Minister nægter at optælle PET's brug af trojanere: For dyrt og ressourcekrævende

Illustration: Virrage Images/Bigstock
Det er for stor en opgave for politiet at tælle antallet af sager, hvor 'sniffer-programmer' er blevet installeret på mistænktes pc'er.

Danskerne må fortsat leve i uvished om, hvor mange gange politiet har brugt små spionprogrammer til i al hemmelighed at aflure tastetryk fra mistænktes pc'er.

Det oplyser justitsminister Morten Bødskov (S) i et svar til Folketingets Retsudvalg.

Det er ganske enkelt for stor en opgave for politiet at optælle antallet af sager, forklarer han:

»Det er ikke muligt at angive, hvor mange gange politiet har iværksat dataaflæsning uden at foretage en ressourcekrævende, manuel optælling i de enkelte politikredse,« forklarer Morten Bødskov i svaret.

Som tidligere beskrevet på Version2 har Politiets Efterretningstjeneste, PET, siden 2002 listet de små spionprogrammer ind ad bagdøren på mistænktes pc'er i sager, hvor strafferammen er seks års fængsel eller mere.

'Sniffer-programmerne', som politiet kalder dem, har været brugt med succes mod mistænkte i for eksempel terrorsager som Glasvej-sagen og Vollsmose-sagen.

Programmerne installeres på den mistænktes pc uden dennes vidende, hvorefter en keylogger sørger for at sende kopier af alle tastetryk på pc'en retur til politiet. For eksempel den tekst, den mistænkte skriver i et dokument.

Det er sket i 'mange tilfælde', fremgår det af en redegørelse om de to antiterror-pakker fra Justitsministeriet i september 2010.

Men i præcis hvor mange tilfælde, har PET afvist at oplyse over for Version2.

Læs også: PET installerer trojanere på mistænktes pc'er i stor stil

Det fik Venstres retsordfører, Karsten Lauritzen, til at bede justitsministeren om at svare på spørgsmålet i stedet.

Læs også: Ekspert: PET-trojaner et stærkt indgreb i uskyldiges privatliv

Sammen med blandt andet foreningen Dansk IT, DIT, mente han, at antallet af sager burde blive lagt åbent frem, så både politikere og befolkningen kan få et indblik i, om der er sammenhæng mellem målet og midlet.

Karsten Lauritzen er nu utilfreds med, at ministerens svar ikke har gjort ham klogere på omfanget af politiets brug af spionsoftwaren.

»Det er principielt vigtigt at få at vide. Der skal selvfølgelig være respekt for PET's arbejde, men vi skal som folkevalgte også kunne have tillid til PET. Den tillid handler også om, at når vi spørger om noget, så kan vi forvente et svar,« siger Karsten Lauritzen til Version2.

Retsordføreren køber ikke justitsministerens argument om, at det ville blive for omfattende for politiet at tælle antallet af sager op:

»Det lyder mærkeligt, at det vil kræve en omfangsrig optælling. Jeg vil tro, at det er en overkommelig opgave, som det ikke kan koste mange penge at sætte en studentermedhjælper til,« siger Karsten Lauritzen.

Læs også: Ekspert: PET-trojaner et stærkt indgreb i uskyldiges privatliv

Lovgrundlaget, der giver politiet ret til at bruge 'sniffer-programmerne', er jo vedtaget, mens dit eget parti var i regering. Burde det have fremgået helt tydeligt af lovgivningen, at offentligheden skal have mulighed for at få kendskab til omfanget?

»Det har jeg betragtet som noget helt naturligt, at Folketinget har mulighed for at få indsigt i på samme måde, som man opgør, hvor mange telefonaflytninger man foretager. Jeg har respekt for, at politiet skal udføre sit arbejde, men det må også være sådan, at man kan få en afrapportering om, i hvilket omfang det bliver brugt,« siger Karsten Lauritzen.

Justitsministeren meddeler via sin kommunikationsmedarbejder, at han ikke ønsker at kommentere sagen nærmere over for Version2.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (14)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Anonym

I det korte tidsrum der er tale om at PET har haft hjemmel i loven, er det begrænset hvor mange sager det kan dreje sig om.

Når Ministeren udtaler, at det er for omfattende at optælle antallet af sager, må der være tale om et uforholdsmæssigt stort antal der er blevet aflyttet, for ellers må det være en simpel og overskuelig opgave at foretage optællingen. Det ses allerede af redegørelsen fra 2010.
Her skal det iagttages, at det må forventes, man også i PET er gået bort fra kolonnebøger og karbonpapir i regnskabet og benytter almindelig elektronisk regnskabsføring og kontooversigter. Hvorfor det må være et spørgsmål om en enkel kontooversigt, der skal producerer et tal.
Der er ikke tale om udskrift af hele kontoen, kun summen af sager, så skal det være overskueligt, også for PET, at løse en så enkel opgave, uden større indsats.
En studentermedhjælp bør ikke være nødvendig, det bør selv en assistent kunne løse på under en time.
Det betyder igen, at Ministeren må være vidende om, at der er foretaget uforholdsmæssigt mange aflytninger, ellers kan det ikke være en uoverskuelig opgave.
Er der tale om uforholdsmæssigt mange sager, ligger dette uden for den hjemmel som PET har haft i loven.
Det må være den enkle konklusion i det.

Det skal også iagttages, at der kan være tale om at PET og politiet, simpelthen ikke har orden i regnskabet, og derfor ikke kan overskue hvor mange midler de bruger.
Er det tilfældet, så er der grundlag for, at Ministeren kigger på hvorledes de tildelte midler forvaltes.
Her skal man tænke på, at det netop er oppe omkring "Polsag", som har vist sig ikke at fungerer, og det er derfor muligt, at PET og Politiet heller ikke har styr på den elektroniske behandling omkring de tildelte midler.

Mest sandsynligt er det dog, at PET har aflyttet uforholdsmæssigt mange. Da det er et tal der ikke kan opgøres, må der være tale om store dele af befolkningen.
Uanset om det har medført en egentlig efterforskning eller ej, så er det grundlæggende vigtigt for retssikkerheden, at de enkelte aflyttede informeres om aflytningen, og hvilken konklusion Politiet eller PET, er kommet frem til.
Her skal det tages i betragtning, at PET/FET's iagttagelser ikke bare smides i skraldespanden og forsvinder, de gemmes.
Er der tale om at en sådan iagttagelse/aflytning, medfører en forkert konklusion, har dette alvorlige konsekvenser for den enkelte.
Dette er også grundlaget for, at aflytning / sniff ikke må forekomme i et antal, der er væsentligt større end antallet der medfører en begrundet mistanke og egentlig sag.

Her må Ministeren beslutte, om Ministeren er tilhænger af at magten i Staten forskydes væk fra den tredelte magt og over mod en politistat, eller om ministeren er for Demokratiet og den tredelte retsstat.

Foreløbig, har ministeren tydeligvis besluttet, at Politiet/PET, skal have ubegrænset magt, og at det ikke skal kunne afprøves om denne magt misbruges.

Peter Olesen

Retssamfundet er da røget fløjten...
Jeg fatter ikke de kan lave disse ting uden at stå til ansvar. Det kan aldrig være ok, at PET ikke fortæller folk de har været overvåget, når overvågningen er overstået, eller at der ikke er åbenhed om statistikken for det PET laver. Det er et stort demokratisk problem at de opererer som et skyggekabinet, kun kontrolleret af politikere der ikke stoler på befolkningen og for hvem målet helliger midlet....

Man fristes til at gøre oprør. Måske er det på tide med en protestbevægelse i ordets egentlige forstand.

Jesper Lund

Det er helt sikkert ikke en almindelig politiopgave (som at tage en mistænkts fingeraftryk) som rutinemæssigt udføres af alle politikfolk i alle politikredse. Det er mere sandsynligt at det er en yderst specialiseret opgavetype som udføres af et begrænset antal personer/afdelinger i politiet.

Det burde altså være en overkommelig opgave, men politiet gør hvad de kan for at undgå at lave statistikker over indgreb i borgernes ret til privatliv. Her er et andet aktuelt eksempel
http://nyhederne.tv2.dk/article.php/id-47570790:politiets-aflytninger-fo...

Jesper Lund

Man fristes til at gøre oprør. Måske er det på tide med en protestbevægelse i ordets egentlige forstand.

Skift fra Windows til Linux. Hvis politiet er som den øvrige offentlige sektor, er der kun trojanere til Windows platformen. Steve Ballmer vil formentlig have modsat sig det hvis trojaneren blev cross-platform.

Medmindre trojaneren er skrevet i Java ligesom you know what... -)

Niels Didriksen

For dyrt og ressourcekrævende at tælle antallet af sager, hvor 'sniffer-programmer' er blevet installeret på mistænktes pc'er.

Vi kan finde ud af at ansætte horder af folk i skat, for at holde nøje rede med hver eneste krone og øre, danske borgere måtte komme kontakt med, og vi kan logge hver 500 datapakke på den totale danske it-infrastruktur og lignende småfacistiske tiltag uden at det er det mindste uoverskueligt, dyrt eller ressourcekrævende.

Men at lave lidt statistik på efterretningstjenestens magtanvendelse og potentielle misbrug..?? Næh, umuligt. Lad de ansvarlige pakke deres ting og gå i a-kassen med det samme.

Verdens tåbligste IT-nation slår til igen.

Der er kraftigt voksende behov for et enkeltsags-it-parti.

Jarnis Bertelsen

Hvordan kan de følgende to citater begge være sande?:

Det er ikke muligt at angive, hvor mange gange politiet har iværksat dataaflæsning uden at foretage en ressourcekrævende, manuel optælling i de enkelte politikredse

har Politiets Efterretningstjeneste, PET, siden 2002 listet de små spionprogrammer ind ad bagdøren på mistænktes pc'er

Hvis det er PET, der installerer trojaneren, må de vel have det registreret et eller andet sted. Eller skal vi tro at PET bare udfører arbejdet for den enkelte politikreds uden at bogføre det noget sted?

Rene Lauridsen

Danskerne kommer aldrig til at gøre oprør over NOGET som helst. Vi er en flok fede katte der får rigeligt mad
hver gang regeringen eller andre instanser sætter noget igang der ikke er acceptabelt sker der INTET

godnat og sov godt

Jon Linde

Der er kraftigt voksende behov for et enkeltsags-it-parti.


Pirat-partiet ? ;D

Hvis det er PET, der installerer trojaneren, må de vel have det registreret et eller andet sted.

Er det ikke nogenlunde den samme liste som DanID's liste over computere som har logget på NemID? 8)

Det er et faktum at PET har nogle rigtigt dygtige folk ansat - om de alle er lige dygtige ved jeg ikke.
Det er uden tvivl muligt at lave sådan en liste i løbet af ganske få arbejdstimer, ved at sætte den rigtigt medarbejder på opgaven (Hvis den ikke allerede findes).
Spørgsmålet er kun hvor stort interessen reelt er for at fremvise de informationer hos dem som også har magten og sikkerhedsadgangen til at få de informationer.

Der er naturligvis også den taktiske side:

Hvis tallet er 0 (nul) eller tæt på, vil politikere og befolkningen tænke: "Er de der PET folk komplet idioter og amatører? - der skal strammes op - NU!
Hvad for vi egentlig for alle de penge som de får hvert år?"

Hvis tallet er 3 millioner (eller bare et forholdsvist stort tal), vil politikere og befolkning tænke: "DET kan der SLET ikke være rimelighed i - Der skal fremover være nogle retningslinjer for hvornår PET må snage"
eller
"Hvordan har de dog formået at installere de værktøjer på folks maskiner - via... NemID's java applet?!?" :D

Hvilket tal vil Version2's læsere anse for at være troværdigt og fornuftigt?
- Hvad med resten af befolkningen?

Michael Nielsen

Findes ikke her i landet.

Alt hvad der er til skade for befolkningen indføres uden at tænke over det, der bruges milliarder på at overvåge befolkningen og kontrollere dem..

Men hvis der er noget der skader samfundet bringes ud i lyset, skubbes det under gulvtæppet hurtigs muligt, og der kan ikke bruges bare 1 krone på at undersøge sagen.

Jeg anbefaler folk at kun køre internet browsere i virtuelle maskiner isoleret fra resten af systemet, og køre tripwire på din maskine, således hvis de har brugt fysisk adgang til maskinen vil du vide det...

Det her indikere at samfundet er kriminel, og derfor skal vi beskytte os mod staten.

Log ind eller Opret konto for at kommentere
Brugerundersøgelse Version2
maximize minimize