Gymnasier skal have adgang til at gennemsøge elevers computere eller Facebook, for at forhindre eksamenssnyd.
Det fremgår af et udkast til en ny bekendtgørelse, som undervisningsminister Merete Riisager har sendt i høring, skriver Information.
Hvis en elev ønsker at bruge computer til eksamen, skal uddannelsesinstitutionen have adgang til computeren og konti på sociale medier, står der i bekendtgørelsen:
»Det er en forudsætning for, at eksaminanden kan anvende digitale hjælpemidler, herunder computere, ved prøven, at eksaminanden giver institutionen adgang til at undersøge de anvendte hjælpemidlers indhold, søgehistorik, logfiler mv. samt eksaminandens anvendelse af materialer, konti på sociale medier mv. på internettet med henblik på udredning af formodning om snyd eller andre brud på eksamensreglerne«.
Skolen vil dog ikke kunne tvinge sig adgang til elevens udstyr, men det vil være en betingelse for at kunne deltage i eksamen, skriver Undervisningsministeriet i et svar til Information.
Indgreb i privatlivets fred
Flere eksperter kalder initiativet for et overdrevet og voldsomt indgreb, der kan være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
»De må nærmest ransage din computer, og så skal du oven i købet give adgang til dine konti på sociale medier,« siger Jesper Lund, der er formand for IT-Politisk Forening.
Han påpeger, at tiltaget ikke nødvendigvis vil få nogen effekt over for eksamenssnyd. De elever, der virkelig vil snyde, kan slette beskeder eller anvende inkognitofunktion i browseren, så historikken ikke bliver gemt.
Der findes også alternative metoder til at kontrollere eksamenssnyd. I dag anvender nogle skoler programmet 'Exam Monitor', der fungerer ved at tage skærmbilleder af elevernes computere flere gange i minuttet, i forbindelse med eksamener.
Venstres undervisningsordfører Anni Matthiesen er også kritisk over for ministerens udmelding.
»Jeg er ikke enig med ministeren i, at det er nødvendigt at tage det her skridt. Men det er som sagt noget, ministeren kan vælge at gøre,« siger Anni Matthiesen.