Minister: Udprintede e-mails sendt med lastbil er i orden
Der er ikke noget i vejen med, at Statsforvaltningen Midtjylland printer indkomne e-mails, lægger den i sagsmapper og herefter sender dem med lastbil 137 kilometer tværs gennem Jylland fra Ringkøbing til Århus.
»Finder ministeren det hensigtsmæssigt, at elektronisk post til statsforvaltningen i Århus printes ud i Ringkøbing og transporteres med lastbil til Århus afdelingen?«
Sådan har det socialdemokratiske folketingsmedlem Karen Hækkerup spurgt Sundhedsminister Bertel Haarder, og nu er svaret på det såkaldte §20-spørgsmål kommet.
Ministeren bekræfter, at sagsgangen i Statsforvaltningen foregår præcis den manuelle måde, som Version2 i flere artikler har dokumenteret. Han hæfter sig ved, at indkomne e-mails kan være århuskontoret i hænde allerede næste dags formiddag.
Bertel Haarder undlader dog at svare direkte på spørgsmålet, om det er en hensigtsmæssig måde at lave sagsbehandling på i 2010, men henviser til, at tingenes tilstand står for at blive lavet om.
»Statsforvaltningerne har udarbejdet en effektiviseringsplan, som bl.a. omfatter indførelse af fuld elektronisk sags- og dokumenthåndtering (ESDH). Det er min forventning, at transporten af sager mellem hovedkontor og afdelingskontorer i alt væsentligt vil kunne bringes til ophør, når der er indført ESDH,« skriver sundhedsministeren i sit svar.
