Minister droppede at tjekke elevers computere: Gymnasier gør det alligevel

Illustration: mkabakov, BigStock
Flere uddannelsessteder i Danmark tager stikprøvekontroller af elevernes computere efter eksamener. Undervisningsministeren droppede ellers en idé om netop den praksis, da menneskerettighedsjurister i efteråret påpegede, at det ville være et brud på elevernes ret til privatliv.

Selvom tanken om at tage elevers computere for at tjekke browserhistorik og lignende igennem efter en eksamen blev droppet fra ministerens side, så har flere gymnasier alligevel gjort brug af af den praksis.

Elever på flere forskellige skoler har nemlig oplevet, at der bliver lavet stikprøvekontroller, hvor elevernes computere bliver tjekket for snyd, skriver Information.

Læs også: Debat om eksamenssnyd: Kan teknologi løse politiske problemer?

Undervisningsminister Merete Riisager (LA) foreslog i efteråret, at gymnasierne skulle have lov at kigge elevernes computere igennem, men forslaget var ikke fremme længe, før hun skrottede idéen igen.

Hun måtte bl.a. droppe idéen efter kritik fra både menneskerettighedsjurister, og især da Venstre ikke ville være med på idéen.

Kigger ikke efter porno eller bitcoins

Det er forskelligt, hvor meget de forskellige uddannelsessteder tjekker. Hos Herlev og Rybners bliver browser- og søgehistorik læst igennem.

På Knord sikrer de, at specifikke programmer, der ikke må anvendes, ikke har været i brug - som Facebook Messenger. Uddannelsesdirektør, Ivar Lykke Ørnby, understreger i den sammenhæng, at de udelukkende leder efter tegn på snyd og ikke vil have næsen ned i elevernes privatliv:

»Det vil sige, at vi ikke kigger hele pc’en efter for, om der er porno eller bitcoins eller andre forhold. Vi leder efter, om der er foregået nogen form for kommunikation under prøven,« siger han til Information.

Læs også: It-overvågning afslører gymnasieelever, der har snydt til eksamen

Eleverne oplever det dog som værende meget nærgående, da fem ud af seks elever fortæller, at der under kontrollen blev åbnet chatprogrammer som Messenger og iMessage for at tjekke, at der ikke var sendt eller modtaget beskeder, der var mod reglerne - og her fortæller en af eleverne bl.a., at der blev åbnet beskedloggen fra kæresten, da det var den sidste, der havde skrevet.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (9)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Simon Mikkelsen

Det er jo ved at være det samme at gå til eksamen som at tage til USA: Tag en ren PC.

Man kan jo ikke vælge hjælpemidlerne fra, for man bliver vurderet ud fra at have haft dem til rådighed.

Når det er sagt, er det ikke svært at skjule kommunikation hvis der bare kommer en lære og kigger. Incogneto, eller bare have en konto man bruger til sit snyd og så logger man ind på sin private når eksamen er ved at være slut.

  • 3
  • 0
Denny Christensen

Politiet gemmer nr plader på biler selv om de ikke må.
Region syd var det vist gemmer sundhedsdata der er ulovligt indsamlet.
Efterretningstjenesten gemmer data der er logisk slettet.
Teleselskaberne tvinges til at gemme data det ikke er lovligt at have.
Skoler og udd. institutioner roder med elevers udstyr selv om de ikke må,
Elever i folkeskolen svarer anonymt på spørgsmål og de lagres som personhenførbare.
Osv....

Er det en trend at lige så snart det er noget offentligt så gælder loven ikke eller den overtrædes og ingen kan drages til ansvar? Som i Tibet sagen?

  • 12
  • 0
Anders Maansen

Hvis nogen af jer har prøvet at tage en Microsoft certificering online (altså, hvis man er forhindret i at køre til et godkendt cert. center), så installeres der et stykke software på computeren, mener det hedder Proctor, der scanner for alt kendt "snyd", og først herefter kan prøven startes.

Det program der starter prøven, kan så ikke minimeres eller forlades, uden at man afslutter prøven.

...problem solved.

  • 0
  • 3
Peter H. Rankin Hansen

...problem solved.


Det er der flere uddannelsessteder der har forsøgt. De "glemte" bare, at deres ragelse var platfomafhængigt, og kun virkede på MS Windows, men ikke på Mac, Chromebook, BSD og Linux.

Klaphatte

Det program der starter prøven, kan så ikke minimeres eller forlades, uden at man afslutter prøven.


Så er det dæleme ærgerligt, hvis man bliver nødt til at genstarte computeren, fordi den opfører sig uhensigtsmæssigt

  • 4
  • 1
Thomas Jensen

Den ideelle løsning er at skolen leverer den hardware og software eleven skal bruge til hverdag og eksamen. Det der med at eleven skal have egen computer, som skolen så skal have adgang til at snage i, er noget rod, og det er imod ånden i folkeskoleloven om, at der ikke er brugerbetaling, når eleven selv skal betale for både hardware og software.

Næstbedste løsning må være noget med nogle VM eleverne kan koble op på via deres egen computer. På den måde er det skolen der står for licenser til den software eleven skal bruge, og den styrer hvad der skal være adgang til.

  • 4
  • 0
Peter H. Rankin Hansen

Den ideelle løsning er at skolen leverer den hardware


Jeg er særdeles meget uenig.

For mange har brugen af vante arbejdsredskaber, rutiner, makroer, skabeloner, etc. enddog særdeles stor betydning. Det har særlig stor betydning for personer med ADHD og OCD, hvor ethvert indhak i vante rutiner nedsætter deres ydelse signifikant.

Folk der er vant til at arbejde med Open Office eller Libre Office, vil føle sig ret meget på udebane, hvis de pludselig skal arbejde med MS produkter, på samme måde som folk der normalt arbejder med MS produkter, sandsynligvis vil have svært ved at finde nogle af deres vante funktioner, hvis de tvinges over på Open-Libre office.

Det bliver endnu mere tydeligt, hvis der er tale om en eksamen for programmører, der typisk læner sig op ad funktionerne i bestemte editorer og udviklingsmiljøer. Hele ens flow ødelægges.

Det samme gælder ikke kun på tværs af operativsystemer (MS, Mac, Linux, etc.), hvor de fleste har tilrettet deres desktop og programsuite til egne behov. Jeg kender flere meget produktive mennesker, der nærmest ville gå i stå, hvis der blev lavet om på deres setup.

Jeg ville selv, som gammel programmør og regnearks-jockey, betragte det som et alvorligt indgreb, hvis jeg blev tvunget over på et standard setup, sammensat (for at være lidt provokerende) af en eller anden teoretiker der underviser fordi han/hun ikke har kunnet klare sig i erhvervslivet og derfor ikke har den ringeste føling med de reelle behov.

  • 2
  • 0
Thomas Jensen

Det har særlig stor betydning for personer med ADHD og OCD, hvor ethvert indhak i vante rutiner nedsætter deres ydelse signifikant.

Jeg er selv diagnostiseret ADD (ADHD uden hyperaktivitet), så jeg ved udmærket hvad du taler om. Men, løsningen er ikke at alle styres på en måde så vores behov tilfredsstilles, men at der tages hensyn til sådan nogle som os. Måske skal nogen tilbydes at bruge deres egen computer, hvis de har behov for det, .... og måske er inklusion i almindelige klasser ikke altid den rigtige løsning. Men det er en anden diskussion.

  • 1
  • 0
Heino Svendsen

Hvorfor ikke en PXE/kiosk løsning, hvor eleverne booter i en form for LIVE distro?

Så kan der være lige så mange overvågningsprogrammer, LibreOffice etc. på, som skolen lyster. Distroen kan være låst ned til fx. et antal søgesider / datakilder etc.

Eleverne er selv skyld i at blive overvågede, når de snyder.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere