Minister: KMD's it-koks med udbetalinger »helt uacceptabelt«

Illustration: KMD
Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen holder løbende møder med adm. dir. Eva Berneke, KMD, om de mange oplysnings- og udbetalingsfejl i forbindelse med offentlige ydelser.

Det er helt uacceptabelt og stærkt bekymrende, at KMD adskillige gange de seneste år har udbetalt forkert støtte til arbejdsløse eller sendt dem forkerte oplysninger. Det sagde beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) på et samråd i Folketinget i går.

Ministeren har løbende møder med KMD's topchef, Eva Berneke, for at sikre sig, at der er det rette fokus på at få løst problemerne, oplyste han endvidere.

Samrådet var indkaldt bl.a. på baggrund af 12 it-koks med udbetaling, bl.a. i forbindelse med indførelse af kontanthjælpsloftet.

I et ministersvar fra foråret kom det frem, at på mindre end et år har KMD i mindst 172.117 tilfælde leveret forkerte oplysninger eller satser til danske arbejdsløse i forbindelse med de 11 første it-koks.

Problemerne er primært opstået i forbindelse med indførelsen af det såkaldte kontanthjælpsloft 1. oktober sidste år. Men også området for udbetaling af barselsdagpenge har været ramt af fejl.

»Jeg finder det på ingen måde acceptabelt, at der er sket så mange fejl. 12 fejl er 12 fejl for mange,« sagde Troels Lund Poulsen på samrådet i går.

KMD har ikke kunnet levere

Troels Lund Poulsen tager problemerne 'meget alvorligt':

»Jeg finder det fortsat helt uacceptabelt og også stærkt bekymrende, at KMD - som jo er kommunernes og Udbetaling Danmarks primære it-leverandør på ydelsesområdet - ikke har været i stand til at levere en sikker it-implementering af jobreformen,« sagde ministeren, der følger området meget tæt.

Ministeren kunne ikke komme nærmere ind på de tekniske årsager til fejlene, men lovede at sende et notat til Folketinget herom.

Hans holdning til fejlene var dog klar:

»Det er dybt utilfredsstillende, at man skal vente så lang tid på at få udbetalt en ydelse. Det er jo ikke samme langmodighed, der gælder hvis man skylder noget til Skat. Her bliver det ikke godtskrevet, hvis man har et problem med sin pc,« sagde han.

KMD's topchef til kaffe hos ministeren

Troels Lund Poulsen oplyste, at han har haft møder med KMD's administrerende direktør, Eva Berneke, om problemerne flere gange:

»Jeg har en klar forventning om, at KMD leverer uden flere fejl. KMD har tildelt de nødvendige ressourcer,« sagde ministeren.

»KMD tager problemerne meget alvorligt,« sagde ministeren på baggrund af møderne.

It-understøttelsen af jobreformen har siden april fungeret nogenlunde, oplyste ministeren.

»Det er derfor min klare forventning, at KMD vil foretage de fornødne prioriteringer, så den løbende drift sker uden yderligere fejl,« sagde ministeren.

Han mener grundlæggende, at problemerne skal håndteres under de kontraktuelle aftaler, der er mellem ATP og kommunerne på den ene side og KMD på den anden.

»Jeg vil gerne præcisere, at det helt grundlæggende er kommunerne og Udbetaling Danmarks ansvar at sikre, at der sker en sikker og korrekt implementering og administration af nye ydelsesregler. Derfor er det også deres ansvar, at deres it-leverandør leverer systemer i henhold til deres kontraktuelle forpligtelser.«

Ministeren vil følge området tæt og vil bl.a. fortsat have en løbende dialog med KMD's administrerende direktør, Eva Berneke.

Desuden vil han sikre, at kommuner og Udbetaling Danmark involveres tidligt, når ny lovgivning er på vej.

»Jeg kan desværre aldrig garantere, at der aldrig sker fejl. Men vi vil gøre os ypperste for, at fejlene ikke gentager sig,« sagde han.

KMD har tidligere over for avisen.dk beklaget de mange fejl, men dog påpeget, at de primært har omfattet information og kun i mindre omfang har været i forbindelse med udbetalinger.

I et skriftligt svar til ministeren oplyser KMD følgende om et andet område for it-understøttelse, nemlig implementeringen af dagpengereformen:

»KMD understøtter a-kasser i Danmark med to selvstændige løsninger - Winnie og KMD Føniks. (...) KMD Føniks, der over tid erstatter Winnie, er markedets nyeste løsning, og den vil fremadrettet skabe grundlag for endnu bedre service til a-kassemedlemmerne samt mere effektiv administration med højest mulige automatiseringsgrader. Derimod er Winnie en væsentligt ældre løsning, der ikke i sin tid var udviklet til at lave de scenarier, som er påkrævet i dag. (...) I godt samarbejde mellem a-kasser, STAR og KMD er der udviklet en løsning, som vi er i gang med at implementere.«

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere
IT Company Rank
maximize minimize