitale løsning. ...

Dvs. persondataloven gælder for registeringen af vælgeren.

  • 2
  • 1
Peter Stricker

Dvs. persondataloven gælder for registeringen af vælgeren.


Undskyld min træghed, men jeg kan stadig ikke se noget om relevante sanktioner i det citerede. Et eksempel på en relevant sanktion ville være, at de vælgererklæringer der er afgivet med snyd blev betragtet som ugyldige, men det ville da være helt urimeligt at afvise Mogens Kjærs vælgererklæring.

jeg oplevede ikke at der var urent trav.

  • 1
  • 0
Gert Madsen

Der var en betænkningstid: Man udfyldte et papir som blev indsendt til folkeregistret, som tilbagesendte en blanket, der skulle udfyldes for at bekræfte erklæringen.


Jeg har i hvert fald underskrevet direkte på gaden. Der var ikke nogen speciel formular, og ingen returpost. Men det ligger en del år tilbage, så jeg skal ikke gætte mere på hvornår det krav blev indført.

  • 1
  • 0
Hans Nielsen

Man skal kigge på om loven og dens ånd blev overholdt


Nej, man skal kun se på loven.

Hvis tåberne som har lavet loven, ikke har indbygget konsekvens og regelsat hvordan den skal fortolkes.
Så er det tåberne som har lavet loven, og ikke opstillerene som finder et hul i loven, som har fejlet.

Det var vel heller ikke i lovens ånd, at Danske hjemløse skulle retforfølges, og "udvises" fra deres fødested. Det skal domstolen ikke forholde sig til. Igen det er kun tåbeligt lovgivning.
Men derfor er de stadigt blivet retforfuldt.

Se på "lovgivning" om karektere for at komme på en vidergående uddanelse fra Folkeskolen. Er det "ånden" fra venster, SF, Dansk Folkeparti eller AL som der skal bruges ?

HINT. Man har retskrav på, at komme ind på gymminasiet med karekteren 2.

https://www.berlingske.dk/samfund/kaempe-forvirring-om-nye-karakterkrav-...

  • 0
  • 0
René Nielsen

Hvis tåberne som har lavet loven, ikke har indbygget konsekvens og regelsat hvordan den skal fortolkes.


Jeg er ikke sikker på at jeg forstår ordene "indbygget konsekvens".

Hvis et politisk parti systematisk har fusket med processen omkring vælgererklæringer, så er det vel konsekvens nok at partiet ikke kan opstille til valget fordi ingen vælgererklæringer er godkendt?

Vil du have bøder og fængsel til politiske partier?

  • 0
  • 0
Rune Broberg

Jeg tør ikke sige, hvad du har underskrevet; men et hurtigt tjek hos Karnov viser, at systemet med at returnere via post til vælgeren for endelig bekræftelse har været i brug i hvert fald siden juli 1990. (Vejl. nr. 139 af 17. juli 1990)

Edit: Lidt mere graven fandt forslaget hvor det søges indført i januar 1989. Så det har vel været der i noget der ligner 30 år.

  • 2
  • 0
Finn Aarup Nielsen

Partiet skal sikre, at oplysninger om vælgeren behandles efter reglerne i persondataloven,

Kommer partierne der udnytter hullet overhovedet i forbindelse med persondata? Jeg kender ikke detaljerne i vælgererklæring.dk, men er det ikke sådan at partierne er i stand til at oprette et direkte link, således at persondata kun ligger på vælgererklæring.dk og ikke hos partiet? Hvis det er tilfældet kan "hul-partierne" jo ikke overtræde persondataloven.

  • 1
  • 0
Morten Andersen

Hej

Som andre her kan jeg simpelthen ikke se disse erklæringer kan være gyldige. Jeg kan ikke se det er nødvendigt der er en lov der specifikt erklærer dem ugyldige. Hovedsagen er at loven foreskriver nogle processer for hvordan erklæringen skal samles ind. Hvis disse processer ikke er overholdt er erklæringen automatisk ugyldig - det var reelt aldrig en erklæring idet den aldrig overholdt kravene. Af valgloven

fremgår:

https://www.themis.dk/synopsis/docs/lovsamling/valgloven.html

Stk. 11. Økonomi- og indenrigsministeren kan i tilknytning til regler fastsat i medfør af stk. 10 fastsætte regler om, at indsamlingen af vælgererklæringer skal ske ved brug af et digitalt system, som økonomi- og indenrigsministeren stiller til rådighed. Økonomi- og indenrigsministeren fastsætter i den forbindelse regler om

...

2) forløb af en periode mellem vælgerens støttetilkendegivelse til et nyt parti og vælgerens endelige afgivelse af en erklæring, som er omfattet af stk. 1, 2. pkt.,

Så når det decideret står i loven at der kan være tale om sådanne regler (som ikke nødvendigvis i sig selv står i loven) så synes jeg den klokkeklar: Er reglerne ikke overholdt er erklæringen ugyldig uanset at den har kunnet komme igennem systemet teknisk. Der er jo tale om en helt åbenlys misbrug af systemet og en omgåelse af den sikring som jo faktisk teknisk lå i systemet omend lidt mangelfuld idet der ikke var NemID i begge ender. På alle mulige andre områder er staten ikke sen til at erklære noget for ulovligt, selv hvis det følger lovens bogstav, med henvisning til det kan være en omgåelse af loven i ånden. Men i dette tilfælde, synes jeg ikke engang man behøver gå til denne yderlighed - erklæringerne er helt åbenlyst i modstrid med lovgivningen og dermed ugyldige.

  • 5
  • 0
Kjeld Flarup Christensen

Det er langt værre hvis man først har givet sin vælgererklæring til Feministisk Initiativ, og så fortryder fordi man hellere vil stemme på det nyere parti Fiskerlussing. Det kan man ikke, fordi der skal gå mindst to år før man kan give en vælgererklæring til et andet parti.


Med det gamle papir system kunne man skrive under for alle de partier man ville. Det parti der først kom i mål, fik så underskriften. Kom et andet parti dagen efter, ville de stillere det første parti havde fået godkendt ikke tælle med for det andet parti.

Det problem kunne elektronisk løses på samme måde.

Det gamle system havde også betænkningstid, men det var nu nærmere en form for verifikation. Partiet skulle aflevere vælgererklæringen på kommunen, som derefter sendte den til vælgeren, der igen skulle sende den til partiet.

At der er tre nye partier, plus KD denne gang viser at det i hvortfald er blevet lettere at stille op.
Det er så lidt ironisk, at det var de blå partier som var imod betænkingstiden, og nu må lide under stemmespildet, muligvis fordi reglerne ikke var blevet overholdt.

Hvis den blå indenrigsminister kunne bremse Riskjær og Paludan, var det så heldigt? Det kunne jo også ses som magtmisbrug, for at sikre regeringen genvalg.

  • 0
  • 0
Henrik Madsen

Derfor er det umiddelbart muligt at snyde systemet, hvis et parti indsender en stribe mailadresser, som partiet selv - og altså ikke borgeren - råder over.

Det relevante spørgsmål der her må stilles er vel.

Er der nogen BEVISER for at det er sådan det er foregået.

Det er jo ret groft, sådan ligesom at antyde at nogen har gjort noget, fordi man kan....Men dog uden at kunne BEVISE at det er foregået sådan.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere